mandag den 19. oktober 2015

Ressourceforløb bygger på sproglig manipulation

Før handlede førtidspension om arbejdsevner. Nu er det såkaldte ressourcer. Men ordene betyder det samme i sammenhængen. Fuldkommen det samme. Den førte politik og praksis er et retorisk svindelnummer, der ikke kan overleve en simpel analyse.

Vi er sprunget fra det ene kriterium til det andet, når vi har snakket om folks arbejdsduelighed. Måske er det en skrøne - måske ikke. Men i gamle dage talte man om de diagnoser, der udløste en førtidspension.

Alt fra blindhed til skizofreni. Det gjorde man op med i reformen fra 2003, hvor diagnosekriteriet i loven om førtidspension blev erstattet af et arbejdsevnekriterium. Der skete også en udfladning af satsstrukturen, så laveste og mellemste sats bortfaldt. Nu var der ikke længere "discountførtidspension" til discountinvalide. Nu kunne man være arbejdsinvalid. Til gengæld skulle det dokumenteres yderst grundigt fra 2003.

Arbejdsevnekriteriet skulle have "sat en prop i", som det kaldes og mindske tilgangen til førtidspension. Det skete ikke.

Så tog man i 2012 den strammest mulige førtidspensionslov og strammede den endnu mere. Altså over gevind. En de facto ophævelse af førtidspension som ordning, borgere har lige lovadgang til, hvis visse kriterier opfyldes.

Nu var det ikke nok, at alle lægepapirer og arbejdsprøvninger viste, at man ikke havde en restarbejdsevne at udvikle. Nu smed man et nyt begreb i spil, som ikke var arbejdsevne.

Ressourcer, kaldtes det. Altså, når det er helt udelukket, at man har arbejdsevne tilbage, der kan udvikles, så tager man hul på sidste reserve: Borgerens ressourcer. Nu skal mulighederne for at udvikles borgerens ressourcer undersøges. Og kan borgerens ressourcer udvikles, kan disse ressourcer måske mutere til arbejdsevne.

Og det er så ophøjet til national lov nu og administrativ praksis. Noget, der faktisk er aldeles og totalt nonsens. Intet mindre.

For hvad er arbejdsevne?

Og hvad er ressourcer?

I forhold til chancen for at komme i arbejde - er svaret: Det samme. Fuldkommen det samme.

Begrebet ressourcer er bare et synonym til arbejdsevne, der befinder sig et trin højere oppe på abstraktionsstigen:

Begrebet ressourcer, når det anvendes i arbejdsevnesammenhæng, er altså intet andet end en abstrahering af begrebet arbejdsevne, og begrebet arbejdsevne er en konkretisering af begrebet ressourcer.

Ressourcer er et ekstremt abstrakt begreb, der dækker over alt, der er kræfter i. Ressourcer er de kræfter, et menneske har - det brændstof en bil kører på - og meget, meget andet.

Et andet abstrakt begreb er for eksempel "karriere". Det kan være en hvilken som helst karriere. En karriere som bankrøver, ingeniør eller eller psoriasispatient. Eller begrebet befordringsmiddel, som er ekstremt abstrakt: Det kan være et økonomisk incitament i politik (vi sænker kontanthjælpen - det befordrer folk til at finde job), og det kan betyde transportmiddel, som igen kan betyde bus eller tog. Altså, befordringsmiddel findes på toppen af abstraktionsstigen. Det næste ord er transportmiddel, og det nederste ord på stigen er bus. Hov, vi kan også gå helt ned og nævne mærket, årstallet og stelnummeret, så ingen kan være i tvivl om, nøjagtigt hvilken bus der menes.

Abstraktionsstigen er også en pyramide. Øverst oppe findes de færreste ord. Og nederst - i det mest konkrete - er ordene talrige som sandkorn i ørkenen.

Tilbage til ressourcer: Det er ikke andet end et erstatningsord for arbejdsevne. Det, som mulighederne skulle udtømmes for allerede med 2003-loven. For når spørgsmålet er, hvilken ressource, der skal til for at kunne forsørge sig selv ved arbejde, så peger den nedadgående pil kun på ét begreb, der findes et trin længere nede: Arbejdsevne. Det altafgørende er, om man har evner, der kan bruges i arbejde. Det er fuldkommen ligegyldigt, hvor langt man kan spytte, selv om langspytning i sig selv er en ressource.

Ordet arbejdsevne er abstrakt nok i sig selv. Et trin længere nede kommer det, der definerer en arbejdsevne: Fysiske kræfter, kognitive evner. Helbred og fravær af sygdom.

Forestillingen om, at man fra ressourcer kan bypasse sig forbi arbejdsevnekriteriet - fordi borgeren har dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan udvikles - og pludselig lande på selvforsørgelse, er intellektuel nonsens.

Der er rigtig mange borgere, der sendes i ressourceforløb, selv om de har speciallægeprognoser, som ikke viser vej til selvforsørgelse. Hvor det er udelukket, at de kan noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet, og hvor det er udelukket, at deres begrænsninger kan helbredes, så det kan ske.

Det har ført til mange "morsomheder". En kvinde på Fyn, jeg har hørt om, fik et ressourceforløb, hvor hun skulle nusse om sine roser i haven. Det er i det mindste ikke så farligt. Men det er et eksempel på, hvad man kan arbejde med af ressourcer, hvis det ikke er arbejdsevneressourcer.

Endnu værre så findes de tiltag, som går stik imod lægers advarsler om, hvad der kan gøre dem sygere. Altså hvor man tilrettelægger et ressourceforløb som om, lægernes advarsler ikke er blevet hørt. Det hører man ofte om. Og om lægekonsulenter, der fuldstændig forvansker de ord, speciallægen udtalte.

Nu beretter læger i dagspressen, at disse ressourceforløb gøre mange borger sygere, og det er ikke spor overraskende. Det er heller ikke overraskende, at det har slået flere folk ihjel, end det har sendt folk i job, som en afsløring af Nordjyske Stiftstidende for nylig viste.

Man kunne forestille sig, at man tilsvarende fuskede med begreberne i tekniske installationer eller bygningskonstruktioner. Så ville der tilsvarende ske sammenbrud og ulykker. Nu går det ud over mennesker. Det kan politikere og administratorer sidde og bortforklare i ét væk. Men de kan ikke se sig i spejlet.

Der findes et yderst spinkelt fåtal af borgere, som fik job efter ressourceforløb.

Det kunne de få, fordi de rent faktisk havde en arbejdsevne at udvikle. Intet andet som helst fidumskudum, der peger op ad abstraktionsstigen på "ressourcer", fordi der ingen arbejdsevne var eller håb for.

1 kommentar:

  1. Fin analyse og gode perspektiver. Jeg driver også en blog om socialpolitik i Danmark, sociologi m.m. og er kommet til den samme slutkonklusion: Det er et iscenesat fupnummer der dækker over NPM besparelser, og landets 98 kommuner tilkender førtidspensioner på 98 forskellige måde. Ja der er ligefrem tale om social dumping og social eksport af borgere fra København til f.eks Lolland.

    SvarSlet