Varigt syge, som har en arbejdsevne, kan typisk få deres arbejdsevne gemt væk og passiviseret i årevis, mens de venter på godkendelse til fleksjob. Lovgivningen æder sin egen hale. Send dog folk i fleksjob først og tag bevisførelsen bagefter.
Der kan være mange grunde til, at en borger mister dele af sin arbejdsevne for bestandig. Det kan være medarbejderen, som får posttraumatisk stress-syndrom efter at være blevet truet på jobbet. Det kan være håndværkeren, som ikke kan passe sit arbejde i samme grad efter en trafikulykke.
Der findes en offentlig, subsidieret jobordning, som helt afgrænset er målrettet de borgere, som er varigt og uforbederligt syge, men som stadig har en restevne til at arbejde. Måske i 10 eller 20 timer om ugen eller på fuld tid med halv styrke. Ordningen hedder fleksjob.
For at blive visiteret til fleksjob, skal man dog helt udtømmende bevise, at man er berettiget. Der må ikke herske den mindste tvivl om, hvorvidt borgeren kan vende tilbage til almindeligt fuldtidsarbejde. Enten direkte eller via et revalideringsforløb.
Et sygdomsforløb, jeg ofte har hørt om, handler om en arbejdende borger, som kommer til skade midt i en ansættelse. Arbejdsgiveren vil gerne beholde sin syge medarbejder, som ikke længere kan fungere på fuld tid. På den betingelse, at medarbejderen kan fleksjobbe.
Det er omtrent sådan et scenarie, som ordningen oprindelig var tiltænkt.
Men så kommer prøve-, bevis- og dokumentationsfasen, som skal udtømme enhver anden mulighed. Typisk går der så længe, at borgerens sygedagpengeret er bortfaldet, og borgeren er på kontanthjælp eller har ingen indkomst, fordi han eller hun er gift.
På den ene eller anden måde skal borgerens arbejdsevne afprøves. Enten i virksomhedspraktikker eller på kommunale aktiveringsanstalter. Ofte beskrevet som et psykisk slidende og ydmygende forløb i kløerne på et system.
Og mange, som gerne ville vende tilbage til jobbet, driver bort på en isflage fra de vante arbejdsomgivelser og ser dem forsvinde i horisonten. Den restarbejdsevne, som de har, bliver ikke brugt, når de befinder sig i bevis- og dokumentationsfasens limbo.
Det er vanvid. Det slider og river borgere i stykker (læs beretningen fra dr.dk)
Der findes ét sted, hvor man bedre end noget andet sted kan teste en arbejdsevne. Der hvor man arbejdede. I trygge rammer og under trygge omstændigheder og hvor målet er at fastholde en god arbejdspladsrelation.
Derfor bør en varigt syg borgers påstand om fleksjob få opsættende virkning, som indebærer, at fleksjobforløbet starter, når borgeren ansøger. Det skal selvfølgelig ikke være for alle og enhver. Først og fremmest skal borgeren være sygemeldt og være i stand til at arbejde, men ikke i stand til at arbejde på fuld tid eller for fuld hammer. Man kan også kræve, at der er lægelige udtalelser, som vurderer, at tilstanden er varig.
Med sådan et grundlag kan testfasen begynde. Man kan blive testet på sit job og med løbende vurderinger fra arbejdspladsen. Der skal naturligvis være en incitamentsstruktur, som ikke gør det fordelagtigt for chefen at betragte sin medarbejder som dårligere, end han eller hun er. Det skal ikke være en god forretning at have en fleksjobber - det skal være udgiftsneutralt.
For de borgere med samme prognose, som ikke har en særlig tilknytning til en arbejdsplads, er det ligeså relevant at indgå et varigt forhold til en virksomhed.
Det kunne jo vise sig, at det er jobbet, der træner borgeren op til at kunne klare et fuldtidsjob. Noget, som næppe vil ske i kommunens arbejdsprøvekarrusel eller på passiv forsørgelse.
Forslaget huer selvfølgelig ikke det vildtvoksede bureaukrati, hvor adskillige i den offentlige sektor lever af den årelange og absurde række af arbejdsprøvninger. Det huer heller ikke det herskende regime i beskæftigelsespolitik, hvor alt skal bevises og udtømmes. Paranoiaen styrer.
Men for resten af samfundet kan det vise sig at være en glimrende idé at tyvstarte med fleksjob.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar