Derfor kan Venstre godt lide de hjemløse

Venstres frihedspris er et bjørnekram eller et Judas-kys til hjemløse, som jo er Venstres egne alterofre.

De færreste grupper i samfundet er så ombejlet af politikere som hjemløse. Der er nærmest tale om små kælelam. Politikere er så glade for hjemløse, at de gerne vil have flere af dem, og de er så glade for hjemløse, at de gerne ser dem forblive det.

Således kunne Venstre i partiets årlige forsamling ikke dy sig for at stikke hjemløseavisen Hus Forbi en såkaldt frihedspris. Til gadens frie fugle, der står og sælger aviser. I Venstre-optik er det vel nærmest heroisk at sige nej til kontanthjælp og i stedet leve forhutlet og beskidt som bladsælger.

Bladets egen organisation var heller ikke imponeret.

- Jeg vil bruge min frihed til at appellere til jer i Venstres bagland om at udnytte jeres frihed til at arbejde for, at jeres parti ikke bare holder skåltaler og uddeler priser, når det kommer til socialpolitik, lød det fra Henrik Søndergaard Pedersen næstformand for Hus Forbi.

- Og jeg vil opfordre Venstre til altid at spørge sig selv, om den førte politik risikerer at sende flere ud i hjemløshed.

Hjemløshed er i løbet af cirka én generation - i tiden med generation x’s tilstedeværelse på scenen - gået fra at være sociologisk obskurt i Danmark til at være hverdagssyn. En stigning som hele det politiske system har fulgt uden at gøre noget alvorligt.

Alle skilte på vejen har varslet så tilstrækkeligt, at man kun kan konkludere, at vi har fået en voksende hjemløseklasse, fordi politikerne gerne vil have dem, for hjemløshed er immervæk ikke dyrt for et samfund som vores at gøre op med.

Men de er ret nyttige at have, hvis man har en vis politisk agenda.

Hjemløshed er brugbart som et skræmmeeksempel. Hvis du ikke opfører dig, som vi vil have det, så kan du selv kigge hen mod bænken og se, hvad der vil ske med dig. Hjemløshed har også været yderst brugbar i politik som en ny laveste værdi for udsathed og svaghed i samfundet. Svarende til at genindføre 10-øren, så 50-øren ikke længere er den ringeste mønt. Det gør, at man kan affeje stærkere gruppers ønsker og krav. Du, der er arbejdsløs, skal ikke komme her og sige, at du tilhører de svage, der har behov for nogen hjælp. De svage er nemlig ikke dig. De rigtig svage er de hjemløse.

Med de hjemløse som laveste værdi bliver det ligefrem uforskammet at kere sig om udsatte, der er bedrestillet i kraft af, at de (endnu) ikke er hjemløse. Kerer man sig om luksusbumser, som har boliger, så vil man ikke sjældent opleve, hvordan socialstrammere foregøgler at tage de udsattes parti og siger: "Hvad bilder du dig egentlig ind. Du har fjernsyn. Tænk på de hjemløse. Det gør vi! Det er dém, vi skal gøre noget for. Ikke jer."

Så de hjemløse er brugbare til at tage underklassen og fragmentere den yderligere, end den er i forvejen. For en samlet underklasse kan repræsentere en forholdsvis stærkere og fælles interesse til fordel for kampen for socialt værn. En fragmenteret underklasse er derimod fuldkommen i samfundsetablissementets vold, hvor grupper af udsatte spilles ud mod hinanden.

De hjemløse er også for længst blevet en del af julestemningen, så folkestemningen følger med. Det har ikke været rigtig jul, hvis man ikke har købt en lodseddel eller doneret en dåse flåede tomater i et supermarkeds indsamling af julekurve.

De hjemløse er nogle af de mest umælende i samfundet, og de står næsten aldrig klar til at reagere på det, der bliver sagt om den gruppe af borgere. Hvis man vil vide, hvad de mener, så ringer journalister til ministerpensionist Jann Sjursen, som gør et glimrende arbejde for at tale svages sag. Men alle ved, at det er Jann Sjursen, der taler.

Politikerne har stået i kø for at sige, at det er de virkelig svage, som hjælpen skal rettes imod. Men vi ser ikke andet end end stigning i hjemløshed. En stigning på 23 procent siden 2009.

Venstres pris til Hus Forbi var ikke andet end et misbrug af de hjemløses situation til at meddele et statement, når Venstre begrunder prisen med, at Hus Forbi giver udsatte “en mulighed for at tage ansvar for eget liv”.

Og det er ikke andet end vrangvendt gavepapir, der dækker det egentlige budskab: Der findes nogle borgere, som ikke tager ansvar for eget liv, og dem vil vi gøre livet surt for.

Og det bliver sikkert endnu lavere ydelser og flere sanktioner som kontanthjælpstræk, når næste runde byder sig. De tiltag, som i de senere år har stået på Venstre menu. Det giver også en effekt i form af flere hjemløse-kæledægger på gaden, som man kan kæle og nusse om. Eller skal vi kalde Frihedsprisen til Hus Forbi for et Judas-kys?