onsdag den 16. marts 2016

Ingen holdbarhedsdato for tryghed

Det har været magtpåliggende for et folketingsflertal, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Det er tidens store politiske projekt, og for få år siden havde SF en profil ved navn Astrid Krag, der mente, at kampen var vigtig for selv venstrefløjen. Så idéen har ikke bredt sig så lidt.

At det skal kunne betale sig er dog ikke andet end nysprog for, at det helst skal være utrygt at være arbejder. Altså arbejder med eller uden job. Den bagvedliggende idé er, at utryghed er værdioptimerende for samfundet og at tryghed er en trussel.

Har man ikke et job, skal det kunne mærkes grimt. Og har man et job, skal man være bange for at miste det.

Det er vigtigt for det flertal, der står bag kontanthjælpsreformen. At vi skal sove dårligt om natten.

Lars Løkke Rasmussen har sagt i Folketingssalen under lovbehandlingen, at forslaget var af hensyn til SOSU'en. Det er dog svært at se, hvad en SOSU får ud af, at folk uden arbejde får mindre.

Hvis SOSU'en får noget ud af, at man sænker kontanthjælpen (eller at der sættes loft over ydelser), er det en skræk i livet over at skulle miste sit job.

Selve pointen, når alt er skrællet bort, demaskeret, kogt ned, er, at der skal utryghed til.

Det er dét, kontanthjælpsloftet er. En utryghedsreform, som gør fundamentalt op med en tryghedstanke, vi har forbundet samfundet med i årtier. Det er hjerteblod i velfærdstanken.

En tryghedstanke, som ikke har fået samfundet til at falde fra hinanden, selv om det altid har været sangen fra tryghedens fjender. At folk ikke ville arbejde, hvis penge var gratis. Men historien har vist, at de næsten ikke har taget andet end fejl og at tryghed understøtter et velfungerende samfund med hjulene i gang.

I nær forhistorie er der statistisk belæg for, at hvis der er arbejde, så arbejder de, der kan arbejde. I tiden op til finanskrisen var beskæftigelsen tæt på fuld. Den røg ned under et niveau, som forskere ikke troede var muligt.

Og det selv om der herskede et tryghedsideal, som går ud på, at vi er bedst tjent med at være trygge, når vi går job.

Den tryghed er nu under heftigt bombardement af en politisk bevægelse, som ingen evidens har i ryggen.

Der er intet i vejen med tryghedsmodellen eller tryghedsidealet. Princippet er, at hjælp er noget, man kan få, hvis man ikke har job. Kan man få et, ophører hjælpen selvfølgelig.

Jeg siger fra som skatteyder. Jeg vil aldeles ikke have nogens tryghed udbetalt som skattelettelse. Jeg vil ikke have andres og jeg vil ikke have min egen. Det er ikke sådan, man opbygger et samfund. Det er en leflen for individets forbrugsbegær, der virker som opløsningsmiddel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar