Moralister har før løjet om, at umoralsk opførsel gør folk syge, selv om det var vås. Nu fremstiller politikere kontanthjælp som direkte sygdomsfremkaldende, fordi de mener, at socialydelser er umoralske. Men det er jo fuldkommen latterligt.
Før Mette Frederiksen blev arbejdsløshedsminister i Thorning-regeringen, var hun en arg kritiker af nedskæringer af socialydelser.
Derfor lignede hun en, der famlede efter en socialdemokratisk dækfortælling, når hun skulle forsvare de heftige angreb på den sociale tryghed, som hun lancerede med vedtagelser som tvungen partnerforsørgelse samt førtids- og fleksforringelserne.
Kritikere stod i kø for at afvise, at hendes socialdemokratiske dækhistorie holdt. Så meget, at hun skar igennem, at det skam var hende, der havde ret til at definere, hvad der var socialdemokratisk.
Vi skulle væk fra at gå op i ydelser. Vi skulle i stedet betragte ydelser som noget, der var farligt i selv.
Dermed koblede hun partiet helt med på et liberalistisk vognsæt.
At være offentligt forsørget er i liberalistisk forstand umoralsk. Liberalismens fader Adam Smith (1723-1790) var i høj grad moralist, og hans modstand mod at lade andre forsørge en, hvilede på en opfattelse af, hvad der var moralsk rigtigt. Han argumenterede både samfundsøkonomisk og moralsk.
Virkelighedens empiri med årtiers velfærd har strippet den samfundsøkonomiske argumentation for al kluns. Det har vist sig med al tydelighed, at folk arbejder, når de kan få et arbejde og når de kan udføre det. Også selv om "penge er gratis".
Tilbage er moralismen. At det bare er for dårligt, at man kan leve af andres penge. Og det er netop Smiths moralisme, der gennemsyrer debatten.
Liberal Alliances Ole Birk Olesen har for eksempel sagt, at det skal stigmatiseres endnu mere at være offentligt forsørget. Ifølge Birk Olesen, skammer de forsørgede sig ikke nok.
Joachim B. Olsen fra samme parti påstår, at man bliver syg af at være offentligt forsørget. Det er direkte sundhedsfarligt, og han vil bilde os ind, at der er en direkte årsagssammenhæng som ved sukker og sukkersyge. Nuværende arbejdsløshedsminister Jørn Neergaard Larsen mener lidt af det samme. Han siger, at arbejde helbreder.
Mette Frederiksen står ikke tilbage. Hun har gentaget sin fortælling om dem, hun kendte hjemme i Grønlandskvarteret i Aalborg, som fik kontanthjælp som 18-årige og som ikke kom videre. Det var kontanthjælpens skyld, skal man underforstå.
Mette Frederiksen hopper moralismen over og går direkte til konsekvensen: Det er synd for de offentligt forsørgede, fordi offentlig forsørgelse er noget farligt noget. Nærmest vanedannende og ødelæggende som stoffer, må man underforstå.
Det er ikke noget, disse politikere siger, fordi de kerer sig om folks helbred. Det med sygdomsrisiko er kun et dækargument for det moralske argument. Propaganda.
Og det er langt fra første gang, at moralisme og sundhed sådan røres sammen til en grød, hvor modtageren af budskabet ikke skal kunne skelne mellem bestanddelene.
I den nære fortid - så langt oppe i tiden som i 1900-tallet - kendte vi det fra den offentlige seksualmoral, hvor man forsøgte at hindre unges masturbation, fordi det stred mod den offentlige moralopfattelse.
Seksuel løsagtig adfærd var umoralsk - vel nok af religiøst funderede grunde, så effektive forebyggelsesmidler var nødvendige for at tæmme naturens kræfter.
Masturbation blev kaldt “den hyppigste årsag til sindssyge”. Det blev også anført, at det kunne føre til blindhed.
Vi betragter i dag løgnen om masturbationens farlighed som en moralistisk undertrykkelse, som fritænkning har gjort op med. De, der stod vagt om sådan en moralisme, har historien givet eftermæle som latterlige. De løj for at herske med deres moralisme.
Men nu har vi moralismen igen, forklædt på næsten samme vis som omsorg og sygdomsbekymring. Offentlig forsørgelse er farligt. Man bliver syg af det eller bare et slet eller elendigt menneske.
Hvad er kuren så?
For at blive ved sammenligningen, så bygger kuren på en brutalitet som de antimasturbationsringe med spidse pigge, man gav til pubertetsdrenge for at forebygge faretruende erektion.
De senere års mange angreb på socialydelser har alle haft som formål at gøre livet mere surt for de offentligt forsørgede. Incitamentspolitikken bygger på en forestilling om, at gør man det bare surt nok, så holder de offentligt forsørgede op med at hæve ydelser.
Så holder de op med at være syge og går fra uarbejdsdygtige til at være arbejdsdygtige.
Så finder de arbejdsdygtige bare et job i stedet for at få ydelser.
Moralismens løgn er altså en mønt med to tvivlsomme sider: På den ene side lyver man folk syge af socialhjælp. På den anden side lyver man om, at nedskæringer kan helbrede og skaffe folk arbejde.
Det, som moralisme gør blind over for, er grunden til at ydelserne blev indført og årsagerne til, at folk er på ydelserne. Eller de særlige årsager, der er til, at nogle borgere bliver syge, mens de er på ydelser. Det interesserer ikke moralisterne, for det forstyrrer kun deres virkelighedsopfattelse.
Så laver det borgerlige vogntog med Mette Frederiksens såkaldte socialdemokrati en stråbuk, som skal forestille politiske modstandere. Dem, som mener, at det er et mål i sig selv, at flest mulige borgere er på offentlig forsørgelse.
Heller ikke den opfattelse tåler noget som helst realitytjek. Der er ingen politisk retning, der matcher den stråbuk.
Jeg har aldrig mødt én, som mente, at nogen skulle forsørges af det offentlige i længere tid end nødvendigt. Forsørgelse er til for dem, der er syge og til for dem, der ikke kan finde et arbejde. Hverken mere eller mindre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar