Pseudoliberales hykleri om faglige kampe

Selvudnævnt liberale politikere holdt længe liv i Vejlegaarden ved at stå i kø efter stegt flæsk, mens fagbevægelsen demonstrerede udenfor og lavede blokade. Temmelig ofte har man hørt disse selvudnævnt liberale tordne mod fagbevægelsen og udtrykke deres bestyrtelse.

Liberal Alliances Joachim B. Olsen kaldte fagbevægelsens aktioner mod Vejlegaarden for mafiametoder. At politikere, der opfatter sig selv som liberale, sådan kaster sig ind i fagkampe og tager tydeligt parti, savner ethvert liberalt kompas.

Da balladen om Ryanair i Kastrup startede, fik Joachim B. Olsen dog dækket sig til med liberale og frihedshyldende fåreklæder: Selvfølgelig har man ret til at organisere sig, mente han. Selvfølgelig har fagbevægelsen lov til at konflikte. Så skulle alt sammen være liberalt nok med Joachim.

Men filmen er alligevel knækket. For de selvudnævnt liberale i Danmark fastholder en fagforeningsfjendsk tradition, og den hægter Joachim B. Olsen sig på. Kan man ikke ramme fagbevægelsen på principper, kan man ramme dem med smagsdomme.

Blokaden mod Vejlegaarden var mafiametoder, mente folketingsmedlemmet for Liberal Alliance. I Ryanair-balladen modererer han sig, men budskabet er ikke til at tage fejl af: Det usympatisk, fordi Ryanairs medarbejdere ikke selv deltager i konflikten.

Det kan godt være, at det er usympatisk. Det er smagssagen ved det hele. Det påfaldende er bare, at samme kritik er helt og aldeles fraværende fra de selvudnævnt liberale, når det er virksomheder, der er usympatiske.

Fagbevægelsen i Danmark ønsker ikke, at Ryanairs lønniveau danner norm i landet, så derfor bruger fagbevægelsen sine lovlige kampmidler til sætte diger op for dansk lønniveau, så global markedskonkurrence ikke oversvømmer det. Sådan en faglig blokade kan man kalde for en indtrængningsbarriere.

Sådan en barriere kunne eksempelvis være usympatisk, fordi den forhindrer borgere fra lavtlønslande i at arbejde i Danmark til lønninger, der er under dansk niveau, men tilfredsstillende for udlændingen. At fagbevægelsen kan rejse sådan en barriere kan man synes er godt eller dårligt, men det er det, fagbevægelsen har frihed til, og den frihed er liberale nødt til at hylde.

Den frihed er der andre, der også nyder. Hver eneste dag forsøger spæde iværksættere i Danmark med gode idéer og stort arbejdsiver at trænge ind på forskellige markeder for varer og ydelser. Fælles for de fleste er, at de er oppe imod yderst velkonsoliderede og kapitalstærke kræfter, som automatisk reagerer på alle trusler mod deres markedsandele ved lave træk, der skal knuse opkomlingen.
Det kan man synes er usympatisk eller andet. Men det er det, som velkonsoliderede virksomheder har frihed til. De opfører sig bare som virksomheder.

Og om virksomheder eller fagforeninger er smagløse er en smagssag. Det har aldrig været spor liberalt at blande smag ind i politik. Det har vel altid været liberalt at have frihed til at være smagløs inden for lovens rammer.

Hvorfor hører man aldrig de selvudnævnt liberale gå til angreb på store konglomerater og børsnoterede mastodonter for at gøre vejen stejl for nybegyndere, små aktører og udefrakommende?

Hvorfor hører man dem ikke tordne mod arbejdsgivere, som bruger lockout-våbnet?

Svaret kan kun være, at de selvudnævnt liberales liberale kompas er slået alvorligt skævt og at de ikke er i stand til at skelne mellem liberale principper og simpel, snæver interessevaretagelse.

Der findes kalkulesocialister, som stemmer rødt, fordi de håber, det vil gavne deres økonomi i kraft af øget omfordeling. Det kan være svært at gennemskue, om disse kalkulesocialister overhovedet har dannet en socialistisk anskuelse ud fra et helhedsperspektiv. Det kan være svært at gennemskue, om de overhovedet selv vil dele med andre, hvis de selv sad på kassen.

På samme vis findes der kalkuleliberale, som søger bekvemmelighedsflag under liberal ideologi, fordi der er liberalister, der vil mindske omfordeling. Disse kalkuleliberale omfavner kun ideologien, fordi de vil beholde flest mulige penge selv. Deres egentlig frihedsprincip kan være reel nok, men den kan også ligge et meget lille sted, og det må man ofte tro, at det gør.

Så skal man tolke de selvudnævnt liberales bestandige og ubændige fagforeningslede og fuldstændige fravær af kapitalismekritik, når de store drenge bruger deres kapital til at tryne de små, så kan det kun skyldes, at deres politik er i de kalkuleliberale kernevælgeres totale vold. Ja, man skulle tro, at de gik deres sponsorers ærinde.

Selvfølgelig er en kalkuleliberal rigmand imod fagbevægelsen, for det er et simpelt tovtrækkeri om penge. Virksomheder vil profitmaksimere. Medarbejdere vil lønmaksimere. Men at ophøje den modstand mod faglig organisering til nogen liberal kamp, er en ideologisk kortslutning, som ikke ejer ikke frihedssans for fem flade ører.

Statsministerens nytårsbedrag, 2015: Det er trygt at være syg i Danmark

Ingen syge står alene i Danmark uden hjælp, lød budskabet fra statsministeren i nytårstalen. Så dejligt har vi det i Danmark.

Den sending varm luft må have dugget ruderne hjemme hos de syge, som ikke kan genkende statsministerens Danmarksbillede.

Smertepatienter efter trafikulykker, som hverken kan få behandling eller sygedagpenge og som må gå fra hus og hjem, mens hjemkommunen smøler med en ansøgning om fleksjob eller førtidspension og kaster borgeren rundt som en bold mellem systemerne.

Dobbeltdiagnosticerede sindslidende med misbrug, som ikke kan klare deres forpligtelser og derfor mister kontanthjælpen og sættes uden for deres boliger.

For vi skal jo huske at stille krav, som statsministeren bemærkede det. Og krav bliver der stillet.

Eller tag hjemløse Daniel på 33 år, som i 2014 blev efterladt døende på Christianshavns Torv af Alarmcentralen.

Det er ikke så dejligt at blive syg i Danmark.