Åh for de stakkels "brandbeskattede"

Kan du huske, dengang Joachim B. Olsen "kunne brække sig" over fattigdom i Danmark?

De fattigste i Danmark skal nemlig holde deres mund med, hvor fattige de er. Der findes ikke fattigdom i Danmark, og at påstå der findes fattigdom, er en hån mod rigtigt fattige, som findes i andre dele af verden. Sådan kampagnerer markedsfundamentalisterne, som vil mindske hjælpen til de fattigste og gerne til fordel for skattelettelser til de rigeste.

Det er i hvert fald det, som markedsfundamentalister i Cepos og Liberal Alliance gerne vil: Sænke kontanthjælpen og lette skatten for de rigeste.

Og de kan have en pointe med deres begrebskritik, selv om det nemt bliver et tåbeligt spørgsmål om ordvalg. For på vores plet på kloden er vi alle mere eller mindre dybt privilegerede. Selv dem, som er så udstødte, at de ikke engang tilhører "nyderne" og ikke engang får bistand.

Har man ikke selv mad, bugner skraldespandende i det mindste med kasseret mad, og vi har herberger med termokaffe, og vi har cykelhalvtag med vandafledende tagrender, som fattige i andre må skele misundeligt til.

Men når skatten helst skal ned i Danmark, så er det fordi, man bliver simpelthen "brandbeskattet," synger samme kor med flammende røst.

Og "brandbeskattet" bliver man især, hvis man virkelig tjener penge.

Der findes ikke et ord som "brandbeskatning," der i sådan en grad larmer og hørmer som en brandskid, når det bruges i dansk middelklasse- og overklassesammenhæng. Men ordvalget er et fint eksempel på, at den sociale indignation er blevet omvendt. Og et eksempel på, at liberalisternes begrebskritik ikke vendes indad, når den lige så godt kunne.

Først laver man et opgør med de fattigstes påståede klynkeri og offermentalitet. De fattigste må ikke gå og kalde sig fattige. I stedet for skal man have ondt af folk på den grønne gren. Den job- og husbesiddende klasse, hvis pengekvaler handler om, hvorvidt de kan gå en størrelse op i hestekræfter, når der skal købes ny bil.

De to liberalistiske standardparoler - at dansk bundniveau er rigdom og skatten branduretfærdig - er dybt uforenelige. De må bestemme sig for, om de vil omtale samfundsstrukturen i sådan et jamrende sprog eller ej. I stedet for at udskifte én såkaldt "klynkeretorik" med en ny, der bare er endnu værre at høre på og endnu mere misvisende.

Vi kan godt diskutere, om skattesystemet er indrettet hensigtsmæssigt, men kære Cepos-økonom og venner: Økonomisk set har livet altså ikke artet sig specielt uretfærdigt over for jer!

At tale om "brandbeskatning" leder tankerne hen på gamle feudalsamfund, hvor ridefogeden med største kynisme drog ud og inddrog fæstebondens bittert tjente høst og efterlod fæstebonden med en sultende familie, som forgæves havde knoklet fra solopgang til solnedgang og i midsommer.

"Brandbeskatning" er et begreb, der er taget ud af sammenhænge, hvor underklasser undertrykkes ved noget, der minder om simpelt røveri mod folk i dyb armod.

Virkeligheden er dog, at de "brandbeskattede" i Danmark typisk er ægtepar, som tilbringer en tredjedel af døgnet på kontorstole i intellektuelle job. Bagefter kører de hjem til et parcelhus eller en lejlighed, hvis komfort langt overstiger Jeppes gæstevisit i baronens seng.

Og for at pengene ikke skal stå på kontoen og blive spist af inflationen, så overforbruger man varer og ydelser som tøj, rejser, wellness, køkkenmaskiner, gadgets, møre udskæringer og italienske vine i sådan en grad, at rent basale levebehov er noget, man sidder og funderer undrende over og søger at finde ind til på yoga-kurser.

Sådan er det typisk at være "brandbeskattet". Altså topskatteramt. Som om der ikke var noget særligt at beholde, efter at skattefar har afregnet.

Det, som "brandbeskattede" skattekroner går til, er som regel dem selv, og typisk i højere grad til dem selv, end til "nyderne" på bunden.

Pengene går typisk til de "brandbeskattedes" børns skoler, det politi, der passer på dem, det sygehus, de bliver behandlet på og de veje, de kører på. Deres eneste problem er typisk, at de selv ville have haft lov til at vælge operatører og at mange penge går spildt til administration og bruges på mindre bemidlede borgere.

Disse strukturdiskussioner er helt legitime at tage. Er det rimeligt med al den skat og kunne vi gøre det anderledes. Jeg langer ikke ud efter sådan nogle pointer. Lad os endelig diskutere struktur.

Men at kalde den øvre middelklasses livsvilkår for "brandbeskatning" er den største hån, man kan forestille sig mod virkelig undertrykte mennesker i historien, som har slidt og sultet til en herskende overmagts gunst.

Og især hvis man samtidig nægter at antage et fattigdomsbegreb i dansk sammenhæng. Så er det jo endnu mere absurd, kræverisk og udtryk for ny klynkende offermentalitet.

Der er noget alvorligt galt med det sprog, der er konstrueret, når det rent faktisk er de såkaldte "nydere", der hellere end gerne vil gå i de "brandbeskattedes" sko. Og bestemt ikke omvendt.

Ordet "nydere" - endnu en markedsfundamentalistisk brandskid så det hørmer. Hvad er det, disse brandbeskattede ydere er så misundelige over? Er det den papvind til 20 kroner, som nyderne har råd til?

Ja, hvad siger de "brandbeskattede" Cepos-folk mon til at bytte skæbne med "nyderne" på Kofoed Skole?

Hvis Joachim B. Olsen kan brække sig, så kan jeg i hvert fald også brække mig over at lugte til den evigt gentagne brandskid om de velbemidledes skat. Vel er de ej "brandbeskattet", de der kan sidde i en brandforsikret villa.

Landsråd i dag: Det går ufattelig godt for Konservativ socialpolitik

Illustration: Wiki Commons.

Hører intet. Ser intet. Synger bare en skønsang.

De tre aber er et buddhistisk billede for fred og harmoni, som kan opretholdes, hvis man ikke hører noget ondt, ser noget ondt eller siger noget ondt, og sådan er det at følge folketingspartiernes syn på socialpolitikken, de ledigshedsramte og de svage.

Vi er gode. Vi vil kun det bedste. Det går ufattelig godt.

I dag stod flere konservative politikere på landsrådets talerstol og holdt skåltale om svages vilkår. Det gør de cirka hvert år, og i år havde partiet udstyret landsrådsmødet med sloganet “Mennesker Først”.

Ikke mindst da socialordfører Mai Mercado holdt tale, så intet øje var tørt i forsamlingen. Samme Mai Mercado, som 14. juli beskyldte hårdt reformtrængte familier for at spekulere i ydelser, når situationen tvinger dem til at at bryde op.

Og jeg skal love Mai Mercado for, at det er alvorligste alvor for massevis af familier.

Skal vi lige tage lidt mere realitycheck:

Under sin regeringstid i nullerne indførte Konservative starthjælpen. Den skulle animere de ramte til at gå ud og tage arbejde, tordnede Lars Barfoed i en tv-debat. De færreste fik arbejde. Langt de fleste blev fattige.

Partiet forringede dagpengeperioden. Kun én procent kom hurtigere i arbejde på grund af periodeforkortelsen, fastslog SFI-rapport.

Konservative var med, da man fjernede invalidepensionen for unge invalider, som parkeres på kontanthjælpsniveau. En statistik fra Aalborg Kommune har vist, at antallet af nye resurseforløb slet ikke svarer til antallet af førtidspensioner før reformen, så virkeligheden er grangiveligt værre endnu.

Konservative tog kontanthjælpen fra klienter i samliv med folk, der tjener penge. Så nu er der hårdt arbejdende lønmodtagere, der hver dag går på arbejde og gør en kæmpe indsats, som lever på kontanthjælpsniveau, og rigtig mange ser ingen udvej, fordi den kontanthjælpsramte partner er i et årelangt sygeforløb uden udgang.

Mange familier er brudt op af den grund. Og så kommer Mai Mercado efter dem med subtile nassebeskyldninger i offentligheden.

Andre, som holder sammen, finder mad i skraldespande, fordi de er bundet af faste udgifter og en bolig, som er dyr at forlade.

Sagde K familiepolitik? Eller var det kun politik for nogle familier?

Hører man Konservatives sociale politik på landsrådet, så lyder det som om, partifolkene lever i en helt anden virkelighed, der overhovedet ikke er i sync med den virkelige. Eneste formildende omstændighed er, at det har de til fælles med en række andre partier.

I sidste uge revsede jeg Socialdemokraterne for fulde gardiner, ja jeg gjorde.

Det politiske aristokrati af ulasteligt klædte med daglig gang på Slotsholmen lever i en tonet osteklokke, hvor lyset slipper ind, men hvor ingenting ses. vi taler om folkevalgte politikere fra alle partier, cand.politterne i ministerierne, partiernes ungpolitikere i sekretærjob på Christiansborgs gange. I den osteklokke går de og laver reformer, “der virker”. Et ministerium har nemlig siddet og regnet på en såkaldt jobeffekt. Så jo, det virker.

Søg på KLR14 og find hele diskussionen på Twitter.

Når man laver socialpolitik med incitamenter, så virker det. Tror de. Bare fordi, de tror. De er ikke i kontakt med de borgere, som rammes. Det er ikke deres egne familier, ikke deres egne naboer, så de kan umuligt tro, at deres politik skaber nød. Alt ser skønt ud omkring dem, og deres politik er kun såre godartet!

Viser man dem et nødråb i en avisspalte, som dette nødråb, hvor en yngre kvinde og svingdørspatient i psykiatrien ikke ved, om der er penge til mad eller huslejen...

Eller viser man dem en statistik over de udeblevne effekter af deres incitamenter, så ser de heller ingenting. Alle de såkaldt ansvarlige partier, som er klar til at tage regeringsansvar, har det til fælles, at de er fuldkommen faktaresistente over for statistik og fuldstændig upåvirkede af beretninger fra virkeligheden, når de i fællesskab udruller masterplanen.

Joachim B. Olsen (LA) var sidste år træt af at høre om reformtaberne og konstaterede sidste år, at medierne havde lettere til at finde reformernes tabere, end medierne havde til at finde vinderne.

"I den aktuelle kontanthjælpsreform er der ganske vist nogle par, der fremover vil have færre penge at gøre godt med. Men der er også i dén grad vindere! Først og fremmest alle de mennesker, som på grund af reformen i de kommende år vil skifte kontanthjælpen ud med en løncheck. Og så selvfølgelig den gevinst, som hele samfundet (og dermed også dem, der i første omgang tilsyneladende taber på en reform) vil få, når flere arbejder."

Jeg kan skuffe Joachim B. Olsen med, at der er suverænt flere tabere, end der er vindere, så det er signifikant statistisk, at det er nemmere at finde tabere, end det er at finde vindere. Den gruppe, der kun behøver et incitament for at flytte sig, er helt marginalt lille

Joachim B. Olsen ville dog gerne komme de ramte til undsætning:

Desuden kan reformen måske bane vej for, at samlevende par fremover vil få mulighed for at udnytte hinandens bundfradrag på samme måde som ægtefæller kan i dag – det er i hvert fald noget, vi arbejder for i Liberal Alliance.

Et bundfradrag på 1500 er altså ligeså godt som en hel kontanthjælp?

Den kommentar lader vi stå og dirre lidt. Sammen med Konservatives endeløse række af substansbefriede skåltaler.

Motiverer pisk? Javist. Men kan man flytte sig, hvis døren foran er låst?

Et opgør med socialbrutalitetens politik. Virker motivation? Ja. Virker det alene? Nej!

Børnelæger har i den senere tid set et stigende fænomen: Børn fra resursestærke familier indlægges som fejlernærede, fordi forældrene har eksperimenteret med en særlig idiosynkratisk kost og livsstil. I teorien skulle forældrenes kure virke såre perfekt og virke ud fra al sund logik, synes forældrene, som både er velmenende og belæste.

Men børnenes helbred betaler for fejlslagne eksperimenter, når forældrene opfinder en striks diæt, hvor man kun må spise nedfaldsfrugt og rå grøntsager, der selv har sluppet sine stængler i tempereret kystklima. Eller hvad man nu finder på, skulle være sundt.

Baggrunden er typisk, at forældrene føler en lede ved den kost, som er udbredt i vores kultur, for eksempel fordi den gør os overvægtige. Og det gør den vel også. Alligevel ses det, at radikale kosteksperimenter sommetider ender endnu mere galt. Og ender akut galt på sygehuset.

På samme måde er der kraftige røster i debatten, som føler lede ved samfundsindretningen. Samfundet har taget for meget på, synes de. Og de kan have en pointe. Men de kan ikke dy sig for at eksperimentere i deres iver for at skabe radikal afmagring.

De kalder typisk sig selv for liberale og siger, at det bare er sundt og liberalt, alt det som prædikes. Men jeg er også liberal, og er jeg ikke en af dem.

Lidt færre af disse vil også gerne kaldes liberalister. Så er der tonet lidt renere flag. Andre ord man kunne bruge er anarkokapitalister eller markedsfundamentalister. Deres idéer er sivet ned som ødelæggende syre overalt i samfundet.

Disse markedsfundamentalister, som idémæssigt trækker politikudviklingen i deres stærkt antihumanistiske retning i disse år, tror, at hvis man overlader hele samfundslivet til markedets uhindrede bevægelser, så bliver alting såre godt.

Lige som gamle kommunister og maoister  har de utroligt svært ved at pege på et samfund - en plet på jordkloden - hvor deres utopi folder sig skønt ud.

Til gengæld er det ikke svært at få øje på sammenhænge, hvor den tøjlesløse markedsfrihed har skabt ufattelige rigdomme og hvor fattige flyder i gaderne. Er det sådan, man vil have det, er tøjlesløs markedsfrihed selvfølgelig vejen frem.

Er individets uhindrede adgang til markedsskabt rigdom en absolut værdi, som ikke tåler kompromis, så har man tabt enhver kontakt med virkeligheden. Og man er snarere bundreligiøs i sin overbevisning og stærkt styret af en moralfilosofisk idé om at have ret til alt, man raner til sig. En moralfilosofi, praktiseret så fanatisk, at det bortfejer al humanitet.

Jeg tror ikke nødvendigvis, de gerne vil være onde. Der er helt sikkert nogle sociopatkapitalister, der kun tænker på at berige sig selv. Men der findes også dem, der tror, deres idéer gavner samfundet. Som helsefanatiske forældre, der kun giver børn sære diæter, fordi de selv er overbeviste.

Jeg tror, det ofte skyldes, at de ikke selv har indset ondskaben, fordi de stærkt styret af troen på, at hvis man bare tager alting fra de ledige, så finder de helt sikkert ud af det, netop fordi de er frataget alt. Uanset hvor mange slumkvarterer, de har set på tv fra lande, hvor sikkerhedsnettet er væk.

Et led i det urokkelige trossæt er troen på motivationens kraft. At man gør ting for pengenes skyld, og er der penge i udsigt, kan man gøre alt. De overser, at virksomheder kan opstå af virketrang og lyst. Er der ikke uhindret adgang til gevinst, sker der intet, lyder præmissen.

Der er ingen tvivl om, at penge kan udgøre et motiv for at gøre noget. Penge gør ting nemmere i et pengesamfund, hvor ens manøvremuligheder meget ofte svarer til de likvide værdier, man har.

Så nedsætter vi bare kontanthjælpen, ikke?

Det er sandt nok, at selve motivationen befordrer nogle til at tage et job, men stort set alle eksperimenter, vi har set: Indførelse af starthjælp, sænkning af dagpengeperiode og sænkning og bortfald af kontanthjælp, viser med al statistisk tydelighed, at det hver gang er en ganske lille brøkdel, som rent faktisk befordres af øgede pengeincitamenter.

For langt det største flertal, som blev sænket fra kontanthjælp til starthjælp, førte ændringen ikke til job. Men loven skabte armod for langt flertallet. Andelen af borgere på starthjælp, som fik job, var 36 procent, mens andelen på kontanthjælp var 27 procent.

For langt det største flertal, som har fået skåret kontanthjælpen, har det ikke ført til job. Til gengæld har det ført til armod hos langt flere.

For langt de fleste, der har fået dagpenge efter periodeforkortelsen, har det ikke ført til, at borgerne er kommet hurtigere i job. Kun for mindre end én procent, viser en SFI-måling. Til gengæld har langt flere fået forringet deres levevilkår.

Så prisen for de stærkt begrænsede effekter, man opnår, er en urimelig menneskelig pris. Gevinsten, når det lykkes at puffe til en mindre gruppe borgere, betales med sved, tårer, stress og depression af langt flere.

Motivation befordrer sjældent nogen alene til at gøre noget. Motivation er blot ét af mange nødvendige befordringsmidler, og man befordres kun, hvis der er tilpas med befordringsmidler som:

• Motivation efter penge, social status, fællesskab og livsindhold.
• Sociale kompetencer, der gør, at man kan søge et job og holde på det.
• Faglige kompetencer, der gør, at man kan søge et job og bestride.
• Fysisk helbred, der gør, at man kan bestride et job.
• Mentalt helbred, der gør, at man kan få et job og bestride det.
• At der er job, der er tilgængelige. At barrieren ikke er for høj.

Som jeg selv har oplevet det, er det i tungtvejende grad mangel på sociale og mentale befordringsmidler hos den enkelte, der udgør barrierne for deltagelse på arbejdsmarkedet. Begge kategorier er uanet brede.

Det er alle de usynligt handicappede, som hver dag lever med stærkt mistænksomme blikke på sig og anklager om dovenskab og nassesind, fordi de flyder på samfundsgulvet og ikke har en hylde at være på. Og som markedsfundamentalister gerne vil feje bort fra samfundsgulvet og helt ud i kulden. Så kan de lære det.

Men hvornår har øget pres givet nogen sociale kompetencer?

Hvornår har det helbredt mentale sygdomstilstande som autisme, angst eller alkoholisme?

Jeg har mødt ganske, ganske få, som har sagt ligeud, at de ikke gad arbejde. En af dem var en kvinde midtvejs i den arbejdsaktive alder, som hver morgen klokken halv otte sagde farvel til sin mand og tændte en hashbon og inhalerede et tændt pibehoved i ét heftigt sug. Et særligt effektivt rygeinstrument, der typisk anvendes af de mest forhærdede misbrugere af rusmidlet. Mon hun kunne være i sit hoved, hvis hun ikke tog sin egen, selvordinerede medicin? Hendes søn var glad, høflig og dygtig i både skolen og i fodboldklubben (blot for at pille ved endnu en social stereotyp).

Arbejdsmarkedets rummelighed er konjunkturelastisk. Er der mangel på arbejdskraft, kan arbejdsgiverne pludselig bruge de småskæve personligheder, kulturfremmede med sprogproblemer og skavankplagede mennesker med nedsatte evner.

Markedsfundamentalisterne taler helst ikke om dengang, for mindre end 10 år siden, hvor arbejdsløsheden var så lav, at det var direkte alarmerende! De arbejdsløse var så villige til at arbejde, at det ligefrem truede samfundet!

Men når lavkonjunkturen sætter ind sammen med arbejdsgivernes øgede tryghedsbehov, er det alle de usikre kort, der ryger først. Så ser man arbejdsmarkedets udstødelse i funktion. Så ser man barrieren blive hævet.

Og så er det egentlig ikke sært, at der er borgere, der selv vender arbejdsmarkedet ryggen. Det er langt oftest en reaktion på følelsen af, at man er blevet udstødt fra arbejdsmarkedet efter afslag på afslag, smækkede døre og fortravlede nej-svar.

Forestillingen om, at der findes en subkultur af raske borgere, som helst vil gemme sig i deres hule og suge penge hjem igennem et sugerør fra den offentlige kasse, passer måske i mindre grad. Vel findes der et fåtal, som platter sig igennem. Både på Stein Bagger-niveau og på Dovne Robert-niveau.

Men igen kræver markedsfundamentalisterne en uhyrlig pris i uskyldige menneskeskæbner for at få ram på en marginal gruppe. Straf skal selvfølgelig kun rettes mod snydere og ikke kollektivt. Piskemetoder skal kun piske dem, der kan piskes i gang. Alle andre skal man lade være med at piske!

Da der pludselig dukkede en medieoriginal op på tv og sagde, at han var en dovent svin, så jublede markedsfundamentalisterne, sagde “hvad sagde vi?”, greb våben og gik til rasende angreb på hele gruppen af ledige på overførselsindkomster. Næsten ingen er gået fri, siden det gik reformamok. Kun en brøkdel er blevet flyttet af reformerne, mens et absolut flertal har fået forringet levevilkårene

Når jeg nu siger markedsfundamentalister, lyder det som om, at det kun er en marginaliseret højregruppe, der fremmer sådan en socialpolitik. Men deres idéer har for længst spredt sig til næsten hele spektret. Alle fra SF og til Liberal Alliance har i de senere år stemt for en politik, der mod bedrevidende havde en tyrkertro på motivation som eneste nødvendige befordringsmiddel.

En af markedsfundamentalisterne har endda kaldt sin egen idé for en kur, Lars Kolinds “Kolind-Kuren”. Jeg har ikke læst hans syn på socialpolitik, men jeg har hørt overbevisningerne fra snesevis af andre markedsfundamentalister. De tror skråsikkert på, at færre penge ved ledighed (helst ingen penge, som man ikke selv har tjent) og højere gevinster ved udsigt til lønjob er en kur, der får samfundet til at strutte af sundhed.

Afprøver man markedsfundamentalisternes idiosynkratiske kur på samfundets svageste, så går det helt sikkert, som det er gået børn af madforskrækkede og helsefanatiske forældre: Det kommer kun til at gå helt akut galt i det store hele.

Det er fint nok, hvis man gerne vil fodre rovdyrene i zoo med overflødige mennesker, eller hvis man gerne tager en smuttur med et automatvåben og rydder op som patruljer i en brasiliansk favella.

Spørgsmålet er bare, om markedet alene gør det godt nok, hvis man bekymrer sig om mennesker.

For at opsummere til sidst, så har massive erfaringer altså bortfejet to markedsfundamentalistiske præmisser:

• Folk går i arbejde, når der er arbejde at få. Højkonjunkturen slog det fast. Den raske restgruppe, som blev hjemme i sofaen, var en næsten umålelig størrelse.
• Alle forsøg med pengeincitamenter viser, at incitamenterne flytter langt færre borgere, end incitamenterne går hårdt ud over.

Illustration: Pixabay (frit brug).

Krigen mod de fattige: Langt fremme i USA, godt på vej i Danmark

Det er den tidligere amerikanske arbejdsminister under Bill Clinton, politologen Robert Reich, som i denne video præsenterer sin samfundsanalyse, han kalder for krigen mod de fattige.

Hans påstand er, at arbejdsgiverinteresser og kapitalinteresser har så godt et tag på den førte arbejdsmarkedspolitik i USA, at det udgør en stadig kraftigere undertrykkelsesmekanisme mod arbejdsstyrken og især de fattigste, de syge og de mindst kvalificerede.

Kan man stresse, udpine og udmanøvrere samfundets nederste, så vil disse borgere være parate til at gøre hvad som helst for at tage et job og til hvilke som helt vilkår blot for at overleve og holde næseboerne i vejrtrækningshøjde over vandskorpen.

Tendensen virker mere udpræget i USA, men den udvikling, vi ser i Danmark her og nu, er en del af samme globale megatendens. Vi bliver trukket i af nøjagtigt samme kræfter.

Flere partier - de, der modtager flest penge fra kapitalinteresser - ønsker noget, det ligner en nedadgående spiral, hvor mindstelønninger og overførselsindkomster underbyder hinanden i et kapløb mod bunden. Overførselsindkomsterne, som forvrider konkurrencen på arbejdsmarkedet, skal generelt svækkes så meget, at det truer selve eksistensen. For så vil arbejdsstyrken være villig til at arbejde for en slavelignende løn. Og blæse være med, om den er til at leve af, så længe den er helt frit markedsreguleret.

Fra arbejdsgiversiden er der hyppigt modstand mod at opkvalificere arbejdsstyrken under ledighed. Det skyldes ikke, at arbejdsgiverne i Danmark ikke behøver højt kvalificeret arbejdskraft, for det erkender arbejdsgiverne, at de behøver.

Problemet er, at ledige som forfølger deres egne drømme og egen joblykke, ikke står i kø til arbejdsgivernes private, lavt kvalificerede job, så længe de ledige uddanner sig. Dermed sænker uddannelsesforløbene efterspørgslen på job, og det påvirker strukturelt lønnen i opadgående retning.

Fagbevægelsen, som i USA er blevet trynet ned i mudderet, er også under pres i Danmark, og flere partier har støttet op om kampagner i Danmark, som har sigtet mod at svække fagforeninger. Fagforeninger sikrer arbejdsstyrken en løn, der er på omgangshøjde med samfundsudviklingen ved at lægge fællesskabets styrke bag sine krav.

Arbejdsgiverne er selv uhyggeligt godt organiserede, så kan man svække lønmodtagernes sammenhold, kan man skumme fløde yderligere.

Det er derfor, at især borgerlige politikere med deres propaganda forsøger at overtale dig som lønmodtager til, at du skal "frigøre dig" fra fagforeningerne, og siger at det er fordi, du selv er enormt værdifuld og ikke behøver noget så gammeldags og støvet som fagforening.

Men spørgsmålet er, hvor værdifuld man ville være, hvis alle pludselig stod alene.

I dag er forhandlingerne mellem arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden et møde mellem to gigantiske supertankere. Skal det udelukkende være én lønmodtager, der er oppe imod en stor virksomhed, så er lønmodtageren pludselig som en optimistjolle, oppe imod en skarpladt korvette.

Nu spørger du måske, hvordan arbejdsgivere kan være så ondskabsfulde sådan at drive rovdrift på arbejdsstyrken, men jeg tror ikke, at de er ondskabsfulde. Det skyldes blindhed i konstruktionen. For selve konstruktionen, som hverken har hjerne eller hjerte, er det er ligegyldigt, om dynger af døde menneskekroppe flyder uden for fabriksporten, så længe maskinen laver penge.

Og tit er det også - blot for at nuancere - ren markedslogik at tage menneskelige hensyn, der kan forveksles med hjertelige hensyn. Simpelthen fordi virksomheder også er afhængige af, at have en arbejdsstyrke, der trives.

(Ensidig og fanatisk kapitalisme-kritik må du altså finde andre steder end her).

Selve virksomhedslederne er bare mennesker som alle andre. Erhvervslivet skal optimere bundlinjen, så aktionærerne får størst mulige afkast, og de er uhyggeligt dygtige til effektivisere i alle led. Også på medarbejderomkostninger. Er man ikke en dygtig direktør for aktionærerne, kommer der bare en ny direktør.

Spørgsmålet er så, om det politiske system absolut skal danse efter kapitalens skingre, maskinelle pibe, når den trygler om lov til rovdrift på arbejdsstyrken. Det politiske system af demokratisk valgte kan vælge en anden og anderledes balanceret vej, som sikrer en menneskelig bæredygtighed i samfundet som helhed.

Det skyldes fravær af social indignation - en helt grundliggende menneskeempati for de mest ringe stillede - når det ikke sker.

Med de nylige reformer, vi har fået, som stresser og udpiner de svageste ledige - kontanthjælpsreformen, sygedagpengereformen og så videre - så skal man love for, at Radikale lytter. Men kun. Til erhvervslivet. Og det næste bliver vel, at vi fodrer rovdyrene i zoo med samfundets overflødige mennesker.

Kapitalen har fået en masse af det, den bestandig har bedt om i den offentlige debat, og selv om kapitalen siger, at den skaber job - hvilket den utvivlsomt gør og ofte gør godt - så har kapitalens formål aldrig været at skabe job. Formålet er at hobe penge op, og arbejdskraft er et middel. Husk det.

Og omvendt er det de færreste lønmodtagere, som går på arbejde for at redde verden. De fleste går på job for at give sig selv et godt liv. Til sammen skaber vi kun et samfund, et social ansvarligt samfund, hvis vi i fællesskab konstruerer det: Borgere, civilsamfund, politikere, erhvervsliv.

Denne pædagogiske kampagnefilm fra USA kan ikke beskyldes for at være propaganda fra en overvintret kommunistcelle, der overlevede McCarthy-udrensningen i 50'erne.

Den er udgivet af MoveOn, som er en progressivt-liberal bevægelse, temmelig lig Det Radikale Venstre per definition.

Så MoveOn er vel omtrent som Radikale var engang. Før den såkaldt nødvendige politik. Før dengang, de begyndte med blot at svare: "Sådan er det jo."

Mere S-hykleri: Har Mette Frederiksen overhovedet et princip?

"Folk, der står i en a-kasse og som spiller efter spillereglerne, skal ikke frygte at gå fra hus og hjem, hvis de en dag bliver ramt af arbejdsløshed."

Til gengæld skal man frygte at gå fra hus og hjem, hvis man først har været langtidssyg og har opbrugt sine sygedagpenge for bagefter at ende på kontanthjælp. Men det fremgik ingenlunde af den tale, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen lørdag holdt på Socialdemokraternes kongres i Aalborg.

Man skal også frygte at gå fra hus og hjem, hvis man gik ud af skolen og ind i myndighedsalderen med svære psykiske problemer som personlighedsforstyrrelse, angst eller skizotypisk tilstand. Eller hvis man kom galt afsted på bmx-banen og fik ødelagt sin ryg og nu er parkeret på kontanthjælp.

Det skyldes den kontanthjælps-"reform", som Socialdemokraterne selv stod i spidsen for i 2012. Mette Frederiksen kaldte det for "et godt og sundt princip". Men der gælder åbenbart - og såre uforståeligt - to vidt forskellige principper for to grupper af mennesker.

Lige nu har kontanthjælpsmodtagere i samliv med lønmodtagere stadig en rest af kontanthjælp, nemlig den halve sats. Men den bortfalder 1. januar 2015, og så vil de massive problemer, som 2014 har budt på blive yderligere eskaleret.

I samme øjeblik, hvor man iler til for at redde de, der mister dagpengene - åbner man faldlemmen for de, der mister kontanthjælpen. Hvad i alverden er princippet?

Endnu flere familier må opgive at leve, som de gør nu. Nogle familier flytter fra hinanden. Andre må ty til uværdige løsninger for at holde sammen og overleve. Nogle vil rode i skraldespande. Mon nogen vil begå kriminalitet?

Mette Frederiksen berørte også fænomenet working poor, som er en øget forekomst på det europæiske arbejdsmarked. Mette Frederiksen vil ikke have lønmodtagere i Danmark, som ikke har tilstrækkelig forsørgelse.

Men hun har selv skabt fattige lønmodtagere. De er de lønmodtagere, som lever sammen med borgere, der er langtidsparkeret på kontanthjælp. Oftest er det lavtlønsarbejdere. Disse lønmodtagere lever ikke som lønmodtagere. Disse lønmodtagere lever typisk helt på kanten af overlevelse, fordi de er tvunget til at forsørge.

Nu har Socialdemokraterne weekenden over slået det fast, at det ikke var Socialdemokraterne, der indførte dagpengereformen.

Nu vil Kanslergade - Den Sociale Blog - igen slå fast, at det var Socialdemokraterne, der fratog kontanthjælpen fra massevis af familier, som befinder sig i alvorlig knibe og nogle i seriøs nød.

At finde et princip i Socialdemokraternes solidaritet er opgivet på forhånd. Der er tilsyneladende ingen nål i høstakken, og det er sværere at finde en nål i en høstak, end det er at finde en socialdemokratisk ytring, som kærer sig om dem, der er faldet ud af kontanthjælpssystemet.

Det er en pivfalsk Thorning, der nu pylrer om dagpengene

"Hvis man vil være sikker på, at et nyt dagpengesystem bliver indfaset på en ordentlig måde, så er min anbefaling at stemme på et parti, der har vist viljen til at hjælpe mennesker, som er kommet i klemme. Der er kun et parti, som har kæmpet med næb og klør mod reformen. Som har knoklet for at hjælpe mennesker i klemme. Og som samtidig har indgået de nødvendige aftaler for at skabe de vigtige resultater. Det er os. Det er Socialdemokraterne."

Og det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt minsandten på weekendens partikongres i Aalborg. Fra at have lurepasset i hele regeringsperioden, har statsministeren nu tydeligvis fået armen vredet om af et bange og utilfreds partibagland, som kræver varig løsning på dagpengeområdet.

Det er kun godt, og bedre sent end aldrig, for dagpengereformen har alvorlige konsekvenser for de mange borgere, som ikke har fundet nyt job under lavkonjunkturen.

Og det er bedøvende ligegyldigt, om tallet er 4000 eller 40.000, som der er blevet skændtes os. Én borger i knibe er én for meget. Det er uværdigt for samfundet, at borgere skal gå fra hus og hjem og at voksne skal gå og være forsørget af en, når samfundets skuldre er de bredeste.

Så dagens signal var, at det er socialdemokratisk hjerteblod at sikre indkomsten og trygheden for borgerne. Dagens signal var også, at det bestemt ikke er socialdemokratisk politik at bringe borgerne i sådan en situation.

Men hov. Der knækkede skønfilmen vist.

For er det ikke nøjagtigt samme socialdemokrati, som i 2012 gik forrest og fjernede netop forsørgelsen for borgere på kontanthjælp? Altså for ledige. Blot med den forskel, at det er uforsikrede ledige.

Og når Socialdemokraterne nu finder det grufuldt, at dagpengemodtagere i samliv risikerer at skulle forsørge deres samlevere, hvorfor har selvsamme socialdemokrater i 2012 pålagt nøjagtigt samme vilkår for kontanthjælpsmodtagere i samliv? Og med voldsomme konsekvenser for de ramte. Med familier, der er brudt op og med andre familier, der spiser skrald for at overleve.

Det er ret bizart, at en hel partiforsamling kan sidde i Aalborghallen og indsmøre hinanden i politisk selvgodhed, når det i virkeligheden er socialhykleri på uhørt højt plan. For vi taler om to grupper af borgere med samme akutte forsørgelsesproblem, men kun den ene gruppe kan få S-tårerne til at løbe.

Hvordan kan det gå til, at man pylrer så meget for en gruppe af ledige, der er en klasse over den gruppe, som man ikke skænker en tanke? Nemlig de uforsikrede ledige. Dem, som Socialdemokraterne selv skubbede ned i mudderet?

Svaret må være, at de forsikrede ledige har Harald Børsting (LO-formand), Dennis Kristensen (FOA-formand), Per Christensen (3F-formand) med flere og ikke mindst Verner Sand Kirk, den første navnkundige formand for a-kassernes samleorganisation. Til sammen udgør de en magtfuld lobby med tætte bånd til Socialdemokraterne. Rosenrødt blod var alligevel tykkere end vand.

De ledige på dagpenge er også andet end rengøringsfolk og klejnsmede, der sjældent får mæle i offentligheden. De forsikrede på arbejdsmarkdet er også djøf'ere og journalister og andre bedsteborgere fra den talende klasse, som har interesse i, at der er høj sikkerhed i usikre tider.

Socialdemokraterne er altså under et meget bredt pres. Ikke bare fra ledige, men også fra forsikrede på arbejdsmarkedet, som forventer tryghed og truer regeringen på stemmesedlen.

Men hvilke venner har de uforsikrede ledige, som står tilbage som de helt store tabere i spillet?

Nu har de Kanslergade - Den Sociale Blog. Hvor mange flere?

I hvert fald udgør de et pjalteproletariat, som ganske få venner har, og disse venner er ikke specielt magtfulde eller indflydelsesrige.

Dermed er Socialdemokraterne i dag definitivt sprunget ud som den lønmodtagende middelklasses interesseparti, som ikke har det fjerneste øje for klassen nedenunder. En stadig mere marginaliseret og negligeret underklasse, hvor den enkelte typisk har langt ringere livsvilkår end det dagpengesegment, som Socialdemokraternes hjerter altså nu bløder for.

Fagbevægelsens støtte er kun sporadisk. De taler om, hvor forfærdeligt det er at havne på kontanthjælp, men yderst paradoksalt gør de meget lidt for folk på kontanthjælp. Det er frygteligt at se nogen falde i en kloak, men det er for ulækkert at fiske dem op derfra.

Så velfærd er i dén grad for de velbjærgede.

Socialdemokrater takkede nej i stribevis til visne roser

"Sådan ser velfærden ud tre år efter valgsejren", sagde socialaktivist David Wedege i flæng på Europa Plads i Aalborg, da socialdemokratiske delegerede strømmede til.

Det var den socialaktivistiske blog Kanslergade og den lokale celle af sygebevægelsen, Syg i Aalborg, begge personificeret i aktivist og blogger David Wedege, der troppede op og delte socialdemokratiske roser ud før Socialdemokraternes kongres i Aalborg. Visne roser.

Det var så mig. Og lad mig uddybe, hvad de visne roser skulle fortælle:

Det indgik på ingen måde i noget fair løsningsforslag før valget i 2011, at det var de ledige, unge sårbare, langtidssyge, langtidsledige og invalide, skulle betale for nogen genopretningsplan, mens velbjærgede skulle dynges til med belønninger.

Ingen har betalt så høj en pris som stærkt syge og handicappede borgere, som ikke kan få førtidspension, men som tilbydes et fuldkomment ørkesløst resurseforløb, hvor en mentor sidder og behandler op imod 50 henvendelser om ugen.

Eller kontanthjælpsmodtagere i samlivforhold med en lavtlønsarbejder. Suverænt flest kontanthjælpsmodtagere i samliv med lønmodtagere, lever sammen med lavtlønsarbejdere. Disse familier er blevet mødt med helt urimelige tilpasningsudfordringer på økonomien, som for mange er uløselige. Familier er gået fra hinanden. Andre må finde deres mad i skraldespande.

Syge unge på kontanthjælp har betalt en helt urimelig pris, når de reelt har været for syge til at tage en uddannelse. På trods af lægefaglige vurderinger har kommuner i stribevis gjort unge "uddannelsesparate", selv om de ikke var spor parate. En ung i Randers blev uddannelsesparat, mens han var indlagt på et lukket psykiatrisk afsnit.

En urimelig høj pris har man betalt, hvis man i det hele taget står i kø for at blive afklaret til fleksjob, revalidering, resurseforløb eller førtidspension. Kassetænkningen hærger kommunernes service og retssikkerheden hænger i laser. Retssikkerheden har længe skreget på S-regeringens indgriben.

Og vi bliver ikke færdige i dag, hvis vi skal nævne konsekvenserne af den velfærdsmassakre, der er sat ind, fordi Socialdemokraterne har stemt på en radikal velfærdspolitik, som der er lige så meget velfærd i, som der er rejer i en gammeldags rejesalat med pastahorn.

Selv om stort set alle S-delegerede takkede nej til at modtage en rose, så var jeg en smule i dialog med delegerede foran Aalborghallen.

En ældre mandlig S-delegeret med baggrund i fagbevægelsen ville påpege, at den borgerlige blok kun vil gøre tingene endnu værre. Dertil kunne jeg blot svare, at det er S, der har sat lavinen og den onde spiral i gang. Ved at skride til højre på velfærdspolitikken, er resten af spektret skredet endnu mere til højre. Jo mere følgagtige, Socialdemokraterne er, desto mere rabiate bliver Venstre. Venstre, som i regering selv bævede ved tanken om velfærdsnedskæringer.

Et andet S-medlem spurgte, hvordan man ellers skulle finde de milliarder, der skulle findes. Jeg gav et lille eksempel. Forsørgerpligten for kontanthjælpsmodtagere sikrer 600 mio. kroner. Omtrent samme provenutab har man lidt ved at sænke en sodavandsafgift, som skulle have skabt job. Ifølge Dagbladet Børsen har tiltaget dog ikke har skabt ét eneste job.

En ældre kvinde fra S proklamerede, at hun var utroligt lettet over, at hun fik førtidspension efter den gamle lov.

Hun lod åbenbart til at forstå.

Et ungt kvindeligt S-medlem ville gerne høre, hvad aktionen protesterede imod. Jeg fortalte om baggrunden og beskrev virkeligheden for de udsatte, som det unge S-medlem ikke lod til at kende.

Så sagde hun, at hun ikke var enig med mig.

"Ikke enig i hvad?," spurgte jeg.

"Selve kendsgerningen," kunne det kun det betyde, selv om hun blot sagde: "Jeg er bare ikke enig".

I øvrigt blev jeg op til flere gange tiltalt, som om jeg var Enhedslisten, og det blev jeg også under kommunalvalgkampen, hvor jeg aktionerede for sygebevægelsen.

Men lad mig lige understrege, at jeg altså ikke er Enhedslisten. Jeg er ikke medlem af det parti, og sygebevægelsen spænder over anskuelser på tværs af hele spektret. Alt lige fra konservative og liberale til folkesocialister kan blive ramt af en modkørende bil eller blive svært psykotisk og miste arbejdsevnen og havne i farvelfærdens klør.

Vi ses senere.

Velfærden er stadig for de velbjærgede. Uanset hvad de siger

Velfærd var engang et ord, der splittede det politiske spektrum. I USA er det stadig et skældsord på linje med det danske ord bistandshjælp. Men et særligt vendepunkt i historien gjorde ordet folkeligt i Danmark.

Splittelsen hørte nemlig op, da Uffe Ellemann-Jensen i 1998 sad slukøret og håbede på, at nogen havde glemt et bundt stemmesedler i Fuglefjord, som hans egne ord lød. For med et spinkelt Færø-mandat til forskel havde Venstre-formanden overraskende tabt statsministerkampen til siddende statsleder Poul Nyrup Rasmussen.

Ellemanns afløser som Venstreleder, den tidligere så indædte velfærdskritiker Anders Fogh Rasmussen stak, ifølge sagnet, hovedet sammen med chefstrateg Claus Hjort-Frederiksen. Vælgerne frygtede, at Uffe Ellemann-Jensen ville slagte velfærden, og det blokerede for, at Venstre kunne overtage magten, lød erkendelsen.

Fra det vendepunkt blev velfærd ikke længere noget, borgelige politikere harcelerede imod, for den kamp havde man tabt. Socialdemokraterne gned sig i hænderne. Se, vælgerne ville have velfærd. Men Socialdemokraterne glædede sig for tidligt.

Ved at omfavne og omklamre velfærdsbegrebet kunne de borgerlige nemlig ændre begrebets betydning. Ved at kalde det for velfærdsmodernisering kunne man pille midt i konstruktionen, så den blev fancy men ukendelig. "Se, vi laver bare klassisk dansk frikadellevelfærd til nye tider." Og nye tider blev det, også selv om middelklasseservice fra starten var en del af efterkrigstidens urprojektet. Velfærd har aldrig været fattighjælp alene.

Men fra primært at være et spørgsmål om sikkerhedsnet for de svageste - deriblandt stærke borgere, som blev svækket af sociale begivenheder - blev velfærd primært et luksusspørgsmål om frit valg for velfærdsforbrugere, der som andre forbrugere skulle kunne vælge mellem kommunens og et privat firmas rengøring. Eller mellem det offentlige og det private sygehus. I Farum Kommune radikaliserede borgmesteren velfærden og tog på charterrejse med byens pensionister, for, som han sagde: "Disse borgere har betalt skat hele livet." Nu var velfærd den rene dansefest. Ikke et spørgsmål om at løfte bunden og sikre folk mod at ramme den.

Velfærd blev et spørgsmål om mest og bedst velfærdsvaluta til skatteyderne for skatteydernes penge og helst i noget, der lignede 1:1-forhold. Det gjaldt om at tilfredsstille skatteyderne. Ikke dem, der forgæves måtte drømme om at blive skatteydere. Syge på medicinske afdelinger, sindslidende på midlertidige satspuljeprojekter og svage ledige uden for arbejdsmarkedet.

Den sociale indignation blev glemt, udsultet og den sociale indignation i Danmark døde, mens velfærden blev merkantiliseret og gjort til en service med frit valg af udbyder: "Vil du helst have velfærd af Helle eller vil du helst have velfærd af Anders, kære middelklassevælger?" Omtrent samme levering, men to forskellige brands som Heinz og Beauvais.

Så fordi begrebet velfærd var forandret til ukendelighed og fordi den sociale indignation forsvandt fra velfærdsdagsordenen, kunne et næsten samlet folketing med den nye S-SF-R-regering i front indlede et blindt raseri mod de fattigstes indkomster.

Ganske vist afskaffede man starthjælpen, som især ramte indvandrere, og selv om det var velfærdsskridt i den rigtige retning, kan det bedst forklares med radikal ideologi og hjerteblod. I opposition havde Radikale fnyset af starthjælpen i årevis, og med valgsejren skulle krigstrofæet løftes.

Til gengæld blev der lavet udsultningsreformer mod ledige og syge. En markant forringelse af fleksjobområdet, en ren amputering af førtidspensionen, fattigdomsydelse til unge på kontanthjælp og fratagelse af kontanthjælp for borgere i samliv.

Var det den skjulte minimalstatsmand Anders Fogh Rasmussens sidste mesterværk i eksil?

I Socialdemokraternes regeringspropaganda skulle alt sammen hjælpe dem, der blev ofre for sparemassakren. Samfundet skulle tage imod de svage med åbne arme og lede dem på vej til det forjættede liv som erhvervsaktiv, proklamerede Mette Frederiksen, så øjnene næsten var fugtige.

Enhedslistens Finn Sørensen spurgte fra talerstolen, om der fandtes et fortilfælde i historien, hvor en reform var blevet tilsvarende skoset af dem, som reformen skulle forestille at hjælpe. Det spørgsmål var lidt for svært at svare på.

Radikale kalder det stadig for reformer, der virker. Kort og godt og sådan er det jo. Det kan kun bekræftes af udsatte familier, som enten er brudt op og flyttet fra hinanden og familier, som i mulm og mørke tvinges til at søge mad i detailbutikkernes skraldespande eller tvinges til at bede om hjælp på Facebook. Selv om reformerne ikke bringer dem videre i tilværelsen, så har udsultningsreformerne i dén grad virket.

Men ingen vurdering af velfærdsdiskursen uden paradokser. Midt i den konsensussalige velfærdsrus begyndte det at lyde fra flere partier, at velfærdskronerne ikke skal gå til de velbjærgede. De skal klare sig selv, og i stedet skal pengene gå til de svageste, som ikke kan klare sig selv. Egentlig er det en klassisk skåltale fra Konservative, som bryster sig af at være det borgerlige parti, der er socialt ansvarligt. Nu hører man det i flæng fra Liberal Alliance, og senest også fra Radikale og partiets nye leder Morten Østergaard.

Problemet er, at det savner enhver sammenhæng med praksis. Med sparemassakren har man ønsket at skabe råd til velfærd, men det er helt tilståelsesvis ikke de reformramte, som den velfærd kommer til gode, selv om de reformramte helt signifikant er samfundets fattigste. De, som dårligt har råd til mad på bordet, må glo langt efter hjælp. De skal bare få sig et job.

Så hvad er kernevelfærden egentlig? Det er den offentlige service, som fungerer og gør fyldest i forhold til udfordringen. Det er den service, som prioriteres og vogtes med største veneration af det brede politiske spektrum. Det er asfaltveje, så arbejdsstyrken og varerne kan komme frem, det er subsidierede børneinstitutioner, så forældre har en betalelig og pålidelig pasningsservice. Og kræftområdet svømmer efterhånden i så mange penge, at selv kræftlæger døjer med at finde brugsformål.

For kræftbehandlingen skal være i verdensklasse. Tænk, hvis man sagde det samme om trygheden for varigt invalide med alvorlige arbejdsskader. En væltet bus på E45 mellem Vejle og Horsens bliver med største selvfølgelighed fjernet, så trafikken kan fungere.

Til gengæld får invalide ikke deres invalidepension, som de har retskrav på, ansøgere om fleksjob kan vente på det uværdigste i årevis på visitation. Forældre til ordblinde børn slås i årevis med kommunen, ind til barnet når efterskolealderen. Så opgiver forældrene og bruger en privat ordblindeefterskole. Det er nemt at se, at det er de umælende, de trætte og de svækkede, der står som tabere, fordi velfærd ikke er betænkt dem. Det er noget, som interessegrupper tilraner sig ved hjælp af lobbyisme, som når Ældre Sagen lykkes med at lande en ældrecheck til alle, uanset formue.

Og på grund af ideologi. For med reel velfærd, hvor man tilgodeser de trængende og lader de velbjærgede klare sig selv, risikerer samfundet at øge ligheden og undergrave gevinsten ved at arbejde.

Den præmis om arbejde og belønning er i øvrigt lettere absurd. Det er ikke andet end liberalistisk moralfilosofi, forklædt som pseudovidenskab.

Op til finanskrakket var ledigheden så lav, at eksperter ikke troede, det var muligt, og forskning peger kraftigt på, at de højt besungne incitamenter ikke "skubber folk i job", som det er tiltænkt. Barriererne er ikke noget, man bare skubber hen over, og slet ikke når man stresser og svækker og ydmyger de fattigste.

Det virker motiverende at blive stillet flere penge i udsigt ved job, for penge motiverer. Det helt altafgørende er dog ikke, om det motiverer. Det altafgørende er, om det befordrer, og det gør stress, svækkelse og ydmygelse ikke. Det befordrer ikke folk i job, og hvis man virkelig Lytter. Også til ledige. Så vil man vide, at det ligefrem blokerer.

Nutidens modstand mod reel velfærd er blot gjort af samme ideologi, som velfærdsmodstanden under velfærdens opbygning efter Anden Verdenskrig. Dengang harcelerede borgerlige mod velfærden og sagde, at konstruktionen ikke ville holde - at humlebien ikke kunne flyve. Samfundet kunne ikke løbe rundt. Men bygningen holdt. Humlebien fløj. Modsat den borgerlige hypotese, som styrtede til jorden.

Verden har ændret sig siden dengang, selve ordet velfærd splittede befolkningen, men grundforudsætningen for reel velfærd har egentlig ikke.

Morten Østergaards krokodilletårer er blottet for social indignation

Det svarer til det, som ofre for vold, chikane og sexforbrydelser kalder for krænkelse på krænkelsen. Først udsættes man for en ugerning, og bagefter kommer forbryderen med sine krokodilletårer og beder om forladelse, men kun for at ophøje sig selv.

Sådan må ofrene for radikal velfærdsmassakre føle det, når den nye R-leder Morten Østergaard går i medierne og lover velfærdsfortrin for de virkelig trængende. For børn, som ikke har råd til at holde børnefødselsdag:

Hvorfor skal Morten Østergaards forældre, der begge er pensionerede læger, have varmetillæg, nedslag i ejendomsskatten og store rabatter eller tilskud til pas, busbilletter og alt muligt andet, når der er børn, som lever i familier, som ikke har råd til at fejre fødselsdage, eller demente ældre, som har brug for ekstra pleje?

Sådan lyder spørgsmålet fra De Radikales nye politiske leder, Morten Østergaard, der dermed bruger sin egen familie som et eksempel på, hvorfor det er nødvendigt med et opgør med velfærdssamfundets gamle ”noget for noget”-tankegang.

- Fra artiklen "Lærkevejsdanskere skal indstille sig på at kræve mindre", Jyllands-Posten, 18. september 2014.

Ingen har dog på kort tid skabt børnefattigdom som Morten Østergaards regering. Unges kontanthjælp er blevet halveret, og selv om de svageste ikke skulle rammes, er der adskillige meldinger om, at spredehaglene har ramt syge, blandt andre og enlige mødre. På sociale medier er den helt almindelige hverdagsnød eksploderet i 2014:

Og den eksploderer yderligere, når kontanthjælpsreformen er fuldt indfaset i 2015.

Forsørgerpligten for partnere til kontanthjælpsmodtagere har svækket levevilkårene drastisk for de ramte familier, deraf mange med børn. Mange familier fik valget mellem at gå krakke økonomisk eller lade sig opsplitte i to boliger.

Så uanset, hvad Morten Østergaard har i sækken til udsatte børn, så er det Morten Østergaard selv og hans regering, der har eskaleret det problem, han nu vil løse.

Hvis han vil løse noget som helst.

De udsatte skal ikke se frem til at få del i pengene, for det er for længst blevet god latin, at penge ikke hører hjemme i fattigfolks lommer. De bruger dem bare på cigaretter, ishockeybilletter og Harbo-cola. Nej, dem, man har taget pengene fra, er "Lærkevejsdanskere", udtrykker Morten Østergaard. Mennesker, som har nok.

Pengene, som Østergaard har meldt, at der er til rådighed, havner derfor grangiveligt i iskolde kommunehænder, hvor fuldmægtige, sagsbehandlere og andre faggrupper skal lønnes for at implementere regeringens næste stykke sociale ingeniørkunst.

Socialdemokraterne har allerede været ude med sin halvdel af regeringens plan og et nys om, hvad den sociale ingeniørkunst består af. Med institutionstvang skal de udsattes børn frelses fra deres familier.

Familier, som stritter uden for den hvide middelklassenorm, kan derfor begynde at frygte for, hvilken indblanding i familiernes privatliv, som de frigivne penge skal bruges til. Især når man ved, at idéerne skal implementeres af et kommunalt socialvæsen, der i forvejen opleves som stærkt problematisk af  borgere i berøring og hvor dagens orden er kassetænkning, sjusk, sagsbehandlerbrutalitet og lemfældig omgang med retssikkerhed.

Regeringens forslag præsenteres som noget, der lyder socialt indigneret. Men tag ikke fejl. Regeringen ejer ikke social indignation mod det system, den administrerer, og regeringens meldinger indeholder ikke den mindste kritik af de problemer, systemet selv har skabt.

Indignationen er nu vendt mod de udsatte selv, kan man tyde ud af omfordelingen. Fra at lade de udsatte administrere, skal de udsatte nu administreres.