Stop markedsføringen af møgreformer

Det er svineri at kalde noget for en kontanthjælpsreform, når lovpakken forværrer kontanthjælpen. Det er på tide, at negative reformer får negative navne.

Reformer er noget godt i politik. Reformer står for kreativitet og handlekraft og mod. At holde pause fra reformer, er det værste man kan beskyldes for som regering. Så lader man stå til.

Derfor vil politikere gerne præsentere de fleste lovforandringer som reformer, selv om omfanget af lovgivning skal overstige en vis tærskel for at være en reform. Der er ikke meget reform over at øge prisen på en fartbøde eller at sænke kontanthjælpen eller lette en bestemt skat med en procentværdi. Det er simpel lovændring.

Reform er et plusord. Det ord, der kommer foran reform, er noget, man gerne vil fremme. Og fra matematik kender vi princippet om, at hvis der ikke er et fortegn, som enten er plus eller minus, så betyder det plus.

Derfor skulle en kontanthjælpsreform netop betyde, at politikerne vil forbedre kontanthjælpen for dem, der har brug for den. Det omvendte, som i virkeligheden har været tilfældene, må være  antikontanthjælpsreform.

I øvrigt er der ikke meget reform over at gennemføre en simpel skærerunde, som der er sket. Der er ingen nytænkning eller omkalfatring ved det.
 
Hvis det overhovedet var en reform, så var det en ren antireform, da Thorning-regeringen gennemførte den såkaldte pensions- og fleksjobreform.

"Reformen" forringede kraftigt borgernes mulighed for at få invalidepension, når de er invalide.

Derfor var det ikke en pensionsreform. Det var en antipensionsreform. Eller egentlig blot en nedskæring, som indsnævrede et nåleøje. Det ressourceforløb, som der blev skrevet ind i loven, adskiller sig sjældent fra et kontanthjælpsforløb i økonomi eller indhold. Eneste plus var, at gifte personer kunne modtage ydelsen. Så lidt reform var der reelt tale om.

Når rigdomslobbyen, repræsenteret af erhvervsorganisationer, siger, at den vil have flere socialreformer, så mener de antisocialreformer. Den dominerende holdning er, at fravær af hjælp er den bedste hjælp. Men det er jo stadig ingen hjælp.

Medier, der som regel vejer politikeres ord på en guldvægt og som normalt forholder sig kritiske til aktørernes opfundne mærkater, skulle i høj grad interessere sig for, hvad de kalder de lovpakker og lovændringer og reformer, som kommer fra Christiansborg og som får navne, politikerne helst vil kalde dem.

Politikere vil gerne betegne negative ændringer med positive fortegn, således at en antisocialreform hedder en socialreform og lyder som noget positivt, og det bør de ikke slippe afsted med hos dem, der viderebringer deres budskaber. Som journalister gør i deres arbejde.

Negative fortegn til negative reformer.

En socialreform forbedrer socialhjælpen.

Det, der forringer socialhjælpen, er en antisocialreform.

Blind af onani.....syg af kontanthjælp

Moralister har før løjet om, at umoralsk opførsel gør folk syge, selv om det var vås. Nu fremstiller politikere kontanthjælp som direkte sygdomsfremkaldende, fordi de mener, at socialydelser er umoralske. Men det er jo fuldkommen latterligt.

Før Mette Frederiksen blev arbejdsløshedsminister i Thorning-regeringen, var hun en arg kritiker af nedskæringer af socialydelser.

Derfor lignede hun en, der famlede efter en socialdemokratisk dækfortælling, når hun skulle forsvare de heftige angreb på den sociale tryghed, som hun lancerede med vedtagelser som tvungen partnerforsørgelse samt førtids- og fleksforringelserne.

Kritikere stod i kø for at afvise, at hendes socialdemokratiske dækhistorie holdt. Så meget, at hun skar igennem, at det skam var hende, der havde ret til at definere, hvad der var socialdemokratisk.

Vi skulle væk fra at gå op i ydelser. Vi skulle i stedet betragte ydelser som noget, der var farligt i selv.

Dermed koblede hun partiet helt med på et liberalistisk vognsæt.

At være offentligt forsørget er i liberalistisk forstand umoralsk. Liberalismens fader Adam Smith (1723-1790) var i høj grad moralist, og hans modstand mod at lade andre forsørge en, hvilede på en opfattelse af, hvad der var moralsk rigtigt. Han argumenterede både samfundsøkonomisk og moralsk.

Virkelighedens empiri med årtiers velfærd har strippet den samfundsøkonomiske argumentation for al kluns. Det har vist sig med al tydelighed, at folk arbejder, når de kan få et arbejde og når de kan udføre det. Også selv om "penge er gratis".

Tilbage er moralismen. At det bare er for dårligt, at man kan leve af andres penge. Og det er netop Smiths moralisme, der gennemsyrer debatten.

Liberal Alliances Ole Birk Olesen har for eksempel sagt, at det skal stigmatiseres endnu mere at være offentligt forsørget. Ifølge Birk Olesen, skammer de forsørgede sig ikke nok.

Joachim B. Olsen fra samme parti påstår, at man bliver syg af at være offentligt forsørget. Det er direkte sundhedsfarligt, og han vil bilde os ind, at der er en direkte årsagssammenhæng som ved sukker og sukkersyge. Nuværende arbejdsløshedsminister Jørn Neergaard Larsen mener lidt af det samme. Han siger, at arbejde helbreder.

Mette Frederiksen står ikke tilbage. Hun har gentaget sin fortælling om dem, hun kendte hjemme i Grønlandskvarteret i Aalborg, som fik kontanthjælp som 18-årige og som ikke kom videre. Det var kontanthjælpens skyld, skal man underforstå.

Mette Frederiksen hopper moralismen over og går direkte til konsekvensen: Det er synd for de offentligt forsørgede, fordi offentlig forsørgelse er noget farligt noget. Nærmest vanedannende og ødelæggende som stoffer, må man underforstå.

Det er ikke noget, disse politikere siger, fordi de kerer sig om folks helbred. Det med sygdomsrisiko er kun et dækargument for det moralske argument. Propaganda.

Og det er langt fra første gang, at moralisme og sundhed sådan røres sammen til en grød, hvor modtageren af budskabet ikke skal kunne skelne mellem bestanddelene.

I den nære fortid - så langt oppe i tiden som i 1900-tallet - kendte vi det fra den offentlige seksualmoral, hvor man forsøgte at hindre unges masturbation, fordi det stred mod den offentlige moralopfattelse.

Seksuel løsagtig adfærd var umoralsk - vel nok af religiøst funderede grunde, så effektive forebyggelsesmidler var nødvendige for at tæmme naturens kræfter.

Masturbation blev kaldt “den hyppigste årsag til sindssyge”. Det blev også anført, at det kunne føre til blindhed.

Vi betragter i dag løgnen om masturbationens farlighed som en moralistisk undertrykkelse, som fritænkning har gjort op med. De, der stod vagt om sådan en moralisme, har historien givet eftermæle som latterlige. De løj for at herske med deres moralisme.

Men nu har vi moralismen igen, forklædt på næsten samme vis som omsorg og sygdomsbekymring. Offentlig forsørgelse er farligt. Man bliver syg af det eller bare et slet eller elendigt menneske.

Hvad er kuren så?

For at blive ved sammenligningen, så bygger kuren på en brutalitet som de antimasturbationsringe med spidse pigge, man gav til pubertetsdrenge for at forebygge faretruende erektion.

De senere års mange angreb på socialydelser har alle haft som formål at gøre livet mere surt for de offentligt forsørgede. Incitamentspolitikken bygger på en forestilling om, at gør man det bare surt nok, så holder de offentligt forsørgede op med at hæve ydelser.

Så holder de op med at være syge og går fra uarbejdsdygtige til at være arbejdsdygtige.

Så finder de arbejdsdygtige bare et job i stedet for at få ydelser.

Moralismens løgn er altså en mønt med to tvivlsomme sider: På den ene side lyver man folk syge af socialhjælp. På den anden side lyver man om, at nedskæringer kan helbrede og skaffe folk arbejde.

Det, som moralisme gør blind over for, er grunden til at ydelserne blev indført og årsagerne til, at folk er på ydelserne. Eller de særlige årsager, der er til, at nogle borgere bliver syge, mens de er på ydelser. Det interesserer ikke moralisterne, for det forstyrrer kun deres virkelighedsopfattelse.

Så laver det borgerlige vogntog med Mette Frederiksens såkaldte socialdemokrati en stråbuk, som skal forestille politiske modstandere. Dem, som mener, at det er et mål i sig selv, at flest mulige borgere er på offentlig forsørgelse.

Heller ikke den opfattelse tåler noget som helst realitytjek. Der er ingen politisk retning, der matcher den stråbuk.

Jeg har aldrig mødt én, som mente, at nogen skulle forsørges af det offentlige i længere tid end nødvendigt. Forsørgelse er til for dem, der er syge og til for dem, der ikke kan finde et arbejde. Hverken mere eller mindre.

Ingen holdbarhedsdato for tryghed

Det har været magtpåliggende for et folketingsflertal, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Det er tidens store politiske projekt, og for få år siden havde SF en profil ved navn Astrid Krag, der mente, at kampen var vigtig for selv venstrefløjen. Så idéen har ikke bredt sig så lidt.

At det skal kunne betale sig er dog ikke andet end nysprog for, at det helst skal være utrygt at være arbejder. Altså arbejder med eller uden job. Den bagvedliggende idé er, at utryghed er værdioptimerende for samfundet og at tryghed er en trussel.

Har man ikke et job, skal det kunne mærkes grimt. Og har man et job, skal man være bange for at miste det.

Det er vigtigt for det flertal, der står bag kontanthjælpsreformen. At vi skal sove dårligt om natten.

Lars Løkke Rasmussen har sagt i Folketingssalen under lovbehandlingen, at forslaget var af hensyn til SOSU'en. Det er dog svært at se, hvad en SOSU får ud af, at folk uden arbejde får mindre.

Hvis SOSU'en får noget ud af, at man sænker kontanthjælpen (eller at der sættes loft over ydelser), er det en skræk i livet over at skulle miste sit job.

Selve pointen, når alt er skrællet bort, demaskeret, kogt ned, er, at der skal utryghed til.

Det er dét, kontanthjælpsloftet er. En utryghedsreform, som gør fundamentalt op med en tryghedstanke, vi har forbundet samfundet med i årtier. Det er hjerteblod i velfærdstanken.

En tryghedstanke, som ikke har fået samfundet til at falde fra hinanden, selv om det altid har været sangen fra tryghedens fjender. At folk ikke ville arbejde, hvis penge var gratis. Men historien har vist, at de næsten ikke har taget andet end fejl og at tryghed understøtter et velfungerende samfund med hjulene i gang.

I nær forhistorie er der statistisk belæg for, at hvis der er arbejde, så arbejder de, der kan arbejde. I tiden op til finanskrisen var beskæftigelsen tæt på fuld. Den røg ned under et niveau, som forskere ikke troede var muligt.

Og det selv om der herskede et tryghedsideal, som går ud på, at vi er bedst tjent med at være trygge, når vi går job.

Den tryghed er nu under heftigt bombardement af en politisk bevægelse, som ingen evidens har i ryggen.

Der er intet i vejen med tryghedsmodellen eller tryghedsidealet. Princippet er, at hjælp er noget, man kan få, hvis man ikke har job. Kan man få et, ophører hjælpen selvfølgelig.

Jeg siger fra som skatteyder. Jeg vil aldeles ikke have nogens tryghed udbetalt som skattelettelse. Jeg vil ikke have andres og jeg vil ikke have min egen. Det er ikke sådan, man opbygger et samfund. Det er en leflen for individets forbrugsbegær, der virker som opløsningsmiddel.