I Danmark skal chefer kunne fyre med sindsro, eller hvad?

Det gør mig noget urolig, at to af mine bekendte inden for kort tid har fået fyresedler og har måtte forlade hver deres job. I begge tilfælde ser det ud til, at det er personlige komplikationer i forbindelse med sygdomsforløb, der har kostet dem deres job. Eller sagt mere direkte: Lange og gentagne sygdomsperioder ødelagde det for dem. Sendte dem ud på sidespor. Cheferne kunne ikke vente mere på dem, og virksomhederne var mere eller mindre lammet. Sådan går det tit. Jeg har kendt mange i årenes løb, som måtte gå af den grund.

Jeg har ingen chance for at gennemskue, om de fyrede personer, jeg kender, har fået fyresedlerne berettiget eller ej, så det diskuterer jeg ikke. Men jeg ved, at arbejdsgivere i Danmark har vide rammer til at sætte hold og skifte ud.

I Danmark skal empatiske virksomhedschefer have sindsro til at fyre sine medarbejdere. Det er selve den danske model, og den er noget så smart blevet brandet som “Flexicurity”. Virksomheder har kort sagt menneskeligt carte blanche til at fyre, for samfundet garanterer for menneskeskæbnerne.

I andre samfund ser man groft sagt, at det er umuligt at afskedige sine medarbejdere. Sådan en beskyttelse skal i lovgivning eller overenskomster værne arbejdsstyrken mod den visse undergang, som ledighed betyder, fordi samfundet stiller et latterligt slapt sikkerhedsnet op. Hvis overhovedet.

Sådan en samfundsmodel kunne man passende kalde for “steadycurity”. Som navnependant til flexicurity. Det ses dog, at modellen ofte undermineres af et storforbrug af billige vikarer, som vikarbureauer, deriblandt multinationale vikarbureauer, tjener godt på. Men princippet er, at der findes et samvittighedselement det ene eller andet sted: Enten i den nationale lovgivning eller i overenskomsterne.

Og endelig findes der samfund, hvor arbejdstagerne hverken har den eller den anden form for security. Hvor der ikke er indbygget nogen samvittighed i hverken det ene eller det andet led. Hvor det er nemt at fyre og hvor det er svært at blive hjulpet. Der er Danmark desværre på vej hen.

Man kan sagtens tage en måling og påvise, at Danmark stadig har en vifte af hjælp og ydelser til ledige, som i størrelse og omfang langt overgår det, man kan mønstre i El Salvador. At de seneste års justeringer igennem finanslove, reformer og forlig kun har affilet en brøkdel. Set langt oppefra er der ikke sket det voldsomme med socialydelserne.

Men når jeg alligevel bekymrer mig, så er det fordi, forandringerne har været gennemgribende bag tallenes facade. Fordi gentagne forlig af det næsten samlede folketing på socialområdet efterhånden har pillet den sidste rest af samvittighed ud af samfundskroppen. Tilbage står en række ydelser som dagpenge og kontanthjælp, som de altid har stået der. Og nogle lignende ydelser. Bemærk, at alle nye ydelser er den samme kontanthjælp med ny etiket. Forskellen ligger kun i, hvad man kræver som modydelse, og det afgør, om etiketten hedder “kontanthjælp,” “kontantydelse” eller “resurseforløb”.

Men selv om ydelserne består på papiret, så er det som om, den sidste støttepind er fjernet fra træerne. Som om de kun er et vindpust fra at vælte. Når samfundets krop har mistet sin sidste rest af samvittighed, så har vi en robot. Kold og metallisk som en møntautomat. Optimeret til at give størst mulige, økonomiske afkast. Man er helt holdt op med at regne med de menneskelige konsekvenser. Hver gang et forlig indgås, har et ministerium regnet på forskellige effekter, deriblandt en såkaldt jobeffekt. 1000 nye job, siger den for eksempel. Men ikke hvor mange huse, der ryger på tvangsauktion eller hvor mange flere hjemløse, der kommer.

Det er derfor, at jeg nu øjner en stejl og glat rutsjebane foran os og for samfundets socialpolitik.

Og derfor, jeg nu er alvorligt bange for, hvad der skal ske med de folk i mit netværk, som sygdom har opgivet af holde på arbejdsmarkedet.

Vi skulle jo alle kunne sove roligt om natten, fordi vores bekendte er fyret. Sådan var udgangspunktet i hvert fald.

1. Hvis man er fyret og kan arbejde, så kan man få dagpenge, så man ikke skal opleve, at alt ramler. Dagpenge er ganske vist langt fra en løncheck, og her har man et ansvar for ikke at sætte sig for dyrt.

2. Hvis man mister sit job og er syg, så skal man heller ikke bekymre sig. Der er sygedagpenge at få, og bliver forløbet langvarigt, så findes der en vifte af varige ordninger som revalidering, fleksjob eller førtidspension. Ingen skal falde igennem, og kommunerne skal stå klar.

Kommunerne har dog ingen som helst samvittighed. Alt er gjort til måltal og budgettrimning, og medarbejderne i kommunerne har ikke til opgave at arbejde med mennesket på den anden side af bordet. Den øvelse er for længst reduceret til et alibi. Nej, opgaven er udelukkende at levere. Kig på lovgivningen på det ene papir. Kig på måltallet på det andet papir. Hvor få penge kan vi slippe med at betale, så længe vi overholder lovgivningen. Eller endnu værre, om end det faktisk matcher virkeligheden: Hvor meget kan vi bryde loven og spare uden at få på nakken.

Det har spandevis af borgere og organisationer for længst fortalt lovgiverne på Christiansborg om. Alligevel gentager ordførere og ministre sætningen om, at “det har kommunerne jo ansvar for, og vi har tillid til kommunerne”. Samvittigheden er fuldkommen fraværende. Det starter med samvittighedsløse politikere, og det forplanter sig hele vejen ned.

Vi oplever altså en lovgivning, der er renset for samvittighed, når politikerne konsekvent overhører de konsekvenser, som strammet sociallovgivning har. Det kan lyde tilforladeligt, at dagpengeperioden er blevet halveret, for de fleste ledige finder job inden for to år. Men det samvittighedsløse ligger i, at man er ligeglad med dem, det går ud over. Næste gang, der strammes, er man ligeglad med hele pisset, for man har kvalt samvittigheden. Man refererer ikke længere til den, så man glemmer alt om den. Det er lige som kærlighed i et forhold. Holder man op med at tale om den, så elsker man ikke hinanden. Så er man bare sammen, og der skal kun en gnist til for at futte alting af.

Så lige nu ligger jeg mere eller mindre vågen over, hvad der bliver skæbnen for de sygemeldte ledige, jeg kender, og som for nylig måtte dukke nakkerne og forlade deres job. Bliver de raske eller forbliver de syge? Finder de job inden for to år, og hvis de ikke gør, hvad sker der så? Når man kender velfærdssamfundet anno 2014, så er der meget lidt fortrøstning at finde. Især fordi, jeg også har kendt mange, som er væsentligt længere fremme i deres forløb. Blandt andet fordi jeg kender en, som skal igennem arbejdsprøvning nummer syv i et sygdomsforløb, der har varet dobbelt så længe. Man skulle tro, det var lyv. Jeg har siddet i en netværksgruppe med andre jobsøgende og hørt en vræle, fordi hun var på vej ud af dagpengene. Hun havde ikke gjort andet end at søge og søge og søge. Nu stod huset til at ryge.

De fyredes chefer er sikkert empatiske og kede af situationerne og fulgte sikkert bare normen om, at i Danmark hyrer og fyrer vi bare, for sådan er Danmark indrettet. Det er ikke sjovt at blive fyret, men det skal ikke være en katastrofe. Og med de såkaldte Jobcentre, som skatteyderne jo også betaler en masse for, skulle en fyring helst blive en tur ned i trampolinen, der sender en afsted igen og ikke bare ned i sikkerhedsnettet, hvor man bliver liggende.

Men som tingene har artet sig, kan det bedst sammenlignes med et sikkerhedsnet, som samfundet selv sætter ild til. Lige så snart man ligger i det, antændes hjørnerne, og så er det tilfældigt, om der findes et redningstov at gribe fat om, før ilden har fortæret nettet.

Flexicurity skulle friholde virksomhedschefer for menneskelige kvaler og give erhvervslivet en brugbar elastik. Flexicurity har gjort erhvervslivet manøvredygtigt, fordi man kan udskifte sine medarbejdere og omstille sig til nye opgaver og nye markeder og nye situationer. Det har især passet til en erhvervsnation som den danske, der er en lille aktør i en stor og omskiftelig verden, og hvor underskoven af mindre virksomheder sommetider må genopfinde sig selv. I Tyskland, derimod, har man de enorme industrier, der står lige så urokkeligt som Alperne.

Men hvad får vi for et samfund, når vi amputerer den danske model? Hvad for et monster skaber vi, når vi tømmer samfundskroppen for al samvittighed? Eksperimentet er i gang. Spørgsmålet er kun, hvor langt det når at komme ud.

Skamløs terrorkrig mod forsørgede

Den politiske debat kan tit give nys om, hvilken vej vinden blæser.

Virksomheder lytter til de politiske signaler, når de skal planlægge deres forretninger. Er man for eksempel i energibranchen, betyder det enormt, om der kommer en ny afgift eller om afgifter bortfalder. Der betyder alt for, om man kan sælge en vindturbine eller en varmepumpe. Tør man investere i det eller gør man ikke?

Derfor er det ikke sært, at borgere med betydelige vanskeligheder, som er afhængige af støtte - enten permanent eller midlertidigt - må lytte efter, hvad der foregår politisk, for det kan have stor betydning for den enkeltes skæbne og velbefindende.

Nu har regeringen sammen med finanslovsflertallet besluttet sig for at udfase princippet om gensidig forsørgerpligt på kontanthjælpsområdet. Det har vakt ubeskrivelige lettelsens suk hos de ramte familier, som var fanget i alvorlige, økonomiske tilpasningsproblemer, som betød, at man enten måtte bryde familien op eller ernære sig på uværdige måder.

Hvad gør de borgerlige politikere fra forskellige partier? De slår fast, at de fandenvæltedem sætter sig for at genindføre forsørgerpligten så snart, de er kommet til magten. Har man tjekket de sociale medier for politikerudtalelser i det seneste døgn, så fylder forsørgerpligten påfaldende meget. Misundelsens og smålighedens mavesyre er steget til halsen hos den samlede opposition, lader det til.

En snoldet, halv milliard kroner på statsbudgettet er blevet selve kamppladsen i et uendeligt storslag om den sociale retning. De politikere, som beklager at forsørgerpligten bliver afskaffet igen, har nu erklæret åben blitzkrieg. Nogle af de samlevende par, som i går græd af glæde over, at de kunne se frem til at blive boende sammen, skal ikke kunne sove et roligt øjeblik om natten. Det er signalet, ingen skal tage fejl af. Det første, de vil gøre, når de kommer til magten, er at flå pengene ud af hænderne på nogle af dem, der har mindst.

Man kan kun betegne det som en mental terrorkrig. Det er gået hen og er blevet moralsk magtpåliggende at jage nogle af samfundets fattigste, og netop den magtpåliggende grundtone i de politiske meldinger er uhyggelig. Man tænker ikke i hensyn til, at de ramte familier i forvejen lever i usikkerhed og med rutsjeture, der er skabt af politiske amokløb mod deres levevilkår.

Man burde sige: "okay, vi kan ikke byde nogle af vores svageste borgere flere usikkerheder". Man burde erkende, at den halve milliard, der er på spil, ikke er nogen ultimativ sparenødvendighed på et statsbudget, som er fuld af vilkårlige prioriteringer. Man burde erkende, at den halve milliard såmænd er det, man har snoldet bort på en nyttesløs afskaffelse af sodavandsafgiften.

Men man gør ikke det, man burde, og det ejer ingen som helst skam i livet. Det medvirker kun til, at folk, som er flyttet fra hinanden eller har tænkt sig at gøre det, ikke tør planlægge en fremtid med hinanden. Og i mange tilfælde hvor der er fælles børn med.

Søren Pape Poulsen begræder i et såkaldt tweet på det sociale medie Twitter, at finansloven betyder "mindre gensidighed i familierne". Sikke et værdiargument. Gensidighed er godt. Familier er godt. Hele to gode ord i én sætning. Man kan kun håbe, at skæbnen selv skubber ham i ryggen, så han falder ned fra det tårn, hvorfra han står og glaner tåbeligt ned på den samfundsbund, hvis vilkår han ikke har noget som helst begreb om. Og man kan kun håbe, at han slår sig hårdt på den bund.

#FL15 er ræverød. Højere kontanthjælp, mindre gensidighed i familerne. Alt i alt den forkerte retning. #dkpol
— Søren Pape Poulsen (@SorenPape) November 13, 2014

Så ser jeg frem til at høre, hvad han mener, er "gensidighed i familier."

Er det en familie, hvor den ene voksne er nødt til at tigge om lommepenge for at få nye bukser? Og vel at mærke tigge hos en lavtlønsarbejder, som dårligt har råd til bukser selv.

Brian Mikkelsen fra samme parti kaster sig også ind i værdikampen:

Opslag af Brian Mikkelsen.

Kan vi ikke blive enige om, Brian Mikkelsen, at der er mange andre end raske og arbejdsdygtige personer, som er ramt? Kan vi ikke blive enige om, at det også er alvorligt syge og borgere med nedsat erhvervsevne, som kommunerne i årevis parkerer? Kan vi blive enige om, at selv raske og arbejdsdygtige i disse tider kan skrive ansøgninger sammen med op til hundreder af andre jobkandidater?

I ved det, Søren og Brian. Hvis I åbner ørerne. Læser de utallige beretninger, som medierne er skummet over med. I ignorerer den armod, I skaber. Enten fordi I er dumme eller onde. Der kan ikke findes en tredje mulighed.

Og var det i øvrigt noget med, at K kaldte sig for at socialt ansvarligt parti?