Det er ikke dumt at bestemme sig for en retning at gå i, men det er torskedumt at stirre på sit kompas, mens man vandrer i landskabet. Gør man det, så opdager man ikke, at man falder i huller eller ramler ind i bjerge på sin vej. Sådan er det stadig mere talstyrede og regnearksbaserede politiske liv.
Tag for eksempel antallet af arbejdsdygtige uden for arbejdsmarkedet og det berømte tal - de 800.000, som politikere taler om.
Nogle har sagt, at det simpelthen ikke kan passe, at det tal ikke kan bringes ned. Derfor er de stærkt styret af den målsætning, og de senere års antisocialreformer afspejler det ønske.
Som for eksempel ressourceforløb i stedet for pension. Det SKAL bare kunne lade sig gøre at flytte flere borgere fra en pensionisttilværelse til arbejde, og derfor træffer man en foranstaltning, som kun sigter mod at gå i den retning, som kompasset viser: Der er et antal, som pinedød skal bringes ned.
Dermed valgte man at overhøre alle de organisationer og andre høringssvarende, som nærmest betegnede pensionsreformen som vanvid.
Vi har for længst fået syn for sagn, men partierne bag antisocialreformen klamrer sig til sine hensigter.
Må det forhåbentlig lære dem, at der ikke nødvendigvis er en lige vej at gå, hvis man vil indfri et mål. Der er et konkret landskab at forholde sig til, og hvis man stirrer på kompasset i stedet for at kigge på det landskab, man bevæger sig i, så ryger man ned i et hul.
Hvis det er muligt at indfri etablissementets bestræbelse på at nedbringe antallet af forsørgede, så kan det vise sig at være en bjergbestigning og ikke en gåtur hen over en plæne.
Det kan betyde, at der skal langt mere fokus på forebyggelse af unges problemer, et rummeligere og mere bredspektret uddannelsessystem, en kraftig forbedring af psykiatrien og en langt bedre og mere hurtig rehabilitering, end man for nuværende er villig til at betale for.
Og måske ender den kyniske cost-benefit analyse med at vise, at det bedre kan betale sig at lade være og sende borgerne en check. Lige som i gamle dage. Der var vel en grund til, at tingene blev, som de blev.
For det har jo aldrig været de syge uden for arbejdsmarkedet, der har bedt politikerne om at negligere dem i sundhedsvæsenet, som mange har oplevet og oplever at blive.
