Den værste løgn er, at vi alle helst skal arbejde

Det er et temmelig rent flag at tone, når en Venstre-regering henter sin arbejdsløshedsminister direkte i Dansk Arbejdsgiverforenings direktørstol.

Jørn Neergaard Larsen gør sig dog heller ikke umage med at tage afstand fra sin fortid. Tværtimod så flugter hans ministervirke så udmærket med de arbejdsgiverinteresser, han for ganske nylig varetog som topchef i DA.

Også selv om den førte politik ikke er til at skelne fra Mette Frederiksens, da hun sad på samme taburet. Men det siger mest om Socialdemokraternes fuldkomne knæfald for en neoliberalistisk dagsorden.

De er nemlig enige om at sige, at alle skal i job – og det mener de vel også. Men det er ikke alle, der skal have rigtige job. Det er nemlig den store og værste løgn – at politikerne ønsker alle i ordinære job.

Det betyder nemlig fuld beskæftigelse, og fuld beskæftigelse er rent gift for de arbejdsgiverinteresser, som enhver regering i de senere årtier så trofast har tjent.

Fuld beskæftigelse betyder, at der ikke står en ledig arbejdsstyrke og underbyder hinanden for at få job.

Og hvordan kan man vide det?

For eksempel er man beskæftigelsespolitisk næsten kun optaget af det, de kalder ”at øge arbejdsudbuddet”, når de går i detaljer. Systempolitikerne er i mindre grad optaget af at skabe job. For eksempel ved hjælp af lempelig finanspolitik.

På den ene side er arbejdsudbud ikke en dagsorden, som politikerne har lyst til at smøre ud over billboards, Youtube-reklamer og helsideannoncer i dagblade, for det er udtryk for en teknokrattænkning, som ikke er specielt sympatisk.

På den anden side er det et meget bekvemt dækord. Mange tror jo, at en indsats for at øge arbejdsudbuddet betyder, at man forsøger at øger udbuddet af arbejdspladser, men det betyder faktisk, at flest mulige skal stille sig i jobkøen (i stedet for at stå eller ligge andre steder).

Man kan også vide det, fordi politikere og arbejdsgivere kategorisk har afvist at arbejde med idéer om arbejdsdeling – den såkaldte ”skraldemandsmodel”. Hvis der ikke er 37 timer til alle, så er der måske 30 til alle, og så bør alle dele arbejdstiden og lønbudgettet.

Dén idé er ikke løbet ind i andet end i syv kors, der bliver slået, og det er fordi, at fuld beskæftigelse er rent gift for arbejdsgiverne. Skraldemandsfordeling af job burde netop hue folk, som vil have folk væk fra overførselsindkomster. Men åbenbart ikke alligevel.

Arbejdsgiversiden vil heller ikke se ledigheden blive særligt lav, før de foreslår, at arbejdskraften importeres i form af øget indvandring. Senest har de været meget ivrige for at importere østeuropæisk arbejdskraft, baseret på et fuldkommen dækningsløst postulat om, at der ikke findes danskere, der vil have de opslåede job.

Hver gang en jobsag har været oppe i medierne, er virksomheden blevet bestormet med henvendelser.

Systemets løgn er, at vi alle skal have et job, og deres påstand er, at der er mange, der ikke gider at arbejde.

Her er sandheden:

Systemet kræver, at betydeligt mange borgere ad gangen er arbejdsløse og at mange står forgæves i kø efter job. Okay, systemet kan godt acceptere, at man får sig en smule arbejde. Gennemstrømning og udskiftning er ingen ulempe for systemet. Men der skal helst være en håndfuld tusinder, der ikke har et rigtigt job. Det er ikke så vigtigt, hvem der er arbejdsløse. Antallet af ledige er afgørende. Er der alt for mange ledige, er det et problem for efterspørgslen på varer. Er der for få ledige, er det bestemt også et problem. Igen - fuld beskæftigelse er rent gift.

Mette Frederiksens nytteaktivering – også kendt ”skræmmeaktivering” eller ”straffeaktivering” - passer perfekt ind i modellen. Det skal være stressende og ydmygende og lidelsesfuldt at være en af de ledige, for det skal få de ledige til at gøre hvad som helst for at komme i arbejde.

Socialdemokraterne er for længst begyndt at regne skræmmejob med, når de siger, at der skal være arbejde til alle.

Giver det flere job at piske sådan med folk? Måske kan man måle en lille, marginal effekt. Men ikke af nogen betydning for den samlede beskæftigelse. Den seneste reform af kontanthjælpsforringelser har en estimeret jobeffekt på 700 flere i job, og det er baseret på en formodning om, hvilke prispåvirkninger reformen giver og hvilke jobeffekter, den prispåvirkning har.

Systemet og dets tiltag vil formentlig ikke øge beskæftigelsen i nogen betydningsfuld grad. Og det er – i modsætning til systemets løgn – bestemt heller ikke meningen. Vi skal ikke alle i job. Det er rent gift for arbejdsgivernes snævre værdiinteresser, hvis vi alle er i job.

Tag også de syge, som ikke kan arbejde. De skal stadig rammes af såkaldt motiverende tiltag. Er det fordi, politikerne selv tror på, at de sygemeldte og invalide kan arbejde? Næppe. Men hvis man også tæsker de syge ind i den arbejdsløshedskø, som der pinedød skal være, så vil det give en positiv værdieffekt for arbejdsgivernes snævre interesser. Og såmænd også for folk i faste job. Derfor har rigdomslobbyen overbevist mange lønmodtagere om, at velfærd er en trussel for folk i stedet for en sikkerhed.

Jobmarkedet er som den en stoleleg, hvor man skal sætte sig ned, når kassetteafspilleren sættes på pause. Og hvor der er for få stole, så nogen lander på måsen og slår sig. Det er værdioptimerende for arbejdsgivernes interesser, at der er folk, som slår sig i dette spil.

Hele systemet – prisen for en vis velstandsmargin i samfundet – bygger altså på, at der altid skal være en vis mængde borgere, som føler sig stresset og ydmyget og skamfulde, fordi de ikke har et job.

Det er en pervers jagt på mammon, der stikker under. Som om vi ikke har nok fladskærme og firhjulstrækkere til lands. Der er brug for et opgør med en politik, som kun regner med en økonomisk bundlinje og ikke også en social og en bæredygtig bundlinje.

Vi har ikke en politik, der går op i, om alle har det godt. Men det er det, vi burde have.

Hvis man stirrer for meget på kompasset

Det er ikke dumt at bestemme sig for en retning at gå i, men det er torskedumt at stirre på sit kompas, mens man vandrer i landskabet. Gør man det, så opdager man ikke, at man falder i huller eller ramler ind i bjerge på sin vej. Sådan er det stadig mere talstyrede og regnearksbaserede politiske liv. 

Tag for eksempel antallet af arbejdsdygtige uden for arbejdsmarkedet og det berømte tal - de 800.000, som politikere taler om.

Nogle har sagt, at det simpelthen ikke kan passe, at det tal ikke kan bringes ned. Derfor er de stærkt styret af den målsætning, og de senere års antisocialreformer afspejler det ønske.

Som for eksempel ressourceforløb i stedet for pension. Det SKAL bare kunne lade sig gøre at flytte flere borgere fra en pensionisttilværelse til arbejde, og derfor træffer man en foranstaltning, som kun sigter mod at gå i den retning, som kompasset viser: Der er et antal, som pinedød skal bringes ned.

Dermed valgte man at overhøre alle de organisationer og andre høringssvarende, som nærmest betegnede pensionsreformen som vanvid.

Vi har for længst fået syn for sagn, men partierne bag antisocialreformen klamrer sig til sine hensigter.

Må det forhåbentlig lære dem, at der ikke nødvendigvis er en lige vej at gå, hvis man vil indfri et mål. Der er et konkret landskab at forholde sig til, og hvis man stirrer på kompasset i stedet for at kigge på det landskab, man bevæger sig i, så ryger man ned i et hul.

Hvis det er muligt at indfri etablissementets bestræbelse på at nedbringe antallet af forsørgede, så kan det vise sig at være en bjergbestigning og ikke en gåtur hen over en plæne.

Det kan betyde, at der skal langt mere fokus på forebyggelse af unges problemer, et rummeligere og mere bredspektret uddannelsessystem, en kraftig forbedring af psykiatrien og en langt bedre og mere hurtig rehabilitering, end man for nuværende er villig til at betale for.

Og måske ender den kyniske cost-benefit analyse med at vise, at det bedre kan betale sig at lade være og sende borgerne en check. Lige som i gamle dage. Der var vel en grund til, at tingene blev, som de blev.

For det har jo aldrig været de syge uden for arbejdsmarkedet, der har bedt politikerne om at negligere dem i sundhedsvæsenet, som mange har oplevet og oplever at blive.

Stop markedsføringen af møgreformer

Det er svineri at kalde noget for en kontanthjælpsreform, når lovpakken forværrer kontanthjælpen. Det er på tide, at negative reformer får negative navne.

Reformer er noget godt i politik. Reformer står for kreativitet og handlekraft og mod. At holde pause fra reformer, er det værste man kan beskyldes for som regering. Så lader man stå til.

Derfor vil politikere gerne præsentere de fleste lovforandringer som reformer, selv om omfanget af lovgivning skal overstige en vis tærskel for at være en reform. Der er ikke meget reform over at øge prisen på en fartbøde eller at sænke kontanthjælpen eller lette en bestemt skat med en procentværdi. Det er simpel lovændring.

Reform er et plusord. Det ord, der kommer foran reform, er noget, man gerne vil fremme. Og fra matematik kender vi princippet om, at hvis der ikke er et fortegn, som enten er plus eller minus, så betyder det plus.

Derfor skulle en kontanthjælpsreform netop betyde, at politikerne vil forbedre kontanthjælpen for dem, der har brug for den. Det omvendte, som i virkeligheden har været tilfældene, må være  antikontanthjælpsreform.

I øvrigt er der ikke meget reform over at gennemføre en simpel skærerunde, som der er sket. Der er ingen nytænkning eller omkalfatring ved det.
 
Hvis det overhovedet var en reform, så var det en ren antireform, da Thorning-regeringen gennemførte den såkaldte pensions- og fleksjobreform.

"Reformen" forringede kraftigt borgernes mulighed for at få invalidepension, når de er invalide.

Derfor var det ikke en pensionsreform. Det var en antipensionsreform. Eller egentlig blot en nedskæring, som indsnævrede et nåleøje. Det ressourceforløb, som der blev skrevet ind i loven, adskiller sig sjældent fra et kontanthjælpsforløb i økonomi eller indhold. Eneste plus var, at gifte personer kunne modtage ydelsen. Så lidt reform var der reelt tale om.

Når rigdomslobbyen, repræsenteret af erhvervsorganisationer, siger, at den vil have flere socialreformer, så mener de antisocialreformer. Den dominerende holdning er, at fravær af hjælp er den bedste hjælp. Men det er jo stadig ingen hjælp.

Medier, der som regel vejer politikeres ord på en guldvægt og som normalt forholder sig kritiske til aktørernes opfundne mærkater, skulle i høj grad interessere sig for, hvad de kalder de lovpakker og lovændringer og reformer, som kommer fra Christiansborg og som får navne, politikerne helst vil kalde dem.

Politikere vil gerne betegne negative ændringer med positive fortegn, således at en antisocialreform hedder en socialreform og lyder som noget positivt, og det bør de ikke slippe afsted med hos dem, der viderebringer deres budskaber. Som journalister gør i deres arbejde.

Negative fortegn til negative reformer.

En socialreform forbedrer socialhjælpen.

Det, der forringer socialhjælpen, er en antisocialreform.

Blind af onani.....syg af kontanthjælp

Moralister har før løjet om, at umoralsk opførsel gør folk syge, selv om det var vås. Nu fremstiller politikere kontanthjælp som direkte sygdomsfremkaldende, fordi de mener, at socialydelser er umoralske. Men det er jo fuldkommen latterligt.

Før Mette Frederiksen blev arbejdsløshedsminister i Thorning-regeringen, var hun en arg kritiker af nedskæringer af socialydelser.

Derfor lignede hun en, der famlede efter en socialdemokratisk dækfortælling, når hun skulle forsvare de heftige angreb på den sociale tryghed, som hun lancerede med vedtagelser som tvungen partnerforsørgelse samt førtids- og fleksforringelserne.

Kritikere stod i kø for at afvise, at hendes socialdemokratiske dækhistorie holdt. Så meget, at hun skar igennem, at det skam var hende, der havde ret til at definere, hvad der var socialdemokratisk.

Vi skulle væk fra at gå op i ydelser. Vi skulle i stedet betragte ydelser som noget, der var farligt i selv.

Dermed koblede hun partiet helt med på et liberalistisk vognsæt.

At være offentligt forsørget er i liberalistisk forstand umoralsk. Liberalismens fader Adam Smith (1723-1790) var i høj grad moralist, og hans modstand mod at lade andre forsørge en, hvilede på en opfattelse af, hvad der var moralsk rigtigt. Han argumenterede både samfundsøkonomisk og moralsk.

Virkelighedens empiri med årtiers velfærd har strippet den samfundsøkonomiske argumentation for al kluns. Det har vist sig med al tydelighed, at folk arbejder, når de kan få et arbejde og når de kan udføre det. Også selv om "penge er gratis".

Tilbage er moralismen. At det bare er for dårligt, at man kan leve af andres penge. Og det er netop Smiths moralisme, der gennemsyrer debatten.

Liberal Alliances Ole Birk Olesen har for eksempel sagt, at det skal stigmatiseres endnu mere at være offentligt forsørget. Ifølge Birk Olesen, skammer de forsørgede sig ikke nok.

Joachim B. Olsen fra samme parti påstår, at man bliver syg af at være offentligt forsørget. Det er direkte sundhedsfarligt, og han vil bilde os ind, at der er en direkte årsagssammenhæng som ved sukker og sukkersyge. Nuværende arbejdsløshedsminister Jørn Neergaard Larsen mener lidt af det samme. Han siger, at arbejde helbreder.

Mette Frederiksen står ikke tilbage. Hun har gentaget sin fortælling om dem, hun kendte hjemme i Grønlandskvarteret i Aalborg, som fik kontanthjælp som 18-årige og som ikke kom videre. Det var kontanthjælpens skyld, skal man underforstå.

Mette Frederiksen hopper moralismen over og går direkte til konsekvensen: Det er synd for de offentligt forsørgede, fordi offentlig forsørgelse er noget farligt noget. Nærmest vanedannende og ødelæggende som stoffer, må man underforstå.

Det er ikke noget, disse politikere siger, fordi de kerer sig om folks helbred. Det med sygdomsrisiko er kun et dækargument for det moralske argument. Propaganda.

Og det er langt fra første gang, at moralisme og sundhed sådan røres sammen til en grød, hvor modtageren af budskabet ikke skal kunne skelne mellem bestanddelene.

I den nære fortid - så langt oppe i tiden som i 1900-tallet - kendte vi det fra den offentlige seksualmoral, hvor man forsøgte at hindre unges masturbation, fordi det stred mod den offentlige moralopfattelse.

Seksuel løsagtig adfærd var umoralsk - vel nok af religiøst funderede grunde, så effektive forebyggelsesmidler var nødvendige for at tæmme naturens kræfter.

Masturbation blev kaldt “den hyppigste årsag til sindssyge”. Det blev også anført, at det kunne føre til blindhed.

Vi betragter i dag løgnen om masturbationens farlighed som en moralistisk undertrykkelse, som fritænkning har gjort op med. De, der stod vagt om sådan en moralisme, har historien givet eftermæle som latterlige. De løj for at herske med deres moralisme.

Men nu har vi moralismen igen, forklædt på næsten samme vis som omsorg og sygdomsbekymring. Offentlig forsørgelse er farligt. Man bliver syg af det eller bare et slet eller elendigt menneske.

Hvad er kuren så?

For at blive ved sammenligningen, så bygger kuren på en brutalitet som de antimasturbationsringe med spidse pigge, man gav til pubertetsdrenge for at forebygge faretruende erektion.

De senere års mange angreb på socialydelser har alle haft som formål at gøre livet mere surt for de offentligt forsørgede. Incitamentspolitikken bygger på en forestilling om, at gør man det bare surt nok, så holder de offentligt forsørgede op med at hæve ydelser.

Så holder de op med at være syge og går fra uarbejdsdygtige til at være arbejdsdygtige.

Så finder de arbejdsdygtige bare et job i stedet for at få ydelser.

Moralismens løgn er altså en mønt med to tvivlsomme sider: På den ene side lyver man folk syge af socialhjælp. På den anden side lyver man om, at nedskæringer kan helbrede og skaffe folk arbejde.

Det, som moralisme gør blind over for, er grunden til at ydelserne blev indført og årsagerne til, at folk er på ydelserne. Eller de særlige årsager, der er til, at nogle borgere bliver syge, mens de er på ydelser. Det interesserer ikke moralisterne, for det forstyrrer kun deres virkelighedsopfattelse.

Så laver det borgerlige vogntog med Mette Frederiksens såkaldte socialdemokrati en stråbuk, som skal forestille politiske modstandere. Dem, som mener, at det er et mål i sig selv, at flest mulige borgere er på offentlig forsørgelse.

Heller ikke den opfattelse tåler noget som helst realitytjek. Der er ingen politisk retning, der matcher den stråbuk.

Jeg har aldrig mødt én, som mente, at nogen skulle forsørges af det offentlige i længere tid end nødvendigt. Forsørgelse er til for dem, der er syge og til for dem, der ikke kan finde et arbejde. Hverken mere eller mindre.

Ingen holdbarhedsdato for tryghed

Det har været magtpåliggende for et folketingsflertal, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Det er tidens store politiske projekt, og for få år siden havde SF en profil ved navn Astrid Krag, der mente, at kampen var vigtig for selv venstrefløjen. Så idéen har ikke bredt sig så lidt.

At det skal kunne betale sig er dog ikke andet end nysprog for, at det helst skal være utrygt at være arbejder. Altså arbejder med eller uden job. Den bagvedliggende idé er, at utryghed er værdioptimerende for samfundet og at tryghed er en trussel.

Har man ikke et job, skal det kunne mærkes grimt. Og har man et job, skal man være bange for at miste det.

Det er vigtigt for det flertal, der står bag kontanthjælpsreformen. At vi skal sove dårligt om natten.

Lars Løkke Rasmussen har sagt i Folketingssalen under lovbehandlingen, at forslaget var af hensyn til SOSU'en. Det er dog svært at se, hvad en SOSU får ud af, at folk uden arbejde får mindre.

Hvis SOSU'en får noget ud af, at man sænker kontanthjælpen (eller at der sættes loft over ydelser), er det en skræk i livet over at skulle miste sit job.

Selve pointen, når alt er skrællet bort, demaskeret, kogt ned, er, at der skal utryghed til.

Det er dét, kontanthjælpsloftet er. En utryghedsreform, som gør fundamentalt op med en tryghedstanke, vi har forbundet samfundet med i årtier. Det er hjerteblod i velfærdstanken.

En tryghedstanke, som ikke har fået samfundet til at falde fra hinanden, selv om det altid har været sangen fra tryghedens fjender. At folk ikke ville arbejde, hvis penge var gratis. Men historien har vist, at de næsten ikke har taget andet end fejl og at tryghed understøtter et velfungerende samfund med hjulene i gang.

I nær forhistorie er der statistisk belæg for, at hvis der er arbejde, så arbejder de, der kan arbejde. I tiden op til finanskrisen var beskæftigelsen tæt på fuld. Den røg ned under et niveau, som forskere ikke troede var muligt.

Og det selv om der herskede et tryghedsideal, som går ud på, at vi er bedst tjent med at være trygge, når vi går job.

Den tryghed er nu under heftigt bombardement af en politisk bevægelse, som ingen evidens har i ryggen.

Der er intet i vejen med tryghedsmodellen eller tryghedsidealet. Princippet er, at hjælp er noget, man kan få, hvis man ikke har job. Kan man få et, ophører hjælpen selvfølgelig.

Jeg siger fra som skatteyder. Jeg vil aldeles ikke have nogens tryghed udbetalt som skattelettelse. Jeg vil ikke have andres og jeg vil ikke have min egen. Det er ikke sådan, man opbygger et samfund. Det er en leflen for individets forbrugsbegær, der virker som opløsningsmiddel.

Derfor kan Venstre godt lide de hjemløse

Venstres frihedspris er et bjørnekram eller et Judas-kys til hjemløse, som jo er Venstres egne alterofre.

De færreste grupper i samfundet er så ombejlet af politikere som hjemløse. Der er nærmest tale om små kælelam. Politikere er så glade for hjemløse, at de gerne vil have flere af dem, og de er så glade for hjemløse, at de gerne ser dem forblive det.

Således kunne Venstre i partiets årlige forsamling ikke dy sig for at stikke hjemløseavisen Hus Forbi en såkaldt frihedspris. Til gadens frie fugle, der står og sælger aviser. I Venstre-optik er det vel nærmest heroisk at sige nej til kontanthjælp og i stedet leve forhutlet og beskidt som bladsælger.

Bladets egen organisation var heller ikke imponeret.

- Jeg vil bruge min frihed til at appellere til jer i Venstres bagland om at udnytte jeres frihed til at arbejde for, at jeres parti ikke bare holder skåltaler og uddeler priser, når det kommer til socialpolitik, lød det fra Henrik Søndergaard Pedersen næstformand for Hus Forbi.

- Og jeg vil opfordre Venstre til altid at spørge sig selv, om den førte politik risikerer at sende flere ud i hjemløshed.

Hjemløshed er i løbet af cirka én generation - i tiden med generation x’s tilstedeværelse på scenen - gået fra at være sociologisk obskurt i Danmark til at være hverdagssyn. En stigning som hele det politiske system har fulgt uden at gøre noget alvorligt.

Alle skilte på vejen har varslet så tilstrækkeligt, at man kun kan konkludere, at vi har fået en voksende hjemløseklasse, fordi politikerne gerne vil have dem, for hjemløshed er immervæk ikke dyrt for et samfund som vores at gøre op med.

Men de er ret nyttige at have, hvis man har en vis politisk agenda.

Hjemløshed er brugbart som et skræmmeeksempel. Hvis du ikke opfører dig, som vi vil have det, så kan du selv kigge hen mod bænken og se, hvad der vil ske med dig. Hjemløshed har også været yderst brugbar i politik som en ny laveste værdi for udsathed og svaghed i samfundet. Svarende til at genindføre 10-øren, så 50-øren ikke længere er den ringeste mønt. Det gør, at man kan affeje stærkere gruppers ønsker og krav. Du, der er arbejdsløs, skal ikke komme her og sige, at du tilhører de svage, der har behov for nogen hjælp. De svage er nemlig ikke dig. De rigtig svage er de hjemløse.

Med de hjemløse som laveste værdi bliver det ligefrem uforskammet at kere sig om udsatte, der er bedrestillet i kraft af, at de (endnu) ikke er hjemløse. Kerer man sig om luksusbumser, som har boliger, så vil man ikke sjældent opleve, hvordan socialstrammere foregøgler at tage de udsattes parti og siger: "Hvad bilder du dig egentlig ind. Du har fjernsyn. Tænk på de hjemløse. Det gør vi! Det er dém, vi skal gøre noget for. Ikke jer."

Så de hjemløse er brugbare til at tage underklassen og fragmentere den yderligere, end den er i forvejen. For en samlet underklasse kan repræsentere en forholdsvis stærkere og fælles interesse til fordel for kampen for socialt værn. En fragmenteret underklasse er derimod fuldkommen i samfundsetablissementets vold, hvor grupper af udsatte spilles ud mod hinanden.

De hjemløse er også for længst blevet en del af julestemningen, så folkestemningen følger med. Det har ikke været rigtig jul, hvis man ikke har købt en lodseddel eller doneret en dåse flåede tomater i et supermarkeds indsamling af julekurve.

De hjemløse er nogle af de mest umælende i samfundet, og de står næsten aldrig klar til at reagere på det, der bliver sagt om den gruppe af borgere. Hvis man vil vide, hvad de mener, så ringer journalister til ministerpensionist Jann Sjursen, som gør et glimrende arbejde for at tale svages sag. Men alle ved, at det er Jann Sjursen, der taler.

Politikerne har stået i kø for at sige, at det er de virkelig svage, som hjælpen skal rettes imod. Men vi ser ikke andet end end stigning i hjemløshed. En stigning på 23 procent siden 2009.

Venstres pris til Hus Forbi var ikke andet end et misbrug af de hjemløses situation til at meddele et statement, når Venstre begrunder prisen med, at Hus Forbi giver udsatte “en mulighed for at tage ansvar for eget liv”.

Og det er ikke andet end vrangvendt gavepapir, der dækker det egentlige budskab: Der findes nogle borgere, som ikke tager ansvar for eget liv, og dem vil vi gøre livet surt for.

Og det bliver sikkert endnu lavere ydelser og flere sanktioner som kontanthjælpstræk, når næste runde byder sig. De tiltag, som i de senere år har stået på Venstre menu. Det giver også en effekt i form af flere hjemløse-kæledægger på gaden, som man kan kæle og nusse om. Eller skal vi kalde Frihedsprisen til Hus Forbi for et Judas-kys?

Velfærd har intet med luksusbiler at gøre

Finansloven med kontanthjælpsrøveriet angriber velfærden, så syge og ledige skubbes længere ud til kanten. Og så skal man høre en klovneagtig bemærkning om middelklassefamiliers mulighed for at købe en dyr bil.

Der er noget, Joachim B. Olsen har misforstået om hele begrebet velfærd, når han i et svar til Matias Tesfaye siger, at det er en velfærdssag, om en familie kan få en Ford Mondeo lidt billigere eller ej. For som han påpeger, er der andre lande i nærheden af os, hvor familier har råd til større biler. Som en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner og som snart koster lidt mindre, så den velbjærgede familie slipper lidt mindre i afdrag om måneden. Måske svarende til et par rødvine.

"Er det ikke også velfærd, at metalarbejderen og håndværkeren får bedre råd til at købe en familiebil, Mattias Tesfaye?" spørger Joachim B. Olsen på et socialt medie ifølge Avisen.dk.

Og han skriver endvidere:

"En Ford Mondeo og en Octavia er familiebiler. Det et helt almindelige sedaner. Sådan er det i alle andre højt udviklede velfærdssamfund."

Svaret, Joachim B. Olsen, er meget kort og kategorisk: Nej.

Velfærd har aldrig handlet om materielle goder. Jo, materielle goder indgår relativt i det, man til enhver tid vil kalde for velfærd, men derfor er materiel velstand ikke velfærd, og en Ford Mondeo er milevidt fra at passe ind i nogen velfærdsformel. Det er heller ikke forekomsten af hvide aspargesstykker, der gør rejesalat til rejesalat.

Penge er heller ikke velfærd. Velfærd har aldrig handlet om at dele penge ud for penges skyld. Fordi det skulle være velfærd i sig selv at have penge. Den dag, man vil kunne sikre borgeres velfærd uden at dele penge ud til trængende, ville man også stoppe med at dele penge ud. Penge er kun midlet, som i den aktuelle samfundssituation spiller en afgørende rolle for, at man ikke lider afsavn og armod, fysisk eller socialt. For 500 år siden var det ganske sikkert noget andet end cash, man gik op i. Dengang var det vel afgørende, om man tilhørte et fællesskab en i landsby med lune hytter og forråd af føde. Om 500 år kan penge være ligegyldige igen.

Velfærd er et upræcist begreb, men én ting kan man slå fast, hvis man studerer den betydning, ordet altid har haft: Det har aldrig betydet en sikring af nogens rigdom. Det er et værn mod nogens fattigdom. I et velfærdssamfund skal man ikke kunne gå i hundene.

Og i et velfærdssamfund skal man heller ikke ligge vågen om natten over ikke at have et job, for man får penge, der dækker omkostningerne til et liv, så man kan opretholde en tilværelse som ligeværdig medborger.

For eksempel var bistandsloven fra 70’erne, som Venstre-regeringen ved Poul Hartling udarbejdede, det sidste opgør mod fattigvæsenets rester i samfundet. Det sidste stigma skulle tages af panden af de ledige og udsatte. Man skulle kunne bo side om side i en boligopgang ikke kunne se, hvem som gik på arbejde og hvem som ikke gjorde.

Ledighed og sygdom skulle altså ikke føre til, at man måtte bo som et andenrangsmennske eller spise eller klæde sig på en måde, således at det var tydeligt at her var der tale om en syg eller arbejdsløs.

Velfærdens vigtigste landevinding var, at man skulle kunne gå på gaden og ind og ud sin dør, uden at omgivelserne kunne se, at her var der en arbejdsløs. Det var altså ikke nok, at man fik et kasseret brød fra i forgårs og noget hullet tøj, som andre havde smidt ud.

Derudover er velfærd også en masse andet end fattigdomsværn og pleje af hjælpeløse. Det er også uddannelse. Der skal være lige økonomisk adgang til uddannelse, og så langt kom vi da næsten. Der er en rest tilbage af egenbetaling af blandt andet bøger på videregående uddannelser. Velfærd er lighed i sundhed og gratis sygehusbehandling, når man har behov. Men det mest basale er altså føde, hus og klæder og pleje af hjælpeløse.

Den del af velfærden, som så er blevet genstand for ballade i de senere år, har været overførselsindkomster. Kontanthjælpen er i seneste finanslov blevet skåret, og i stedet kan folk med mange penge få lidt rabat på en Ford Mondeo. Det synes Joachim B. Olsen er et velfærdsskridt.

Det er ikke nemt - det er umuligt - at fastsætte, hvad der er rimeligt at udbetale i kontanthjælp, for det er en vilkårlig politisk beslutning, og det er derfor, kontanthjælpen er til diskussion og bliver genstand for tovtrækkerier: Så er der kontanthjælpsloft - så bliver det afskaffet - så kommer der et nyt og såkaldt “moderne” kontanthjælpsloft.

Den overordnede ramme om kontanthjælpsprincippet er Grundlovens bestemmelse om forsørgelse, og den bestemmelse vejleder ikke nærmere: Kan man ikke forsørge sig selv, skal man forsørges. Den bestemmelse er så i alle tider blevet fortolket. I Grundlovens barndom var det noget med fattiggårde og ret strenge vilkår, men store befolkningsgrupper som den fattige bondealmue, havde ligeledes levevilkår, der var strengere, end vi kender i dag. Industriarbejdet i byerne forbedrede manges levevilkår, men det var stadig strenge levevilkår.

Så der var forskel på at være et fattiglem på en fattiggård til at være arbejder i industrien eller landarbejder, men selv om forholdene kan virke grusomme, målt op imod dagens levevilkår, var fattiglemmernes levevilkår ikke langt fra almuens eller arbejderens - dem, der bogstavelig talt knoklede hårdt for dagligt brød.

Så hvad velfærd indebærer af velstand, er altid relativt og måler sig altid op imod, hvad normen er - hvordan de fleste mennesker lever.

Velfærd har ikke i noget, der ligner nyere tid - ikke siden Kanslergadeforliget - været reduceret til blot at sikre borgernes overlevelse - blot at få mad nok til ikke at krepere og tag over hovedet nok til akkurat ikke at fryse ihjel. Der er også et sociologisk lag oven i det strengt biologiske lag. Det sociologiske lag er værdighed. Følelsen af medborgerskab.

Det, der nu præger de politiske ambitioner, er at sænke ydelserne så meget, at det skaber afsavn eller decideret armod, når man tager skridt, som navnlig De Udsattes Råd advarer imod. De senere år har netop også vist, at det er det, der sker, når man strammer. På seks år er hjemløsheden steget med 23 procent.

Når et såkaldt velfærdssamfund udøver den slags udstødelse - altså når sikkerhedsnettet er så hullet, at man kan falde igennem - så bør man ligefrem diskutere, om der overhovedet er tale om et velfærdssamfund, eller om det er en affart, vi skal tale om. “Workfare”, kaldes det af nogle. Et system, som bare udstøder dem, der ikke kan bruges.

Stramninger rammer ikke kun de mest udsatte på det mest basale. Det rammer også folk, der formår at bevare deres bolig, og det rammer dem på værdigheden. Det er uværdigt, hvis man ikke kan betale sit barns fodboldkontingent. Så er man alvorligt amputeret på samfundsdeltagelsen.

Ingen udtrykte disse ambitioner bedre end lige netop statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i august 2012 begrundede ambitionerne om kontanthjælpsstramninger med sætningen: “Vi skal have sulten tilbage”. Men det var jo det - sulten - som Venstre-statsministeren 1973-1975, Poul Hartling, ville gøre op med, da Venstre-regeringen udarbejdede bistandsloven og stillede lovforslaget i 1974 efter en anbefaling fra en socialforskningskommission. I et velfærdssamfund skal man ikke sulte efter hverken mad eller værdighed.

På hele den baggrund, jeg her har beskrevet, er det begrebshærværk at køre en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner ind på scenen og gøre anskaffelsen af en dyr bil til noget som helst spørgsmål om velfærd. Men det er sikkert også meningen. Det er en del af angrebet på velfærden, at man dekonstruerer begrebet og giver ordet en eller flere nye betydninger, der divergerer fra det oprindelige. Fogh-regeringen arbejdede aktivt med det, som Kanslergade - Den Sociale Blog før har beskrevet.