Venstres frihedspris er et bjørnekram eller et Judas-kys til hjemløse, som jo er Venstres egne alterofre.
De færreste grupper i samfundet er så ombejlet af politikere som hjemløse. Der er nærmest tale om små kælelam. Politikere er så glade for hjemløse, at de gerne vil have flere af dem, og de er så glade for hjemløse, at de gerne ser dem forblive det.
Således kunne Venstre i partiets årlige forsamling ikke dy sig for at stikke hjemløseavisen Hus Forbi en såkaldt frihedspris. Til gadens frie fugle, der står og sælger aviser. I Venstre-optik er det vel nærmest heroisk at sige nej til kontanthjælp og i stedet leve forhutlet og beskidt som bladsælger.
Bladets egen organisation var heller ikke imponeret.
- Jeg vil bruge min frihed til at appellere til jer i Venstres
bagland om at udnytte jeres frihed til at arbejde for, at jeres parti
ikke bare holder skåltaler og uddeler priser, når det kommer til
socialpolitik, lød det fra Henrik Søndergaard Pedersen næstformand for Hus Forbi.
- Og jeg vil opfordre Venstre til altid at spørge sig selv, om den førte politik risikerer at sende flere ud i hjemløshed.
Hjemløshed er i løbet af cirka én generation - i tiden med generation x’s tilstedeværelse på scenen - gået fra at være sociologisk obskurt i Danmark til at være hverdagssyn. En stigning som hele det politiske system har fulgt uden at gøre noget alvorligt.
Alle skilte på vejen har varslet så tilstrækkeligt, at man kun kan konkludere, at vi har fået en voksende hjemløseklasse, fordi politikerne gerne vil have dem, for hjemløshed er immervæk ikke dyrt for et samfund som vores at gøre op med.
Men de er ret nyttige at have, hvis man har en vis politisk agenda.
Hjemløshed er brugbart som et skræmmeeksempel. Hvis du ikke opfører dig, som vi vil have det, så kan du selv kigge hen mod bænken og se, hvad der vil ske med dig. Hjemløshed har også været yderst brugbar i politik som en ny laveste værdi for udsathed og svaghed i samfundet. Svarende til at genindføre 10-øren, så 50-øren ikke længere er den ringeste mønt. Det gør, at man kan affeje stærkere gruppers ønsker og krav. Du, der er arbejdsløs, skal ikke komme her og sige, at du tilhører de svage, der har behov for nogen hjælp. De svage er nemlig ikke dig. De rigtig svage er de hjemløse.
Med de hjemløse som laveste værdi bliver det ligefrem uforskammet at kere sig om udsatte, der er bedrestillet i kraft af, at de (endnu) ikke er hjemløse. Kerer man sig om luksusbumser, som har boliger, så vil man ikke sjældent opleve, hvordan socialstrammere foregøgler at tage de udsattes parti og siger: "Hvad bilder du dig egentlig ind. Du har fjernsyn. Tænk på de hjemløse. Det gør vi! Det er dém, vi skal gøre noget for. Ikke jer."
Så de hjemløse er brugbare til at tage underklassen og fragmentere den yderligere, end den er i forvejen. For en samlet underklasse kan repræsentere en forholdsvis stærkere og fælles interesse til fordel for kampen for socialt værn. En fragmenteret underklasse er derimod fuldkommen i samfundsetablissementets vold, hvor grupper af udsatte spilles ud mod hinanden.
De hjemløse er også for længst blevet en del af julestemningen, så folkestemningen følger med. Det har ikke været rigtig jul, hvis man ikke har købt en lodseddel eller doneret en dåse flåede tomater i et supermarkeds indsamling af julekurve.
De hjemløse er nogle af de mest umælende i samfundet, og de står næsten aldrig klar til at reagere på det, der bliver sagt om den gruppe af borgere. Hvis man vil vide, hvad de mener, så ringer journalister til ministerpensionist Jann Sjursen, som gør et glimrende arbejde for at tale svages sag. Men alle ved, at det er Jann Sjursen, der taler.
Politikerne har stået i kø for at sige, at det er de virkelig svage, som hjælpen skal rettes imod. Men vi ser ikke andet end end stigning i hjemløshed. En stigning på 23 procent siden 2009.
Venstres pris til Hus Forbi var ikke andet end et misbrug af de hjemløses situation til at meddele et statement, når Venstre begrunder prisen med, at Hus Forbi giver udsatte “en mulighed for at tage ansvar for eget liv”.
Og det er ikke andet end vrangvendt gavepapir, der dækker det egentlige budskab: Der findes nogle borgere, som ikke tager ansvar for eget liv, og dem vil vi gøre livet surt for.
Og det bliver sikkert endnu lavere ydelser og flere sanktioner som kontanthjælpstræk, når næste runde byder sig. De tiltag, som i de senere år har stået på Venstre menu. Det giver også en effekt i form af flere hjemløse-kæledægger på gaden, som man kan kæle og nusse om. Eller skal vi kalde Frihedsprisen til Hus Forbi for et Judas-kys?
lørdag den 21. november 2015
fredag den 20. november 2015
Velfærd har intet med luksusbiler at gøre
Finansloven med kontanthjælpsrøveriet angriber velfærden, så syge og ledige skubbes længere ud til kanten. Og så skal man høre en klovneagtig bemærkning om middelklassefamiliers mulighed for at købe en dyr bil.
Der er noget, Joachim B. Olsen har misforstået om hele begrebet velfærd, når han i et svar til Matias Tesfaye siger, at det er en velfærdssag, om en familie kan få en Ford Mondeo lidt billigere eller ej. For som han påpeger, er der andre lande i nærheden af os, hvor familier har råd til større biler. Som en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner og som snart koster lidt mindre, så den velbjærgede familie slipper lidt mindre i afdrag om måneden. Måske svarende til et par rødvine.
Velfærd har aldrig handlet om materielle goder. Jo, materielle goder indgår relativt i det, man til enhver tid vil kalde for velfærd, men derfor er materiel velstand ikke velfærd, og en Ford Mondeo er milevidt fra at passe ind i nogen velfærdsformel. Det er heller ikke forekomsten af hvide aspargesstykker, der gør rejesalat til rejesalat.
Penge er heller ikke velfærd. Velfærd har aldrig handlet om at dele penge ud for penges skyld. Fordi det skulle være velfærd i sig selv at have penge. Den dag, man vil kunne sikre borgeres velfærd uden at dele penge ud til trængende, ville man også stoppe med at dele penge ud. Penge er kun midlet, som i den aktuelle samfundssituation spiller en afgørende rolle for, at man ikke lider afsavn og armod, fysisk eller socialt. For 500 år siden var det ganske sikkert noget andet end cash, man gik op i. Dengang var det vel afgørende, om man tilhørte et fællesskab en i landsby med lune hytter og forråd af føde. Om 500 år kan penge være ligegyldige igen.
Velfærd er et upræcist begreb, men én ting kan man slå fast, hvis man studerer den betydning, ordet altid har haft: Det har aldrig betydet en sikring af nogens rigdom. Det er et værn mod nogens fattigdom. I et velfærdssamfund skal man ikke kunne gå i hundene.
Og i et velfærdssamfund skal man heller ikke ligge vågen om natten over ikke at have et job, for man får penge, der dækker omkostningerne til et liv, så man kan opretholde en tilværelse som ligeværdig medborger.
For eksempel var bistandsloven fra 70’erne, som Venstre-regeringen ved Poul Hartling udarbejdede, det sidste opgør mod fattigvæsenets rester i samfundet. Det sidste stigma skulle tages af panden af de ledige og udsatte. Man skulle kunne bo side om side i en boligopgang ikke kunne se, hvem som gik på arbejde og hvem som ikke gjorde.
Ledighed og sygdom skulle altså ikke føre til, at man måtte bo som et andenrangsmennske eller spise eller klæde sig på en måde, således at det var tydeligt at her var der tale om en syg eller arbejdsløs.
Velfærdens vigtigste landevinding var, at man skulle kunne gå på gaden og ind og ud sin dør, uden at omgivelserne kunne se, at her var der en arbejdsløs. Det var altså ikke nok, at man fik et kasseret brød fra i forgårs og noget hullet tøj, som andre havde smidt ud.
Derudover er velfærd også en masse andet end fattigdomsværn og pleje af hjælpeløse. Det er også uddannelse. Der skal være lige økonomisk adgang til uddannelse, og så langt kom vi da næsten. Der er en rest tilbage af egenbetaling af blandt andet bøger på videregående uddannelser. Velfærd er lighed i sundhed og gratis sygehusbehandling, når man har behov. Men det mest basale er altså føde, hus og klæder og pleje af hjælpeløse.
Den del af velfærden, som så er blevet genstand for ballade i de senere år, har været overførselsindkomster. Kontanthjælpen er i seneste finanslov blevet skåret, og i stedet kan folk med mange penge få lidt rabat på en Ford Mondeo. Det synes Joachim B. Olsen er et velfærdsskridt.
Det er ikke nemt - det er umuligt - at fastsætte, hvad der er rimeligt at udbetale i kontanthjælp, for det er en vilkårlig politisk beslutning, og det er derfor, kontanthjælpen er til diskussion og bliver genstand for tovtrækkerier: Så er der kontanthjælpsloft - så bliver det afskaffet - så kommer der et nyt og såkaldt “moderne” kontanthjælpsloft.
Den overordnede ramme om kontanthjælpsprincippet er Grundlovens bestemmelse om forsørgelse, og den bestemmelse vejleder ikke nærmere: Kan man ikke forsørge sig selv, skal man forsørges. Den bestemmelse er så i alle tider blevet fortolket. I Grundlovens barndom var det noget med fattiggårde og ret strenge vilkår, men store befolkningsgrupper som den fattige bondealmue, havde ligeledes levevilkår, der var strengere, end vi kender i dag. Industriarbejdet i byerne forbedrede manges levevilkår, men det var stadig strenge levevilkår.
Så der var forskel på at være et fattiglem på en fattiggård til at være arbejder i industrien eller landarbejder, men selv om forholdene kan virke grusomme, målt op imod dagens levevilkår, var fattiglemmernes levevilkår ikke langt fra almuens eller arbejderens - dem, der bogstavelig talt knoklede hårdt for dagligt brød.
Så hvad velfærd indebærer af velstand, er altid relativt og måler sig altid op imod, hvad normen er - hvordan de fleste mennesker lever.
Velfærd har ikke i noget, der ligner nyere tid - ikke siden Kanslergadeforliget - været reduceret til blot at sikre borgernes overlevelse - blot at få mad nok til ikke at krepere og tag over hovedet nok til akkurat ikke at fryse ihjel. Der er også et sociologisk lag oven i det strengt biologiske lag. Det sociologiske lag er værdighed. Følelsen af medborgerskab.
Det, der nu præger de politiske ambitioner, er at sænke ydelserne så meget, at det skaber afsavn eller decideret armod, når man tager skridt, som navnlig De Udsattes Råd advarer imod. De senere år har netop også vist, at det er det, der sker, når man strammer. På seks år er hjemløsheden steget med 23 procent.
Når et såkaldt velfærdssamfund udøver den slags udstødelse - altså når sikkerhedsnettet er så hullet, at man kan falde igennem - så bør man ligefrem diskutere, om der overhovedet er tale om et velfærdssamfund, eller om det er en affart, vi skal tale om. “Workfare”, kaldes det af nogle. Et system, som bare udstøder dem, der ikke kan bruges.
Stramninger rammer ikke kun de mest udsatte på det mest basale. Det rammer også folk, der formår at bevare deres bolig, og det rammer dem på værdigheden. Det er uværdigt, hvis man ikke kan betale sit barns fodboldkontingent. Så er man alvorligt amputeret på samfundsdeltagelsen.
Ingen udtrykte disse ambitioner bedre end lige netop statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i august 2012 begrundede ambitionerne om kontanthjælpsstramninger med sætningen: “Vi skal have sulten tilbage”. Men det var jo det - sulten - som Venstre-statsministeren 1973-1975, Poul Hartling, ville gøre op med, da Venstre-regeringen udarbejdede bistandsloven og stillede lovforslaget i 1974 efter en anbefaling fra en socialforskningskommission. I et velfærdssamfund skal man ikke sulte efter hverken mad eller værdighed.
På hele den baggrund, jeg her har beskrevet, er det begrebshærværk at køre en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner ind på scenen og gøre anskaffelsen af en dyr bil til noget som helst spørgsmål om velfærd. Men det er sikkert også meningen. Det er en del af angrebet på velfærden, at man dekonstruerer begrebet og giver ordet en eller flere nye betydninger, der divergerer fra det oprindelige. Fogh-regeringen arbejdede aktivt med det, som Kanslergade - Den Sociale Blog før har beskrevet.
Der er noget, Joachim B. Olsen har misforstået om hele begrebet velfærd, når han i et svar til Matias Tesfaye siger, at det er en velfærdssag, om en familie kan få en Ford Mondeo lidt billigere eller ej. For som han påpeger, er der andre lande i nærheden af os, hvor familier har råd til større biler. Som en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner og som snart koster lidt mindre, så den velbjærgede familie slipper lidt mindre i afdrag om måneden. Måske svarende til et par rødvine.
"Er det ikke også velfærd, at metalarbejderen og håndværkeren får bedre råd til at købe en familiebil, Mattias Tesfaye?" spørger Joachim B. Olsen på et socialt medie ifølge Avisen.dk.Og han skriver endvidere:
"En Ford Mondeo og en Octavia er familiebiler. Det et helt almindelige sedaner. Sådan er det i alle andre højt udviklede velfærdssamfund."Svaret, Joachim B. Olsen, er meget kort og kategorisk: Nej.
Velfærd har aldrig handlet om materielle goder. Jo, materielle goder indgår relativt i det, man til enhver tid vil kalde for velfærd, men derfor er materiel velstand ikke velfærd, og en Ford Mondeo er milevidt fra at passe ind i nogen velfærdsformel. Det er heller ikke forekomsten af hvide aspargesstykker, der gør rejesalat til rejesalat.
Penge er heller ikke velfærd. Velfærd har aldrig handlet om at dele penge ud for penges skyld. Fordi det skulle være velfærd i sig selv at have penge. Den dag, man vil kunne sikre borgeres velfærd uden at dele penge ud til trængende, ville man også stoppe med at dele penge ud. Penge er kun midlet, som i den aktuelle samfundssituation spiller en afgørende rolle for, at man ikke lider afsavn og armod, fysisk eller socialt. For 500 år siden var det ganske sikkert noget andet end cash, man gik op i. Dengang var det vel afgørende, om man tilhørte et fællesskab en i landsby med lune hytter og forråd af føde. Om 500 år kan penge være ligegyldige igen.
Velfærd er et upræcist begreb, men én ting kan man slå fast, hvis man studerer den betydning, ordet altid har haft: Det har aldrig betydet en sikring af nogens rigdom. Det er et værn mod nogens fattigdom. I et velfærdssamfund skal man ikke kunne gå i hundene.
Og i et velfærdssamfund skal man heller ikke ligge vågen om natten over ikke at have et job, for man får penge, der dækker omkostningerne til et liv, så man kan opretholde en tilværelse som ligeværdig medborger.
For eksempel var bistandsloven fra 70’erne, som Venstre-regeringen ved Poul Hartling udarbejdede, det sidste opgør mod fattigvæsenets rester i samfundet. Det sidste stigma skulle tages af panden af de ledige og udsatte. Man skulle kunne bo side om side i en boligopgang ikke kunne se, hvem som gik på arbejde og hvem som ikke gjorde.
Ledighed og sygdom skulle altså ikke føre til, at man måtte bo som et andenrangsmennske eller spise eller klæde sig på en måde, således at det var tydeligt at her var der tale om en syg eller arbejdsløs.
Velfærdens vigtigste landevinding var, at man skulle kunne gå på gaden og ind og ud sin dør, uden at omgivelserne kunne se, at her var der en arbejdsløs. Det var altså ikke nok, at man fik et kasseret brød fra i forgårs og noget hullet tøj, som andre havde smidt ud.
Derudover er velfærd også en masse andet end fattigdomsværn og pleje af hjælpeløse. Det er også uddannelse. Der skal være lige økonomisk adgang til uddannelse, og så langt kom vi da næsten. Der er en rest tilbage af egenbetaling af blandt andet bøger på videregående uddannelser. Velfærd er lighed i sundhed og gratis sygehusbehandling, når man har behov. Men det mest basale er altså føde, hus og klæder og pleje af hjælpeløse.
Den del af velfærden, som så er blevet genstand for ballade i de senere år, har været overførselsindkomster. Kontanthjælpen er i seneste finanslov blevet skåret, og i stedet kan folk med mange penge få lidt rabat på en Ford Mondeo. Det synes Joachim B. Olsen er et velfærdsskridt.
Det er ikke nemt - det er umuligt - at fastsætte, hvad der er rimeligt at udbetale i kontanthjælp, for det er en vilkårlig politisk beslutning, og det er derfor, kontanthjælpen er til diskussion og bliver genstand for tovtrækkerier: Så er der kontanthjælpsloft - så bliver det afskaffet - så kommer der et nyt og såkaldt “moderne” kontanthjælpsloft.
Den overordnede ramme om kontanthjælpsprincippet er Grundlovens bestemmelse om forsørgelse, og den bestemmelse vejleder ikke nærmere: Kan man ikke forsørge sig selv, skal man forsørges. Den bestemmelse er så i alle tider blevet fortolket. I Grundlovens barndom var det noget med fattiggårde og ret strenge vilkår, men store befolkningsgrupper som den fattige bondealmue, havde ligeledes levevilkår, der var strengere, end vi kender i dag. Industriarbejdet i byerne forbedrede manges levevilkår, men det var stadig strenge levevilkår.
Så der var forskel på at være et fattiglem på en fattiggård til at være arbejder i industrien eller landarbejder, men selv om forholdene kan virke grusomme, målt op imod dagens levevilkår, var fattiglemmernes levevilkår ikke langt fra almuens eller arbejderens - dem, der bogstavelig talt knoklede hårdt for dagligt brød.
Så hvad velfærd indebærer af velstand, er altid relativt og måler sig altid op imod, hvad normen er - hvordan de fleste mennesker lever.
Velfærd har ikke i noget, der ligner nyere tid - ikke siden Kanslergadeforliget - været reduceret til blot at sikre borgernes overlevelse - blot at få mad nok til ikke at krepere og tag over hovedet nok til akkurat ikke at fryse ihjel. Der er også et sociologisk lag oven i det strengt biologiske lag. Det sociologiske lag er værdighed. Følelsen af medborgerskab.
Det, der nu præger de politiske ambitioner, er at sænke ydelserne så meget, at det skaber afsavn eller decideret armod, når man tager skridt, som navnlig De Udsattes Råd advarer imod. De senere år har netop også vist, at det er det, der sker, når man strammer. På seks år er hjemløsheden steget med 23 procent.
Når et såkaldt velfærdssamfund udøver den slags udstødelse - altså når sikkerhedsnettet er så hullet, at man kan falde igennem - så bør man ligefrem diskutere, om der overhovedet er tale om et velfærdssamfund, eller om det er en affart, vi skal tale om. “Workfare”, kaldes det af nogle. Et system, som bare udstøder dem, der ikke kan bruges.
Stramninger rammer ikke kun de mest udsatte på det mest basale. Det rammer også folk, der formår at bevare deres bolig, og det rammer dem på værdigheden. Det er uværdigt, hvis man ikke kan betale sit barns fodboldkontingent. Så er man alvorligt amputeret på samfundsdeltagelsen.
Ingen udtrykte disse ambitioner bedre end lige netop statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i august 2012 begrundede ambitionerne om kontanthjælpsstramninger med sætningen: “Vi skal have sulten tilbage”. Men det var jo det - sulten - som Venstre-statsministeren 1973-1975, Poul Hartling, ville gøre op med, da Venstre-regeringen udarbejdede bistandsloven og stillede lovforslaget i 1974 efter en anbefaling fra en socialforskningskommission. I et velfærdssamfund skal man ikke sulte efter hverken mad eller værdighed.
På hele den baggrund, jeg her har beskrevet, er det begrebshærværk at køre en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner ind på scenen og gøre anskaffelsen af en dyr bil til noget som helst spørgsmål om velfærd. Men det er sikkert også meningen. Det er en del af angrebet på velfærden, at man dekonstruerer begrebet og giver ordet en eller flere nye betydninger, der divergerer fra det oprindelige. Fogh-regeringen arbejdede aktivt med det, som Kanslergade - Den Sociale Blog før har beskrevet.
fredag den 30. oktober 2015
Hvorfor taler en mafiagangster som en sagsbehandler og omvendt?
Sproget er tegnende. Derfor skal man blot studere sprogbruget, som det offentlige anvender, hvis man vil kende systemets syn på de arbejdsløse, som tillader sig at hæve penge fra offentlige. Gør op med den anakronistiske undertrykkelse.
Er man arbejdsløs og får penge fra det sociale system, sker der noget i den måde, hvorpå man bliver tiltalt. Man bliver reelt behandlet som et andenrangsmenneske af det offentlige. Det kan fuldt ud sidestilles med noget, man kender fra undertrykkende samfund i andre tider eller steder. Intet kan som sproget, markere hvem der er inde i varmen eller ude. Høj eller lav. Skolelæreren taler på én måde til sine elever og på en anden måde til sine kolleger. Det er ikke så odiøst. Men det var det i Sydafrika under Apartheid eller amerikanske sydstater under den temmelig lignende segregation af sorte og hvide.
Man skal ikke have set særlig mange mafiafilm og modtaget særlig mange breve fra socialsystemet, før man finder ligheden slående: Ligheden i sproget.
Det sociale system anvender en særlig mafiøs betydning af velkendte danske ord, så de ikke betyder det samme på socialkontoret, som ordene betyder udenfor. For eksempel mellem kunde og ekspedient i en butik eller mellem to mennesker, som står og venter på bussen sammen.
Det mafiøse sprogbrug, som jeg senere giver eksempler på, optræder typisk i sammenhænge, hvor:
- Magtforholdet mellem to parter er asymmetrisk, altså særligt ulige. Der er en stærk og en svag.
- Og hvor der er behov for at den stærke part så effektivt som muligt kan få den svage part i forholdet til at adlyde.
De egenskaber har gangstere og sagsbehandlere til fælles.
En anden fælles egenskab er, at budskaberne sagtens kunne siges ligeud, for det har den stærke part magt til at kunne gøre. Der er bare ét problem for den stærke part, og det er risikoen for at andre kan høre eller læse med og blive klar over, hvad der foregår. Det mafiøse sprog anvendes, fordi noget ved det hele er moralsk lyssky. Socialkontoret vil her sikkert sige, at den overholder lovgivningen, og det gør socialkontoret måske også nogle gange. Men derfor kan det stadig krænke folks gængse moral.
Mafiabosser bruger sproget, fordi der er risiko for at blive aflyttet af politiet.
Socialkontoret bruger måske sproget for at påvirke en eventuel behandling hos Ankestyrelsen eller for at sløre synet for en journalist, der graver i en sag om tvangsfjernede børn eller sygedagpenge, som er blevet tilbageholdt.
Erstatningsordene bruges i hvert fald, fordi nogen har behov for at kaste med røgslør over for nogen, som helst ikke må se.
For de få, der ikke kender hverken gangster- eller skrankesprog, følger her en ganske lille ordbog- Det første ord er skrankesprog. Ordet efter lighedstegnet er dansk, som vi har en fællesforståelse af:
Samarbejde = Underkastelse.
Deltagelse = Gøre som der bliver sagt.
Tilbud = Befaling.
Ansvar = Skyld.
Disse fire ord er positivt ladede, men betyder noget anderledes forstemt i mafiasammenhæng og på socialkontoret.
Følger man ikke befalinger, hedder det, at man ikke vil samarbejde.
Et tilbud om arbejdsprøvning eller anbringelse af et barn, er ét, som man på corleonsk vis ikke kan afslå. Ordet tilbud anvendes om tvangsforanstaltninger.
Læg dertil det mafiøse mønster, at folk som protesterer og gør vrøvl eller blot modargumenterer oplever, at blive mødt med anderledes sagsbehandlerskridt, end hvis de ikke gjorde. Og her taler vi ikke om skridt i den bedre retning, som borgeren beder om. Tværtimod. Og så får man typisk en begrundelse, hvor et af ovenstående fire ord indgår.
Foruden mafiøse udtryk ses et skvaldrende brug af ord. At blive indkaldt til en opfølgende samtale om sit forløb på kontanthjælp, begyndte pludselig at hedde en “jobsamtale”! Det har nogen bestemt, at det skal hedde, vel vidende, at det sammensatte ord, jobsamtale, ikke er spor ledigt i det danske vokabularium, hvor jobsamtale allerede har en klar og tydelig fællesbetydning for alle voksne danskere og unge, som er på vej til at blive det: Jobsamtale har i årtier betydet, at dem man taler med, er nogen, der overvejer at ansætte en.
At blive indkaldt til jobsamtale på Jobcenter, betyder kun de allerfærreste gange, at nogen skal ind og tale, fordi man er i betragtning til en ledig stilling - i Jobcentret!
Når ordmisbruget finder sted, kan det ikke være tilfældigt, for det er grangiveligt et velbegavet menneske, der har fundet på unoden og som kender alle konnotationer eller automatiske tanker, som ordet vil fremkalde i den sammenhæng, som ordet bringes i. Uden at sammenligne yderligere: Husk, hvad ordet “brusebad” betød i kz-lejrene. Tåbelige lejrvagter, som var hjernevasket med dehumanisering, har helt sikkert grinet, imens det blev sagt.
Brugen af ordet “jobsamtale” går især på to ben: Hån og pisk:
- Hån, fordi det svarer til at smide en bananskræl foran en tigger og sige: “Værs’go, spis din mad”. Man får ikke den jobsamtale, som man drømmer om at kunne få en dag. Man får det, der svarer til skrællen af en banan, hvis man er sulten.
- Pisk, fordi det er subtilt spark i røven, der siger, at hvis du ikke snart får dig en rigtig jobsamtale, så får du flere af vores (og de er ikke morsomme!).
Brugen af ordet “jobsamtale” er ikke specielt mafiøst, men fælles er det, at man anvender nogle ord, som betyder noget i forvejen, og giver dem en ny betydning, som anvendes nedladende over for en særligt udpeget gruppe. Sådan et sprogmønster er særligt kendetegnet undertrykkelse og opsplitning af befolkningsgrupper, som man har kendt i tidernes løb.
At tale lige høfligt og respektfuldt til alle, er en fundamental del af dannelse i vores kultur. Man er helt enkelt en udannet sjuft - udannet med ét d - hvis man taler nedladende til andre voksne. I vores kultur har man skullet være særlig anbragt på sidespor for at falde ud af den nåde. For eksempel som kriminel og i fængsel. Eller anbragt på datidens åndssvageanstalter (hvor man blandede mentalt retarderede med besværlige mennesker, som var normaltbegavede) eller datidens fattiggårde.
Dels er socialkontorene selv gennemsyret af dybt nedladende attitude, og dels kommer der nogle helt konkrete krav fra regeringen. Jeg hørte engang, at a-kassen AJKS, som organiserer flere kommunikationsfag, engang ville sende venligere breve ud til sine medlemmer på dagpenge. Det blev stoppet af den pågældende styrelse på området, som forlangte nogle ganske bestemte og nedladende og skarpe formuleringer.
Enhver, som tiltales som andet end et voksent menneske med integritet, bør sige fra. Lad os gøre det i fællesskab.
Der er en forestilling om, at denne nedladende attitude optimerer beskæftigelsesgraden hos de mennesker, som udsættes for den. Men jeg tillader mig virkelig at tvivle. Det er en syre, som virker nedbrydende på mennesker, og det kan næppe højne nogen beskæftigelsesgrad. Slet ikke hos de syge, som ingen mulighed har for at slippe ud.
Er man arbejdsløs og får penge fra det sociale system, sker der noget i den måde, hvorpå man bliver tiltalt. Man bliver reelt behandlet som et andenrangsmenneske af det offentlige. Det kan fuldt ud sidestilles med noget, man kender fra undertrykkende samfund i andre tider eller steder. Intet kan som sproget, markere hvem der er inde i varmen eller ude. Høj eller lav. Skolelæreren taler på én måde til sine elever og på en anden måde til sine kolleger. Det er ikke så odiøst. Men det var det i Sydafrika under Apartheid eller amerikanske sydstater under den temmelig lignende segregation af sorte og hvide.
Man skal ikke have set særlig mange mafiafilm og modtaget særlig mange breve fra socialsystemet, før man finder ligheden slående: Ligheden i sproget.
Det sociale system anvender en særlig mafiøs betydning af velkendte danske ord, så de ikke betyder det samme på socialkontoret, som ordene betyder udenfor. For eksempel mellem kunde og ekspedient i en butik eller mellem to mennesker, som står og venter på bussen sammen.
Det mafiøse sprogbrug, som jeg senere giver eksempler på, optræder typisk i sammenhænge, hvor:
- Magtforholdet mellem to parter er asymmetrisk, altså særligt ulige. Der er en stærk og en svag.
- Og hvor der er behov for at den stærke part så effektivt som muligt kan få den svage part i forholdet til at adlyde.
De egenskaber har gangstere og sagsbehandlere til fælles.
En anden fælles egenskab er, at budskaberne sagtens kunne siges ligeud, for det har den stærke part magt til at kunne gøre. Der er bare ét problem for den stærke part, og det er risikoen for at andre kan høre eller læse med og blive klar over, hvad der foregår. Det mafiøse sprog anvendes, fordi noget ved det hele er moralsk lyssky. Socialkontoret vil her sikkert sige, at den overholder lovgivningen, og det gør socialkontoret måske også nogle gange. Men derfor kan det stadig krænke folks gængse moral.
Mafiabosser bruger sproget, fordi der er risiko for at blive aflyttet af politiet.
Socialkontoret bruger måske sproget for at påvirke en eventuel behandling hos Ankestyrelsen eller for at sløre synet for en journalist, der graver i en sag om tvangsfjernede børn eller sygedagpenge, som er blevet tilbageholdt.
Erstatningsordene bruges i hvert fald, fordi nogen har behov for at kaste med røgslør over for nogen, som helst ikke må se.
For de få, der ikke kender hverken gangster- eller skrankesprog, følger her en ganske lille ordbog- Det første ord er skrankesprog. Ordet efter lighedstegnet er dansk, som vi har en fællesforståelse af:
Samarbejde = Underkastelse.
Deltagelse = Gøre som der bliver sagt.
Tilbud = Befaling.
Ansvar = Skyld.
Disse fire ord er positivt ladede, men betyder noget anderledes forstemt i mafiasammenhæng og på socialkontoret.
Følger man ikke befalinger, hedder det, at man ikke vil samarbejde.
Et tilbud om arbejdsprøvning eller anbringelse af et barn, er ét, som man på corleonsk vis ikke kan afslå. Ordet tilbud anvendes om tvangsforanstaltninger.
Læg dertil det mafiøse mønster, at folk som protesterer og gør vrøvl eller blot modargumenterer oplever, at blive mødt med anderledes sagsbehandlerskridt, end hvis de ikke gjorde. Og her taler vi ikke om skridt i den bedre retning, som borgeren beder om. Tværtimod. Og så får man typisk en begrundelse, hvor et af ovenstående fire ord indgår.
Foruden mafiøse udtryk ses et skvaldrende brug af ord. At blive indkaldt til en opfølgende samtale om sit forløb på kontanthjælp, begyndte pludselig at hedde en “jobsamtale”! Det har nogen bestemt, at det skal hedde, vel vidende, at det sammensatte ord, jobsamtale, ikke er spor ledigt i det danske vokabularium, hvor jobsamtale allerede har en klar og tydelig fællesbetydning for alle voksne danskere og unge, som er på vej til at blive det: Jobsamtale har i årtier betydet, at dem man taler med, er nogen, der overvejer at ansætte en.
At blive indkaldt til jobsamtale på Jobcenter, betyder kun de allerfærreste gange, at nogen skal ind og tale, fordi man er i betragtning til en ledig stilling - i Jobcentret!
Når ordmisbruget finder sted, kan det ikke være tilfældigt, for det er grangiveligt et velbegavet menneske, der har fundet på unoden og som kender alle konnotationer eller automatiske tanker, som ordet vil fremkalde i den sammenhæng, som ordet bringes i. Uden at sammenligne yderligere: Husk, hvad ordet “brusebad” betød i kz-lejrene. Tåbelige lejrvagter, som var hjernevasket med dehumanisering, har helt sikkert grinet, imens det blev sagt.
Brugen af ordet “jobsamtale” går især på to ben: Hån og pisk:
- Hån, fordi det svarer til at smide en bananskræl foran en tigger og sige: “Værs’go, spis din mad”. Man får ikke den jobsamtale, som man drømmer om at kunne få en dag. Man får det, der svarer til skrællen af en banan, hvis man er sulten.
- Pisk, fordi det er subtilt spark i røven, der siger, at hvis du ikke snart får dig en rigtig jobsamtale, så får du flere af vores (og de er ikke morsomme!).
Brugen af ordet “jobsamtale” er ikke specielt mafiøst, men fælles er det, at man anvender nogle ord, som betyder noget i forvejen, og giver dem en ny betydning, som anvendes nedladende over for en særligt udpeget gruppe. Sådan et sprogmønster er særligt kendetegnet undertrykkelse og opsplitning af befolkningsgrupper, som man har kendt i tidernes løb.
At tale lige høfligt og respektfuldt til alle, er en fundamental del af dannelse i vores kultur. Man er helt enkelt en udannet sjuft - udannet med ét d - hvis man taler nedladende til andre voksne. I vores kultur har man skullet være særlig anbragt på sidespor for at falde ud af den nåde. For eksempel som kriminel og i fængsel. Eller anbragt på datidens åndssvageanstalter (hvor man blandede mentalt retarderede med besværlige mennesker, som var normaltbegavede) eller datidens fattiggårde.
Dels er socialkontorene selv gennemsyret af dybt nedladende attitude, og dels kommer der nogle helt konkrete krav fra regeringen. Jeg hørte engang, at a-kassen AJKS, som organiserer flere kommunikationsfag, engang ville sende venligere breve ud til sine medlemmer på dagpenge. Det blev stoppet af den pågældende styrelse på området, som forlangte nogle ganske bestemte og nedladende og skarpe formuleringer.
Enhver, som tiltales som andet end et voksent menneske med integritet, bør sige fra. Lad os gøre det i fællesskab.
Der er en forestilling om, at denne nedladende attitude optimerer beskæftigelsesgraden hos de mennesker, som udsættes for den. Men jeg tillader mig virkelig at tvivle. Det er en syre, som virker nedbrydende på mennesker, og det kan næppe højne nogen beskæftigelsesgrad. Slet ikke hos de syge, som ingen mulighed har for at slippe ud.
onsdag den 28. oktober 2015
Nu har borgerne udtømt alle muligheder - nu er det dovne politikeres tur
Det politiske system forlanger af borgerne, at de skal udtømme alle muligheder, men det forlanger systemet ikke af sig selv. Politikerne har intet som helst gjort for at undersøge, om man kunne gøre det bedre og mere menneskeværdigt end det nuværende rædselsregime, som de syge trækkes igennem, før de måske kan få fleksjob eller førtidspension.
Det politiske system forlanger af varigt syge borgere, at absolut alle muligheder skal udtømmes og endnu mere til, før man kan få fleksjob eller førtidspension.
Det er den eneste måde, hvorpå systemet kan sikre, at alle som kan arbejde, rent faktisk kommer til det, så ingen snyder og kører på fribillet, lyder logikken.
Flest mulige skal altså bestille noget og flest mulige skal i højest mulige grad kunne forsørge sig selv.
Den målsætning er meget svær at være uenig i. Man kan sige, at udsagnet med et brag dumper den såkaldte “ikke-test”. Man kan ikke sætte ordet “ikke” ind i sætningen og finde nogen af betydning, der vil være enig i udsagnet.
Som at have en psykopat til chef
Men den negative tilgang, hvor systemet forlanger af borgerne, alle muligheder er udtømte, er noget, som systemet ikke forlanger af sig selv. Politikudviklingen er foregået med tætte skyklapper, og der er hoppet over gærdet, hvor det er så lavt, at det er gravet ned.
Det politiske system har overhovedet ikke selv undersøgt, om der er andre metoder, der virker. Den førte politik er idéforladt, reaktionær, kontrolmanisk, misantropisk, doven, paranoid, ensporet og fastlåst i sin forestilling. Og disse dårligdomme lider hele samfundet under. For de borgere, der er underlagt systemet, er det som at have en psykopat til chef.
Det politiske system har fuldkommen forsømt at undersøge, udtømme og udelukke, om man på anderledes positiv vis kan højne beskæftigelsesgraden og selvforsørgelsesgraden til det samme eller noget i nærheden blandt syge og handicappede med nedsat arbejdsevne.
Mette Frederiksens hånlige karikatur
Man kunne starte med at se, hvilken effekt, det har at tildele borgere førtidspension. Myten er, at det fører til dårligere helbred og social isolation. Mette Frederiksen afleverede det patroniserende statement, at det skulle være slut med at leve bag nedrullede gardiner.
Der er dog meget, der tyder på - ikke mindst en 2014-undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, at det forholder sig stik modsat. Det passer med de mange samstemmende beretninger, man får fra de personer, som slæbes igennem systemet. De taler om det som psykisk udmagrende. En læge kunne for nylig berette, at fysisk syge bliver psykisk syge af at udtømme mulighederne for at komme i job.
At få førtidspension beskrives af mange som frigørende. Det er der, de føler, at noget kan bygges op igen.
Både forskning og hverdagens empiri sandsynliggør, at en meget syg eller handicappet borger, langt fra arbejdsmarkedet, har langt bedre forudsætninger for at kunne mobilisere nogle kræfter og anvende dem til produktive formål i forskellige grader, hvis man holder op med at holde dem som slaver.
Slaskedukker i stedet for arbejdskraft
Man ser det i mange socialøkonomiske virksomheder, hvor førtidspensionister bidrager med det, de kan. Fænomenet er dog stærkt truet af den skærpede politik på området. I stedet for at være i kontakt med ældre- og handicapforvaltninger eller borgerne selv, er socialøkonomisk praktik måske ved at udvikle sig til kortvarige arbejdsevnetest i samarbejde med beskæftigelsesforvaltninger og med den syge borger som kastebold og slaskedukke uden indflydelse på sin hverdag.
Nye førtidspensionister kunne i stedet blive mødt med positive tilbud fra beskyttede jobmiljøer i det offentlige eller i det private. I offentlig-privat samarbejde eller hos selvejende institutioner eller foreninger i civilsamfundet. Spejderforeninger, idrætsforeninger, kirkelige aktiviteter, kulturforeninger og lignende er ikke målbare i bruttonationalproduktet, men de skaber et stærkt civilsamfund, som giver grobund for målbar velstand.
Direkte kontraproduktivt
På samme vis forbereder man ikke fleksjobberes liv på fleksjob ved at trække dem igennem et årelangt og ødelæggende forløb. En fleksjobber afklares bedst ved at fleksjobbe. Ikke ved at ødelægge deres ressourcer i et afklaringsforløb.
I det hele taget ødelægger man borgere psykisk og fysisk ved det, der foregår nu. For eksempel minder sagen Kim Damgaard fra Vejen om et æsel, der bare får flere og flere pisk, desto mere æslet går i stå. Så grotesk er det. Det styrker ikke borgernes ressourcer. Det er direkte kontraproduktivt.
Og hvem ved, om en omvendt tilgang til de syge og uarbejdsdygtige ikke kunne vise sig at give en endnu højere beskæftigelsesgrad hos målgruppen end det nuværende vanvid? Et vanvid, som kun tegner sig til at blive en statistik fiasko. Ressourceforløbene har slået flere ihjel, end de har sendt folk i job.
Det politiske system forlanger af varigt syge borgere, at absolut alle muligheder skal udtømmes og endnu mere til, før man kan få fleksjob eller førtidspension.
Det er den eneste måde, hvorpå systemet kan sikre, at alle som kan arbejde, rent faktisk kommer til det, så ingen snyder og kører på fribillet, lyder logikken.
Flest mulige skal altså bestille noget og flest mulige skal i højest mulige grad kunne forsørge sig selv.
Den målsætning er meget svær at være uenig i. Man kan sige, at udsagnet med et brag dumper den såkaldte “ikke-test”. Man kan ikke sætte ordet “ikke” ind i sætningen og finde nogen af betydning, der vil være enig i udsagnet.
Som at have en psykopat til chef
Men den negative tilgang, hvor systemet forlanger af borgerne, alle muligheder er udtømte, er noget, som systemet ikke forlanger af sig selv. Politikudviklingen er foregået med tætte skyklapper, og der er hoppet over gærdet, hvor det er så lavt, at det er gravet ned.
Det politiske system har overhovedet ikke selv undersøgt, om der er andre metoder, der virker. Den førte politik er idéforladt, reaktionær, kontrolmanisk, misantropisk, doven, paranoid, ensporet og fastlåst i sin forestilling. Og disse dårligdomme lider hele samfundet under. For de borgere, der er underlagt systemet, er det som at have en psykopat til chef.
Det politiske system har fuldkommen forsømt at undersøge, udtømme og udelukke, om man på anderledes positiv vis kan højne beskæftigelsesgraden og selvforsørgelsesgraden til det samme eller noget i nærheden blandt syge og handicappede med nedsat arbejdsevne.
Mette Frederiksens hånlige karikatur
Man kunne starte med at se, hvilken effekt, det har at tildele borgere førtidspension. Myten er, at det fører til dårligere helbred og social isolation. Mette Frederiksen afleverede det patroniserende statement, at det skulle være slut med at leve bag nedrullede gardiner.
Der er dog meget, der tyder på - ikke mindst en 2014-undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, at det forholder sig stik modsat. Det passer med de mange samstemmende beretninger, man får fra de personer, som slæbes igennem systemet. De taler om det som psykisk udmagrende. En læge kunne for nylig berette, at fysisk syge bliver psykisk syge af at udtømme mulighederne for at komme i job.
At få førtidspension beskrives af mange som frigørende. Det er der, de føler, at noget kan bygges op igen.
Både forskning og hverdagens empiri sandsynliggør, at en meget syg eller handicappet borger, langt fra arbejdsmarkedet, har langt bedre forudsætninger for at kunne mobilisere nogle kræfter og anvende dem til produktive formål i forskellige grader, hvis man holder op med at holde dem som slaver.
Slaskedukker i stedet for arbejdskraft
Man ser det i mange socialøkonomiske virksomheder, hvor førtidspensionister bidrager med det, de kan. Fænomenet er dog stærkt truet af den skærpede politik på området. I stedet for at være i kontakt med ældre- og handicapforvaltninger eller borgerne selv, er socialøkonomisk praktik måske ved at udvikle sig til kortvarige arbejdsevnetest i samarbejde med beskæftigelsesforvaltninger og med den syge borger som kastebold og slaskedukke uden indflydelse på sin hverdag.
Nye førtidspensionister kunne i stedet blive mødt med positive tilbud fra beskyttede jobmiljøer i det offentlige eller i det private. I offentlig-privat samarbejde eller hos selvejende institutioner eller foreninger i civilsamfundet. Spejderforeninger, idrætsforeninger, kirkelige aktiviteter, kulturforeninger og lignende er ikke målbare i bruttonationalproduktet, men de skaber et stærkt civilsamfund, som giver grobund for målbar velstand.
Direkte kontraproduktivt
På samme vis forbereder man ikke fleksjobberes liv på fleksjob ved at trække dem igennem et årelangt og ødelæggende forløb. En fleksjobber afklares bedst ved at fleksjobbe. Ikke ved at ødelægge deres ressourcer i et afklaringsforløb.
I det hele taget ødelægger man borgere psykisk og fysisk ved det, der foregår nu. For eksempel minder sagen Kim Damgaard fra Vejen om et æsel, der bare får flere og flere pisk, desto mere æslet går i stå. Så grotesk er det. Det styrker ikke borgernes ressourcer. Det er direkte kontraproduktivt.
Og hvem ved, om en omvendt tilgang til de syge og uarbejdsdygtige ikke kunne vise sig at give en endnu højere beskæftigelsesgrad hos målgruppen end det nuværende vanvid? Et vanvid, som kun tegner sig til at blive en statistik fiasko. Ressourceforløbene har slået flere ihjel, end de har sendt folk i job.
mandag den 19. oktober 2015
Ressourceforløb bygger på sproglig manipulation
Før handlede førtidspension om arbejdsevner. Nu er det såkaldte ressourcer. Men ordene betyder det samme i sammenhængen. Fuldkommen det samme. Den førte politik og praksis er et retorisk svindelnummer, der ikke kan overleve en simpel analyse.
Vi er sprunget fra det ene kriterium til det andet, når vi har snakket om folks arbejdsduelighed. Måske er det en skrøne - måske ikke. Men i gamle dage talte man om de diagnoser, der udløste en førtidspension.
Alt fra blindhed til skizofreni. Det gjorde man op med i reformen fra 2003, hvor diagnosekriteriet i loven om førtidspension blev erstattet af et arbejdsevnekriterium. Der skete også en udfladning af satsstrukturen, så laveste og mellemste sats bortfaldt. Nu var der ikke længere "discountførtidspension" til discountinvalide. Nu kunne man være arbejdsinvalid. Til gengæld skulle det dokumenteres yderst grundigt fra 2003.
Arbejdsevnekriteriet skulle have "sat en prop i", som det kaldes og mindske tilgangen til førtidspension. Det skete ikke.
Så tog man i 2012 den strammest mulige førtidspensionslov og strammede den endnu mere. Altså over gevind. En de facto ophævelse af førtidspension som ordning, borgere har lige lovadgang til, hvis visse kriterier opfyldes.
Nu var det ikke nok, at alle lægepapirer og arbejdsprøvninger viste, at man ikke havde en restarbejdsevne at udvikle. Nu smed man et nyt begreb i spil, som ikke var arbejdsevne.
Ressourcer, kaldtes det. Altså, når det er helt udelukket, at man har arbejdsevne tilbage, der kan udvikles, så tager man hul på sidste reserve: Borgerens ressourcer. Nu skal mulighederne for at udvikles borgerens ressourcer undersøges. Og kan borgerens ressourcer udvikles, kan disse ressourcer måske mutere til arbejdsevne.
Og det er så ophøjet til national lov nu og administrativ praksis. Noget, der faktisk er aldeles og totalt nonsens. Intet mindre.
For hvad er arbejdsevne?
Og hvad er ressourcer?
I forhold til chancen for at komme i arbejde - er svaret: Det samme. Fuldkommen det samme.
Begrebet ressourcer er bare et synonym til arbejdsevne, der befinder sig et trin højere oppe på abstraktionsstigen:
Begrebet ressourcer, når det anvendes i arbejdsevnesammenhæng, er altså intet andet end en abstrahering af begrebet arbejdsevne, og begrebet arbejdsevne er en konkretisering af begrebet ressourcer.
Ressourcer er et ekstremt abstrakt begreb, der dækker over alt, der er kræfter i. Ressourcer er de kræfter, et menneske har - det brændstof en bil kører på - og meget, meget andet.
Et andet abstrakt begreb er for eksempel "karriere". Det kan være en hvilken som helst karriere. En karriere som bankrøver, ingeniør eller eller psoriasispatient. Eller begrebet befordringsmiddel, som er ekstremt abstrakt: Det kan være et økonomisk incitament i politik (vi sænker kontanthjælpen - det befordrer folk til at finde job), og det kan betyde transportmiddel, som igen kan betyde bus eller tog. Altså, befordringsmiddel findes på toppen af abstraktionsstigen. Det næste ord er transportmiddel, og det nederste ord på stigen er bus. Hov, vi kan også gå helt ned og nævne mærket, årstallet og stelnummeret, så ingen kan være i tvivl om, nøjagtigt hvilken bus der menes.
Abstraktionsstigen er også en pyramide. Øverst oppe findes de færreste ord. Og nederst - i det mest konkrete - er ordene talrige som sandkorn i ørkenen.
Tilbage til ressourcer: Det er ikke andet end et erstatningsord for arbejdsevne. Det, som mulighederne skulle udtømmes for allerede med 2003-loven. For når spørgsmålet er, hvilken ressource, der skal til for at kunne forsørge sig selv ved arbejde, så peger den nedadgående pil kun på ét begreb, der findes et trin længere nede: Arbejdsevne. Det altafgørende er, om man har evner, der kan bruges i arbejde. Det er fuldkommen ligegyldigt, hvor langt man kan spytte, selv om langspytning i sig selv er en ressource.
Ordet arbejdsevne er abstrakt nok i sig selv. Et trin længere nede kommer det, der definerer en arbejdsevne: Fysiske kræfter, kognitive evner. Helbred og fravær af sygdom.
Forestillingen om, at man fra ressourcer kan bypasse sig forbi arbejdsevnekriteriet - fordi borgeren har dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan udvikles - og pludselig lande på selvforsørgelse, er intellektuel nonsens.
Der er rigtig mange borgere, der sendes i ressourceforløb, selv om de har speciallægeprognoser, som ikke viser vej til selvforsørgelse. Hvor det er udelukket, at de kan noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet, og hvor det er udelukket, at deres begrænsninger kan helbredes, så det kan ske.
Det har ført til mange "morsomheder". En kvinde på Fyn, jeg har hørt om, fik et ressourceforløb, hvor hun skulle nusse om sine roser i haven. Det er i det mindste ikke så farligt. Men det er et eksempel på, hvad man kan arbejde med af ressourcer, hvis det ikke er arbejdsevneressourcer.
Endnu værre så findes de tiltag, som går stik imod lægers advarsler om, hvad der kan gøre dem sygere. Altså hvor man tilrettelægger et ressourceforløb som om, lægernes advarsler ikke er blevet hørt. Det hører man ofte om. Og om lægekonsulenter, der fuldstændig forvansker de ord, speciallægen udtalte.
Nu beretter læger i dagspressen, at disse ressourceforløb gøre mange borger sygere, og det er ikke spor overraskende. Det er heller ikke overraskende, at det har slået flere folk ihjel, end det har sendt folk i job, som en afsløring af Nordjyske Stiftstidende for nylig viste.
Man kunne forestille sig, at man tilsvarende fuskede med begreberne i tekniske installationer eller bygningskonstruktioner. Så ville der tilsvarende ske sammenbrud og ulykker. Nu går det ud over mennesker. Det kan politikere og administratorer sidde og bortforklare i ét væk. Men de kan ikke se sig i spejlet.
Der findes et yderst spinkelt fåtal af borgere, som fik job efter ressourceforløb.
Det kunne de få, fordi de rent faktisk havde en arbejdsevne at udvikle. Intet andet som helst fidumskudum, der peger op ad abstraktionsstigen på "ressourcer", fordi der ingen arbejdsevne var eller håb for.
Vi er sprunget fra det ene kriterium til det andet, når vi har snakket om folks arbejdsduelighed. Måske er det en skrøne - måske ikke. Men i gamle dage talte man om de diagnoser, der udløste en førtidspension.
Alt fra blindhed til skizofreni. Det gjorde man op med i reformen fra 2003, hvor diagnosekriteriet i loven om førtidspension blev erstattet af et arbejdsevnekriterium. Der skete også en udfladning af satsstrukturen, så laveste og mellemste sats bortfaldt. Nu var der ikke længere "discountførtidspension" til discountinvalide. Nu kunne man være arbejdsinvalid. Til gengæld skulle det dokumenteres yderst grundigt fra 2003.
Arbejdsevnekriteriet skulle have "sat en prop i", som det kaldes og mindske tilgangen til førtidspension. Det skete ikke.
Så tog man i 2012 den strammest mulige førtidspensionslov og strammede den endnu mere. Altså over gevind. En de facto ophævelse af førtidspension som ordning, borgere har lige lovadgang til, hvis visse kriterier opfyldes.
Nu var det ikke nok, at alle lægepapirer og arbejdsprøvninger viste, at man ikke havde en restarbejdsevne at udvikle. Nu smed man et nyt begreb i spil, som ikke var arbejdsevne.
Ressourcer, kaldtes det. Altså, når det er helt udelukket, at man har arbejdsevne tilbage, der kan udvikles, så tager man hul på sidste reserve: Borgerens ressourcer. Nu skal mulighederne for at udvikles borgerens ressourcer undersøges. Og kan borgerens ressourcer udvikles, kan disse ressourcer måske mutere til arbejdsevne.
Og det er så ophøjet til national lov nu og administrativ praksis. Noget, der faktisk er aldeles og totalt nonsens. Intet mindre.
For hvad er arbejdsevne?
Og hvad er ressourcer?
I forhold til chancen for at komme i arbejde - er svaret: Det samme. Fuldkommen det samme.
Begrebet ressourcer er bare et synonym til arbejdsevne, der befinder sig et trin højere oppe på abstraktionsstigen:
Ressourcer er et ekstremt abstrakt begreb, der dækker over alt, der er kræfter i. Ressourcer er de kræfter, et menneske har - det brændstof en bil kører på - og meget, meget andet.
Et andet abstrakt begreb er for eksempel "karriere". Det kan være en hvilken som helst karriere. En karriere som bankrøver, ingeniør eller eller psoriasispatient. Eller begrebet befordringsmiddel, som er ekstremt abstrakt: Det kan være et økonomisk incitament i politik (vi sænker kontanthjælpen - det befordrer folk til at finde job), og det kan betyde transportmiddel, som igen kan betyde bus eller tog. Altså, befordringsmiddel findes på toppen af abstraktionsstigen. Det næste ord er transportmiddel, og det nederste ord på stigen er bus. Hov, vi kan også gå helt ned og nævne mærket, årstallet og stelnummeret, så ingen kan være i tvivl om, nøjagtigt hvilken bus der menes.
Abstraktionsstigen er også en pyramide. Øverst oppe findes de færreste ord. Og nederst - i det mest konkrete - er ordene talrige som sandkorn i ørkenen.
Tilbage til ressourcer: Det er ikke andet end et erstatningsord for arbejdsevne. Det, som mulighederne skulle udtømmes for allerede med 2003-loven. For når spørgsmålet er, hvilken ressource, der skal til for at kunne forsørge sig selv ved arbejde, så peger den nedadgående pil kun på ét begreb, der findes et trin længere nede: Arbejdsevne. Det altafgørende er, om man har evner, der kan bruges i arbejde. Det er fuldkommen ligegyldigt, hvor langt man kan spytte, selv om langspytning i sig selv er en ressource.
Ordet arbejdsevne er abstrakt nok i sig selv. Et trin længere nede kommer det, der definerer en arbejdsevne: Fysiske kræfter, kognitive evner. Helbred og fravær af sygdom.
Forestillingen om, at man fra ressourcer kan bypasse sig forbi arbejdsevnekriteriet - fordi borgeren har dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan udvikles - og pludselig lande på selvforsørgelse, er intellektuel nonsens.
Der er rigtig mange borgere, der sendes i ressourceforløb, selv om de har speciallægeprognoser, som ikke viser vej til selvforsørgelse. Hvor det er udelukket, at de kan noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet, og hvor det er udelukket, at deres begrænsninger kan helbredes, så det kan ske.
Det har ført til mange "morsomheder". En kvinde på Fyn, jeg har hørt om, fik et ressourceforløb, hvor hun skulle nusse om sine roser i haven. Det er i det mindste ikke så farligt. Men det er et eksempel på, hvad man kan arbejde med af ressourcer, hvis det ikke er arbejdsevneressourcer.
Endnu værre så findes de tiltag, som går stik imod lægers advarsler om, hvad der kan gøre dem sygere. Altså hvor man tilrettelægger et ressourceforløb som om, lægernes advarsler ikke er blevet hørt. Det hører man ofte om. Og om lægekonsulenter, der fuldstændig forvansker de ord, speciallægen udtalte.
Nu beretter læger i dagspressen, at disse ressourceforløb gøre mange borger sygere, og det er ikke spor overraskende. Det er heller ikke overraskende, at det har slået flere folk ihjel, end det har sendt folk i job, som en afsløring af Nordjyske Stiftstidende for nylig viste.
Man kunne forestille sig, at man tilsvarende fuskede med begreberne i tekniske installationer eller bygningskonstruktioner. Så ville der tilsvarende ske sammenbrud og ulykker. Nu går det ud over mennesker. Det kan politikere og administratorer sidde og bortforklare i ét væk. Men de kan ikke se sig i spejlet.
Der findes et yderst spinkelt fåtal af borgere, som fik job efter ressourceforløb.
Det kunne de få, fordi de rent faktisk havde en arbejdsevne at udvikle. Intet andet som helst fidumskudum, der peger op ad abstraktionsstigen på "ressourcer", fordi der ingen arbejdsevne var eller håb for.
fredag den 9. oktober 2015
Fleksjob først - bevis det bagefter
Varigt syge, som har en arbejdsevne, kan typisk få deres arbejdsevne gemt væk og passiviseret i årevis, mens de venter på godkendelse til fleksjob. Lovgivningen æder sin egen hale. Send dog folk i fleksjob først og tag bevisførelsen bagefter.
Der kan være mange grunde til, at en borger mister dele af sin arbejdsevne for bestandig. Det kan være medarbejderen, som får posttraumatisk stress-syndrom efter at være blevet truet på jobbet. Det kan være håndværkeren, som ikke kan passe sit arbejde i samme grad efter en trafikulykke.
Der findes en offentlig, subsidieret jobordning, som helt afgrænset er målrettet de borgere, som er varigt og uforbederligt syge, men som stadig har en restevne til at arbejde. Måske i 10 eller 20 timer om ugen eller på fuld tid med halv styrke. Ordningen hedder fleksjob.
For at blive visiteret til fleksjob, skal man dog helt udtømmende bevise, at man er berettiget. Der må ikke herske den mindste tvivl om, hvorvidt borgeren kan vende tilbage til almindeligt fuldtidsarbejde. Enten direkte eller via et revalideringsforløb.
Et sygdomsforløb, jeg ofte har hørt om, handler om en arbejdende borger, som kommer til skade midt i en ansættelse. Arbejdsgiveren vil gerne beholde sin syge medarbejder, som ikke længere kan fungere på fuld tid. På den betingelse, at medarbejderen kan fleksjobbe.
Det er omtrent sådan et scenarie, som ordningen oprindelig var tiltænkt.
Men så kommer prøve-, bevis- og dokumentationsfasen, som skal udtømme enhver anden mulighed. Typisk går der så længe, at borgerens sygedagpengeret er bortfaldet, og borgeren er på kontanthjælp eller har ingen indkomst, fordi han eller hun er gift.
På den ene eller anden måde skal borgerens arbejdsevne afprøves. Enten i virksomhedspraktikker eller på kommunale aktiveringsanstalter. Ofte beskrevet som et psykisk slidende og ydmygende forløb i kløerne på et system.
Og mange, som gerne ville vende tilbage til jobbet, driver bort på en isflage fra de vante arbejdsomgivelser og ser dem forsvinde i horisonten. Den restarbejdsevne, som de har, bliver ikke brugt, når de befinder sig i bevis- og dokumentationsfasens limbo.
Det er vanvid. Det slider og river borgere i stykker (læs beretningen fra dr.dk)
Der findes ét sted, hvor man bedre end noget andet sted kan teste en arbejdsevne. Der hvor man arbejdede. I trygge rammer og under trygge omstændigheder og hvor målet er at fastholde en god arbejdspladsrelation.
Derfor bør en varigt syg borgers påstand om fleksjob få opsættende virkning, som indebærer, at fleksjobforløbet starter, når borgeren ansøger. Det skal selvfølgelig ikke være for alle og enhver. Først og fremmest skal borgeren være sygemeldt og være i stand til at arbejde, men ikke i stand til at arbejde på fuld tid eller for fuld hammer. Man kan også kræve, at der er lægelige udtalelser, som vurderer, at tilstanden er varig.
Med sådan et grundlag kan testfasen begynde. Man kan blive testet på sit job og med løbende vurderinger fra arbejdspladsen. Der skal naturligvis være en incitamentsstruktur, som ikke gør det fordelagtigt for chefen at betragte sin medarbejder som dårligere, end han eller hun er. Det skal ikke være en god forretning at have en fleksjobber - det skal være udgiftsneutralt.
For de borgere med samme prognose, som ikke har en særlig tilknytning til en arbejdsplads, er det ligeså relevant at indgå et varigt forhold til en virksomhed.
Det kunne jo vise sig, at det er jobbet, der træner borgeren op til at kunne klare et fuldtidsjob. Noget, som næppe vil ske i kommunens arbejdsprøvekarrusel eller på passiv forsørgelse.
Forslaget huer selvfølgelig ikke det vildtvoksede bureaukrati, hvor adskillige i den offentlige sektor lever af den årelange og absurde række af arbejdsprøvninger. Det huer heller ikke det herskende regime i beskæftigelsespolitik, hvor alt skal bevises og udtømmes. Paranoiaen styrer.
Men for resten af samfundet kan det vise sig at være en glimrende idé at tyvstarte med fleksjob.
Der kan være mange grunde til, at en borger mister dele af sin arbejdsevne for bestandig. Det kan være medarbejderen, som får posttraumatisk stress-syndrom efter at være blevet truet på jobbet. Det kan være håndværkeren, som ikke kan passe sit arbejde i samme grad efter en trafikulykke.
Der findes en offentlig, subsidieret jobordning, som helt afgrænset er målrettet de borgere, som er varigt og uforbederligt syge, men som stadig har en restevne til at arbejde. Måske i 10 eller 20 timer om ugen eller på fuld tid med halv styrke. Ordningen hedder fleksjob.
For at blive visiteret til fleksjob, skal man dog helt udtømmende bevise, at man er berettiget. Der må ikke herske den mindste tvivl om, hvorvidt borgeren kan vende tilbage til almindeligt fuldtidsarbejde. Enten direkte eller via et revalideringsforløb.
Et sygdomsforløb, jeg ofte har hørt om, handler om en arbejdende borger, som kommer til skade midt i en ansættelse. Arbejdsgiveren vil gerne beholde sin syge medarbejder, som ikke længere kan fungere på fuld tid. På den betingelse, at medarbejderen kan fleksjobbe.
Det er omtrent sådan et scenarie, som ordningen oprindelig var tiltænkt.
Men så kommer prøve-, bevis- og dokumentationsfasen, som skal udtømme enhver anden mulighed. Typisk går der så længe, at borgerens sygedagpengeret er bortfaldet, og borgeren er på kontanthjælp eller har ingen indkomst, fordi han eller hun er gift.
På den ene eller anden måde skal borgerens arbejdsevne afprøves. Enten i virksomhedspraktikker eller på kommunale aktiveringsanstalter. Ofte beskrevet som et psykisk slidende og ydmygende forløb i kløerne på et system.
Og mange, som gerne ville vende tilbage til jobbet, driver bort på en isflage fra de vante arbejdsomgivelser og ser dem forsvinde i horisonten. Den restarbejdsevne, som de har, bliver ikke brugt, når de befinder sig i bevis- og dokumentationsfasens limbo.
Det er vanvid. Det slider og river borgere i stykker (læs beretningen fra dr.dk)
Der findes ét sted, hvor man bedre end noget andet sted kan teste en arbejdsevne. Der hvor man arbejdede. I trygge rammer og under trygge omstændigheder og hvor målet er at fastholde en god arbejdspladsrelation.
Derfor bør en varigt syg borgers påstand om fleksjob få opsættende virkning, som indebærer, at fleksjobforløbet starter, når borgeren ansøger. Det skal selvfølgelig ikke være for alle og enhver. Først og fremmest skal borgeren være sygemeldt og være i stand til at arbejde, men ikke i stand til at arbejde på fuld tid eller for fuld hammer. Man kan også kræve, at der er lægelige udtalelser, som vurderer, at tilstanden er varig.
Med sådan et grundlag kan testfasen begynde. Man kan blive testet på sit job og med løbende vurderinger fra arbejdspladsen. Der skal naturligvis være en incitamentsstruktur, som ikke gør det fordelagtigt for chefen at betragte sin medarbejder som dårligere, end han eller hun er. Det skal ikke være en god forretning at have en fleksjobber - det skal være udgiftsneutralt.
For de borgere med samme prognose, som ikke har en særlig tilknytning til en arbejdsplads, er det ligeså relevant at indgå et varigt forhold til en virksomhed.
Det kunne jo vise sig, at det er jobbet, der træner borgeren op til at kunne klare et fuldtidsjob. Noget, som næppe vil ske i kommunens arbejdsprøvekarrusel eller på passiv forsørgelse.
Forslaget huer selvfølgelig ikke det vildtvoksede bureaukrati, hvor adskillige i den offentlige sektor lever af den årelange og absurde række af arbejdsprøvninger. Det huer heller ikke det herskende regime i beskæftigelsespolitik, hvor alt skal bevises og udtømmes. Paranoiaen styrer.
Men for resten af samfundet kan det vise sig at være en glimrende idé at tyvstarte med fleksjob.
tirsdag den 7. april 2015
Pensionsreform truer social nytænkning
Socialøkonomi og socialøkonomiske virksomheder er smarte buzzord i debatten om samfund, handicap og beskæftigelse, og det har for nylig været særlig aktuelt på tv. Samfundet kan dog vise sig at kvæle hele fænomenet, før det for alvor har fået ben.
I land og by eksperimenterer blandt andre kirkelige og humanitære organisationer med socialøkonomisk virksomhedsdrift. Førtidspensionister har ret til at få hjælp til at arbejde i skånejob, og det drager socialøkonomiske virksomheder fordel af. Ikke til fordel for aktionærer og investorer, men typisk til fordel for humanitære formål eller til fordel for lokalsamfund. Eller blot til fordel for de handicappede selv, som fylder deres dag med mening.
Skånejob betyder, at en udviklingshæmmet, som får førtidspension, kan passe en socialøkonomisk gårdbutik på landet eller en genbrugsbutik i byen. En stærkt smerteplaget patient kan gå og bidrage on og off i sit helt eget tempo på regnskab på kontoret bag butikken. Eksemplerne er mange ude i landet, og hver gang eksemplerne nævnes, prises det til skyerne: Alle har noget at bidrage med, og med socialøkonomi kan de arbejdende føle, at de skaber værdi med de kræfter, som de har.
Der er også en masse innovation med socialøkonomisk arbejde. Det har ikke blot bevæget sig fra den belastede betegnelse "beskyttet værksted" af navn. Men også af gavn. Fra groft sagt at være perleplader i beskyttede værksteder, som pårørende og turister købte af medlidenhed, er der efterhånden mange eksempler på rigtige, meningsfulde erhverv. Det kan enten være service, handel eller produktion.
Det kan være Bornholms Mosteri, som producerer op til 18.000 flasker most om dagen.
Firmaet "Gamle Mursten", som genbruger byggematerialer og sælger dem til kunder.
Skovsgaard Hotel - som helt enkelt driver hotel.
Men netop førtidspensionister bliver der færre af. Det offentlige ydelsessystem har kalkeret tankegangen om, at alle har noget at bidrage med, men på en mere perverteret måde. Med reformen fra 2013 skal man kunne få et fleksjob helt ned på en halv time om ugen. Og borgere, som før fik førtidspension, fordi ingen læger kunne se nogen udvej, skal testes, måles og vejes og prøves, samtales, tjekkes. I en uendelighed. En ung udviklingshæmmet, der fylder 18, kan sandsynligvis se frem til, at det skal foregå i 22 år.
For de som driver socialøkonomisk virksomhed, er reformen ved at virke. Virke trist. Førtidspensionister bliver et udfaset fænomen. Ind kommer i stedet de såkaldte ressourceforløb, hvor de, der før fik førtidspension, måske bruger de socialøkonomiske virksomheder som praktiksteder.
For socialøkonomiske virksomheder har det den afgørende forskel, at hvor førtidspensionister på skånejob bliver hjulpet af handicapforvaltninger til at finde en forhåbentlig langvarig beskæftigelse, så bliver praktikanter i ressourceforløb typisk noget, der piskes igennem svingdøren af Jobcentret med korte forløb, som skal evalueres i en fart.
Og i sådan nogle forløb bliver det trangt med den selvmotivering, som socialøkomomiske virksomheder oplever. Man skal som borger ikke længere finde et meningsfuldt job til sig selv. Man er kun med, fordi man skal prøves og testes. Borgeren er selv blevet kommunens projekt.
Væk forsvinder de langvarige ansættelsesforhold, hvor førtidspensionerede skånejobbere vidste, at her kunne de tilbringe resten af deres arbejdsliv. Frivilligt og med glæde. Ind kommer de borgere, som centrifugeres i beskæftigelsessystemets bureaukratiske system. Et forløb kan kun være midlertidigt, for der skal ske noget, siger kommunen. Når målet er arbejdsmarkedet, så kan man ikke sidde fast i et beskyttet værksted.
Med udfasning af førtidspension bliver socialøkonomiske virksomheder til arbejdsprøveanstalter, som skal hjælpe kommunen med at måle, teste og rapportere og bruge masser af tid på det, i stedet for at bruge masser af tid på at drive god virksomhed.
De socialøkonomiske virksomheders rekrutteringskilde til langvarige ansættelser risikerer i høj grad at tørre ud.
Det ville alt sammen være godt, hvis det rent faktisk var fordi, at disse borgere blev hjulpet til selvforsørgelse. Der er dog intet, der tyder på, at det vil gå så vel for rigtig mange borgere.
Efter to år har eksempelvis Hjørring Kommune haft 250 i ressourceforløb. Kun fem er udsluset til fleksjob, som er det nærmeste trin i hierarkiet. Ingen er sluset ud i rigtigt job.
Og selv om væsentligt flere i den gruppe ad længere tid vil kunne klare sig, så vil der stadig være en betydeligt stor restgruppe af meget sårbare og handicappede, som skal bruge årevis på at lade sig teste og måle og prøve, før de får fred, som det jo ligefrem og rettelig kaldes.
Stramningen af førtidspension, som bærer det yderst vidtløftige navn "brug for alle", kan netop vise sig at være det, der parkerer en masse af de sårbare, som ellers kunne bidrage positivt og frivilligt, hvis de fik førtidspension og skånejob som en del af det.
Træk dog en streg i sandet og sig, at nok er nok for den gruppe. I alt for mange tilfælde, er det åbenlyst, at det ender med førtidspension efter mange års løben spidsrod.
Så ville det være langt værdigere at stoppe prøvekarussellen før. Og betragte den socialøkonomiske løsning som en samfundsgevinst. Mange socialøkonomiske tiltag, der inkluderer skånejobbere som arbejdskraft, binder stykker af civilsamfundet sammen med deres arbejde.
Og et stærkt civilsamfund i Danmark med trivsel og frivilligt initiativ er i den grad en værdi, der giver grobund for noget godt - også for erhvervslivet. Gad vide, om det ikke vil være mere værdifuldt at satse på skånejob i værdige og meningsfulde sammenhænge, end det er at øge arbejdsudbuddet desperat ved at piske flest mulige handicappede ud i jobkøen.
Uanset hvad tidens smarte Excel-ark viser. Der er meget, der er afgørende værdifuldt for et samfund, som disse regneark er blinde for. Kultur, etik, moral, for eksempel.
Læs om socialøkonomiske virksomheder
I land og by eksperimenterer blandt andre kirkelige og humanitære organisationer med socialøkonomisk virksomhedsdrift. Førtidspensionister har ret til at få hjælp til at arbejde i skånejob, og det drager socialøkonomiske virksomheder fordel af. Ikke til fordel for aktionærer og investorer, men typisk til fordel for humanitære formål eller til fordel for lokalsamfund. Eller blot til fordel for de handicappede selv, som fylder deres dag med mening.
Skånejob betyder, at en udviklingshæmmet, som får førtidspension, kan passe en socialøkonomisk gårdbutik på landet eller en genbrugsbutik i byen. En stærkt smerteplaget patient kan gå og bidrage on og off i sit helt eget tempo på regnskab på kontoret bag butikken. Eksemplerne er mange ude i landet, og hver gang eksemplerne nævnes, prises det til skyerne: Alle har noget at bidrage med, og med socialøkonomi kan de arbejdende føle, at de skaber værdi med de kræfter, som de har.
Der er også en masse innovation med socialøkonomisk arbejde. Det har ikke blot bevæget sig fra den belastede betegnelse "beskyttet værksted" af navn. Men også af gavn. Fra groft sagt at være perleplader i beskyttede værksteder, som pårørende og turister købte af medlidenhed, er der efterhånden mange eksempler på rigtige, meningsfulde erhverv. Det kan enten være service, handel eller produktion.
Det kan være Bornholms Mosteri, som producerer op til 18.000 flasker most om dagen.
Firmaet "Gamle Mursten", som genbruger byggematerialer og sælger dem til kunder.
Skovsgaard Hotel - som helt enkelt driver hotel.
Men netop førtidspensionister bliver der færre af. Det offentlige ydelsessystem har kalkeret tankegangen om, at alle har noget at bidrage med, men på en mere perverteret måde. Med reformen fra 2013 skal man kunne få et fleksjob helt ned på en halv time om ugen. Og borgere, som før fik førtidspension, fordi ingen læger kunne se nogen udvej, skal testes, måles og vejes og prøves, samtales, tjekkes. I en uendelighed. En ung udviklingshæmmet, der fylder 18, kan sandsynligvis se frem til, at det skal foregå i 22 år.
For de som driver socialøkonomisk virksomhed, er reformen ved at virke. Virke trist. Førtidspensionister bliver et udfaset fænomen. Ind kommer i stedet de såkaldte ressourceforløb, hvor de, der før fik førtidspension, måske bruger de socialøkonomiske virksomheder som praktiksteder.
For socialøkonomiske virksomheder har det den afgørende forskel, at hvor førtidspensionister på skånejob bliver hjulpet af handicapforvaltninger til at finde en forhåbentlig langvarig beskæftigelse, så bliver praktikanter i ressourceforløb typisk noget, der piskes igennem svingdøren af Jobcentret med korte forløb, som skal evalueres i en fart.
Og i sådan nogle forløb bliver det trangt med den selvmotivering, som socialøkomomiske virksomheder oplever. Man skal som borger ikke længere finde et meningsfuldt job til sig selv. Man er kun med, fordi man skal prøves og testes. Borgeren er selv blevet kommunens projekt.
Væk forsvinder de langvarige ansættelsesforhold, hvor førtidspensionerede skånejobbere vidste, at her kunne de tilbringe resten af deres arbejdsliv. Frivilligt og med glæde. Ind kommer de borgere, som centrifugeres i beskæftigelsessystemets bureaukratiske system. Et forløb kan kun være midlertidigt, for der skal ske noget, siger kommunen. Når målet er arbejdsmarkedet, så kan man ikke sidde fast i et beskyttet værksted.
Med udfasning af førtidspension bliver socialøkonomiske virksomheder til arbejdsprøveanstalter, som skal hjælpe kommunen med at måle, teste og rapportere og bruge masser af tid på det, i stedet for at bruge masser af tid på at drive god virksomhed.
De socialøkonomiske virksomheders rekrutteringskilde til langvarige ansættelser risikerer i høj grad at tørre ud.
Det ville alt sammen være godt, hvis det rent faktisk var fordi, at disse borgere blev hjulpet til selvforsørgelse. Der er dog intet, der tyder på, at det vil gå så vel for rigtig mange borgere.
Efter to år har eksempelvis Hjørring Kommune haft 250 i ressourceforløb. Kun fem er udsluset til fleksjob, som er det nærmeste trin i hierarkiet. Ingen er sluset ud i rigtigt job.
Og selv om væsentligt flere i den gruppe ad længere tid vil kunne klare sig, så vil der stadig være en betydeligt stor restgruppe af meget sårbare og handicappede, som skal bruge årevis på at lade sig teste og måle og prøve, før de får fred, som det jo ligefrem og rettelig kaldes.
Stramningen af førtidspension, som bærer det yderst vidtløftige navn "brug for alle", kan netop vise sig at være det, der parkerer en masse af de sårbare, som ellers kunne bidrage positivt og frivilligt, hvis de fik førtidspension og skånejob som en del af det.
Træk dog en streg i sandet og sig, at nok er nok for den gruppe. I alt for mange tilfælde, er det åbenlyst, at det ender med førtidspension efter mange års løben spidsrod.
Så ville det være langt værdigere at stoppe prøvekarussellen før. Og betragte den socialøkonomiske løsning som en samfundsgevinst. Mange socialøkonomiske tiltag, der inkluderer skånejobbere som arbejdskraft, binder stykker af civilsamfundet sammen med deres arbejde.
Og et stærkt civilsamfund i Danmark med trivsel og frivilligt initiativ er i den grad en værdi, der giver grobund for noget godt - også for erhvervslivet. Gad vide, om det ikke vil være mere værdifuldt at satse på skånejob i værdige og meningsfulde sammenhænge, end det er at øge arbejdsudbuddet desperat ved at piske flest mulige handicappede ud i jobkøen.
Uanset hvad tidens smarte Excel-ark viser. Der er meget, der er afgørende værdifuldt for et samfund, som disse regneark er blinde for. Kultur, etik, moral, for eksempel.
Læs om socialøkonomiske virksomheder
torsdag den 29. januar 2015
Pseudoliberales hykleri om faglige kampe
Selvudnævnt liberale politikere holdt længe liv i Vejlegaarden ved at stå i kø efter stegt flæsk, mens fagbevægelsen demonstrerede udenfor og lavede blokade. Temmelig ofte har man hørt disse selvudnævnt liberale tordne mod fagbevægelsen og udtrykke deres bestyrtelse.
Liberal Alliances Joachim B. Olsen kaldte fagbevægelsens aktioner mod Vejlegaarden for mafiametoder. At politikere, der opfatter sig selv som liberale, sådan kaster sig ind i fagkampe og tager tydeligt parti, savner ethvert liberalt kompas.
Da balladen om Ryanair i Kastrup startede, fik Joachim B. Olsen dog dækket sig til med liberale og frihedshyldende fåreklæder: Selvfølgelig har man ret til at organisere sig, mente han. Selvfølgelig har fagbevægelsen lov til at konflikte. Så skulle alt sammen være liberalt nok med Joachim.
Men filmen er alligevel knækket. For de selvudnævnt liberale i Danmark fastholder en fagforeningsfjendsk tradition, og den hægter Joachim B. Olsen sig på. Kan man ikke ramme fagbevægelsen på principper, kan man ramme dem med smagsdomme.
Blokaden mod Vejlegaarden var mafiametoder, mente folketingsmedlemmet for Liberal Alliance. I Ryanair-balladen modererer han sig, men budskabet er ikke til at tage fejl af: Det usympatisk, fordi Ryanairs medarbejdere ikke selv deltager i konflikten.
Det kan godt være, at det er usympatisk. Det er smagssagen ved det hele. Det påfaldende er bare, at samme kritik er helt og aldeles fraværende fra de selvudnævnt liberale, når det er virksomheder, der er usympatiske.
Fagbevægelsen i Danmark ønsker ikke, at Ryanairs lønniveau danner norm i landet, så derfor bruger fagbevægelsen sine lovlige kampmidler til sætte diger op for dansk lønniveau, så global markedskonkurrence ikke oversvømmer det. Sådan en faglig blokade kan man kalde for en indtrængningsbarriere.
Sådan en barriere kunne eksempelvis være usympatisk, fordi den forhindrer borgere fra lavtlønslande i at arbejde i Danmark til lønninger, der er under dansk niveau, men tilfredsstillende for udlændingen. At fagbevægelsen kan rejse sådan en barriere kan man synes er godt eller dårligt, men det er det, fagbevægelsen har frihed til, og den frihed er liberale nødt til at hylde.
Den frihed er der andre, der også nyder. Hver eneste dag forsøger spæde iværksættere i Danmark med gode idéer og stort arbejdsiver at trænge ind på forskellige markeder for varer og ydelser. Fælles for de fleste er, at de er oppe imod yderst velkonsoliderede og kapitalstærke kræfter, som automatisk reagerer på alle trusler mod deres markedsandele ved lave træk, der skal knuse opkomlingen.
Det kan man synes er usympatisk eller andet. Men det er det, som velkonsoliderede virksomheder har frihed til. De opfører sig bare som virksomheder.
Og om virksomheder eller fagforeninger er smagløse er en smagssag. Det har aldrig været spor liberalt at blande smag ind i politik. Det har vel altid været liberalt at have frihed til at være smagløs inden for lovens rammer.
Hvorfor hører man aldrig de selvudnævnt liberale gå til angreb på store konglomerater og børsnoterede mastodonter for at gøre vejen stejl for nybegyndere, små aktører og udefrakommende?
Hvorfor hører man dem ikke tordne mod arbejdsgivere, som bruger lockout-våbnet?
Svaret kan kun være, at de selvudnævnt liberales liberale kompas er slået alvorligt skævt og at de ikke er i stand til at skelne mellem liberale principper og simpel, snæver interessevaretagelse.
Der findes kalkulesocialister, som stemmer rødt, fordi de håber, det vil gavne deres økonomi i kraft af øget omfordeling. Det kan være svært at gennemskue, om disse kalkulesocialister overhovedet har dannet en socialistisk anskuelse ud fra et helhedsperspektiv. Det kan være svært at gennemskue, om de overhovedet selv vil dele med andre, hvis de selv sad på kassen.
På samme vis findes der kalkuleliberale, som søger bekvemmelighedsflag under liberal ideologi, fordi der er liberalister, der vil mindske omfordeling. Disse kalkuleliberale omfavner kun ideologien, fordi de vil beholde flest mulige penge selv. Deres egentlig frihedsprincip kan være reel nok, men den kan også ligge et meget lille sted, og det må man ofte tro, at det gør.
Så skal man tolke de selvudnævnt liberales bestandige og ubændige fagforeningslede og fuldstændige fravær af kapitalismekritik, når de store drenge bruger deres kapital til at tryne de små, så kan det kun skyldes, at deres politik er i de kalkuleliberale kernevælgeres totale vold. Ja, man skulle tro, at de gik deres sponsorers ærinde.
Selvfølgelig er en kalkuleliberal rigmand imod fagbevægelsen, for det er et simpelt tovtrækkeri om penge. Virksomheder vil profitmaksimere. Medarbejdere vil lønmaksimere. Men at ophøje den modstand mod faglig organisering til nogen liberal kamp, er en ideologisk kortslutning, som ikke ejer ikke frihedssans for fem flade ører.
Liberal Alliances Joachim B. Olsen kaldte fagbevægelsens aktioner mod Vejlegaarden for mafiametoder. At politikere, der opfatter sig selv som liberale, sådan kaster sig ind i fagkampe og tager tydeligt parti, savner ethvert liberalt kompas.
Da balladen om Ryanair i Kastrup startede, fik Joachim B. Olsen dog dækket sig til med liberale og frihedshyldende fåreklæder: Selvfølgelig har man ret til at organisere sig, mente han. Selvfølgelig har fagbevægelsen lov til at konflikte. Så skulle alt sammen være liberalt nok med Joachim.
Men filmen er alligevel knækket. For de selvudnævnt liberale i Danmark fastholder en fagforeningsfjendsk tradition, og den hægter Joachim B. Olsen sig på. Kan man ikke ramme fagbevægelsen på principper, kan man ramme dem med smagsdomme.
Blokaden mod Vejlegaarden var mafiametoder, mente folketingsmedlemmet for Liberal Alliance. I Ryanair-balladen modererer han sig, men budskabet er ikke til at tage fejl af: Det usympatisk, fordi Ryanairs medarbejdere ikke selv deltager i konflikten.
Det kan godt være, at det er usympatisk. Det er smagssagen ved det hele. Det påfaldende er bare, at samme kritik er helt og aldeles fraværende fra de selvudnævnt liberale, når det er virksomheder, der er usympatiske.
Fagbevægelsen i Danmark ønsker ikke, at Ryanairs lønniveau danner norm i landet, så derfor bruger fagbevægelsen sine lovlige kampmidler til sætte diger op for dansk lønniveau, så global markedskonkurrence ikke oversvømmer det. Sådan en faglig blokade kan man kalde for en indtrængningsbarriere.
Sådan en barriere kunne eksempelvis være usympatisk, fordi den forhindrer borgere fra lavtlønslande i at arbejde i Danmark til lønninger, der er under dansk niveau, men tilfredsstillende for udlændingen. At fagbevægelsen kan rejse sådan en barriere kan man synes er godt eller dårligt, men det er det, fagbevægelsen har frihed til, og den frihed er liberale nødt til at hylde.
Den frihed er der andre, der også nyder. Hver eneste dag forsøger spæde iværksættere i Danmark med gode idéer og stort arbejdsiver at trænge ind på forskellige markeder for varer og ydelser. Fælles for de fleste er, at de er oppe imod yderst velkonsoliderede og kapitalstærke kræfter, som automatisk reagerer på alle trusler mod deres markedsandele ved lave træk, der skal knuse opkomlingen.
Det kan man synes er usympatisk eller andet. Men det er det, som velkonsoliderede virksomheder har frihed til. De opfører sig bare som virksomheder.
Og om virksomheder eller fagforeninger er smagløse er en smagssag. Det har aldrig været spor liberalt at blande smag ind i politik. Det har vel altid været liberalt at have frihed til at være smagløs inden for lovens rammer.
Hvorfor hører man aldrig de selvudnævnt liberale gå til angreb på store konglomerater og børsnoterede mastodonter for at gøre vejen stejl for nybegyndere, små aktører og udefrakommende?
Hvorfor hører man dem ikke tordne mod arbejdsgivere, som bruger lockout-våbnet?
Svaret kan kun være, at de selvudnævnt liberales liberale kompas er slået alvorligt skævt og at de ikke er i stand til at skelne mellem liberale principper og simpel, snæver interessevaretagelse.
Der findes kalkulesocialister, som stemmer rødt, fordi de håber, det vil gavne deres økonomi i kraft af øget omfordeling. Det kan være svært at gennemskue, om disse kalkulesocialister overhovedet har dannet en socialistisk anskuelse ud fra et helhedsperspektiv. Det kan være svært at gennemskue, om de overhovedet selv vil dele med andre, hvis de selv sad på kassen.
På samme vis findes der kalkuleliberale, som søger bekvemmelighedsflag under liberal ideologi, fordi der er liberalister, der vil mindske omfordeling. Disse kalkuleliberale omfavner kun ideologien, fordi de vil beholde flest mulige penge selv. Deres egentlig frihedsprincip kan være reel nok, men den kan også ligge et meget lille sted, og det må man ofte tro, at det gør.
Så skal man tolke de selvudnævnt liberales bestandige og ubændige fagforeningslede og fuldstændige fravær af kapitalismekritik, når de store drenge bruger deres kapital til at tryne de små, så kan det kun skyldes, at deres politik er i de kalkuleliberale kernevælgeres totale vold. Ja, man skulle tro, at de gik deres sponsorers ærinde.
Selvfølgelig er en kalkuleliberal rigmand imod fagbevægelsen, for det er et simpelt tovtrækkeri om penge. Virksomheder vil profitmaksimere. Medarbejdere vil lønmaksimere. Men at ophøje den modstand mod faglig organisering til nogen liberal kamp, er en ideologisk kortslutning, som ikke ejer ikke frihedssans for fem flade ører.
torsdag den 1. januar 2015
Statsministerens nytårsbedrag, 2015: Det er trygt at være syg i Danmark
Ingen syge står alene i Danmark uden hjælp, lød budskabet fra statsministeren i nytårstalen. Så dejligt har vi det i Danmark.
Den sending varm luft må have dugget ruderne hjemme hos de syge, som ikke kan genkende statsministerens Danmarksbillede.
Smertepatienter efter trafikulykker, som hverken kan få behandling eller sygedagpenge og som må gå fra hus og hjem, mens hjemkommunen smøler med en ansøgning om fleksjob eller førtidspension og kaster borgeren rundt som en bold mellem systemerne.
Dobbeltdiagnosticerede sindslidende med misbrug, som ikke kan klare deres forpligtelser og derfor mister kontanthjælpen og sættes uden for deres boliger.
For vi skal jo huske at stille krav, som statsministeren bemærkede det. Og krav bliver der stillet.
Eller tag hjemløse Daniel på 33 år, som i 2014 blev efterladt døende på Christianshavns Torv af Alarmcentralen.
Det er ikke så dejligt at blive syg i Danmark.
Den sending varm luft må have dugget ruderne hjemme hos de syge, som ikke kan genkende statsministerens Danmarksbillede.
Smertepatienter efter trafikulykker, som hverken kan få behandling eller sygedagpenge og som må gå fra hus og hjem, mens hjemkommunen smøler med en ansøgning om fleksjob eller førtidspension og kaster borgeren rundt som en bold mellem systemerne.
Dobbeltdiagnosticerede sindslidende med misbrug, som ikke kan klare deres forpligtelser og derfor mister kontanthjælpen og sættes uden for deres boliger.
For vi skal jo huske at stille krav, som statsministeren bemærkede det. Og krav bliver der stillet.
Eller tag hjemløse Daniel på 33 år, som i 2014 blev efterladt døende på Christianshavns Torv af Alarmcentralen.
Det er ikke så dejligt at blive syg i Danmark.
Abonner på:
Opslag (Atom)