De syges ret: En karrusel af ansvarsforflygtelse

Vi har lighed for loven. For Loke såvel som for Thor. Vi lever i et retssamfund. Fordi disse sætninger er alles børnelærdom, tror vi ikke vores egne hører, hvis vi hører om, at det i virkeligheden ikke passer. At der ikke er lighed for loven. At loven alligevel ikke gælder. Og at ingen griber effektivt ind, hvis loven trampes under fode.

Sådan en retsløshed kan jo ikke høre hjemme i Danmark, tænker vi. Sådan en retsløshed er under selve civilisationens værdighed.

Men så vil jeg gerne byde dig velkommen til social- og beskæftigelsesområdet. Retsstatens ulækre og dysfunktionelle underverden.

Dette indslag fra TV 2 / Øst fortæller glimrende, hvad det drejer sig om. Vi har en lov, der skal sikre et værdigt liv til borgere, som har mistet evnen til at arbejde. Men én ting er loven. Noget andet er praksis.

“Der findes måske nogle enkeltsager…”, lyder forsvarstalen typisk, men hver gang man fjerner et lag skum fra suppen, stiger der nyt til overfladen. Det svigt, som der her berettes om, er ikke enkeltsager. Det er en helt strukturel undertrykkelse af borgernes retssikkerhed, og selv om medierne zoomer tæt ind på enkeltsager og yderst sjældent bringer de store forklaringer, så er forklaringen på fænomenet enkelt. Følg med i denne trinvise fremstilling:

1. Først formuleres der en politik. Folketinget og regeringen lover sin befolkning, at der er den velfærd, som der er behov for. Man laver en lov og beder kommunerne om at implementere den. “Det er op til kommunerne”, siger man fra Slotsholmen.

2. Regeringen og Kommunernes Landsforening laver en økonomisk rammeaftale, som fastsætter rammerne for kommunernes økonomi. Skatteskruen er som regel låst fast, så de økonomiske rammer er givet på forhånd.

3. I praksis viser det sig, at den økonomiske ramme slet ikke er tilstrækkelig til at sikre borgerne den velfærd, som borgerne har retskrav på.

4. En teknokratisk maskine i KL udarbejder nogle anbefalinger til kommunernes økonomi. Den enkelte kommunes budgetforhandlinger flytter temmelig lidt i det store billede. Det er ikke lokalpolitikerne, der reelt styrer økonomien på velfærdsområdet.

5. Parallelt med kommunernes eget talarbejde udstikkes der måltal fra Beskæftigelsesministeriet til hver enkelt kommune. Disse måltal siger, at Beskæftigelsesministeriet forventer, at x antal borgere i 2014 skal have førtidspension i Danstrup Kommune og at x antal borgere skal have resurseforløb, fleksjob og så videre. Disse måltal skal forfølge et mål fra regeringen og Folketinget om at begrænse tilgangen til en ordning som førtidspension. I forbindelse med førtidspensionsreformen blev det meldt ud, at der skulle realiseres en milliardbesparelse og at udviklingen ville blive fulgt tæt. Det gør man ved hjælp af måltal. Det er uvist, om kommunerne kan straffes for ikke at opfylde måltallene. Måltallene er i hvert tilfælde et seriøst vink med en vognstang, og med kommunernes stramme økonomi giver det nærmest sig selv: Måltallene forfølges.

6. Kommunerne ansætter hver deres socialchef. Socialchefens fornemste opgave er at levere i overensstemmelse med budgettet. Den ledelsesmæssige opgave er, at der ikke tildeles flere førtidspensioner, end rammeøkonomien dikterer. Socialchefen ansætter en mellemleder, hvis fornemste opgave er at levere et resultat til socialchefen. Mellemlederen ansætter markarbejderne, som får til opgave at levere. Selve afgørelserne om førtidspension træffes i et særligt nævn, som er adskilt fra sagsbehandleren og det rehabiliterende team i det såkaldte jobcenter. Der er ingen tvivl om, at nævnets opgave også er “at levere”. At opfylde et måltal.

7. Når borgeren klager over sit afslag, sendes klagen til Ankestyrelsen, som er en del af centraladministrationen. Ankestyrelsen er ikke en domstol og ikke en del af den dømmende magt, men en del af den udøvende magt, og Kammeradvokaten, den offentlige sektors egen advokat, er juridisk rådgiver for Ankestyrelsen og fører sagerne for Ankestyrelsen. Når jeg ser nogle af de højst mærkværdige afgørelser, som Ankestyrelsen har truffet i det seneste års tid, så ser det unægteligt ud som om, at også Ankestyrelsen er underlagt en klar forventning om “at levere”. Noget der ligner et måltal.

I kommunerne sidder chefer og medarbejdere så og har til opgave at nå et måltal. Det er deres absolut fornemste opgave. Glem alt om nærhed og om tilstræbt hjælp til borgerne på en borgernær, personlig og empatisk måde.

For hver gang, der findes en borger "i overskud", som dokumenterer, hvor slemt det står til med førligheden og arbejdsevnen, så er de leveringsdygtige chefer og medarbejdere leveringsdygtige i undvigemanøvrer. Der findes ligefrem en manual til, hvordan (selv om den ganske vist er skrevet af en kritiker og "manual" skal opfattes satirisk, så er manualen stærkt rammende).

Så vidt som muligt manipulerer man med borgernes helbredsdata. Man kan ikke begå dokumentfalsk, men man kan "glemme" vigtige passager, og endelig lader kommuner rask væk eksterne lægekonsulenter lyve og fordreje, når borgernes helbredsoplysninger skal videreformidles ved omskrivninger i borgernes sagsakter, og det er svært at kritisere en læge, når man ikke selv er læge, selv om et barn på 12 år kan se forskellen på skrift med sine øjne.

Han er jo læge!
Hun er jo læge!
Sig mig, er De måske læge?

Man kan jo nemt forestille sig, at hvis heller ikke disse eksternt hyrede lægekonsulenter "leverer resultater", så har de ikke et job hos kommunen længere, og afsløres konsulenterne i ordfusk, sker der intet, med mindre det udvikler sig til en mediestorm, som for nylig ramte Vibeke Manniche i Randers Kommune. At hun blev sat fra bestillingen i den forbindelse, er kun et stykke brandslukning, der ikke gør op med det strukturelle onde.

Der er ingen, der tager ansvar for, at borgerne lades i stikken af dette system, og skylden bliver en kastebold. Slotsholmen siger, at kommunerne skal sørge for at hjælpe borgerne. Kommunerne siger, at lovgivningen og økonomien er stram og at Ankestyrelsen sætter rammerne for praksis.

På Slotsholmen sørger både rammeøkonomi og centraladministration for, at stikke en kæp i hjulet på velfærden, mens man beder kommunerne om at løse det. I de enkelte kommuner sidder temmelig intetanende fritidspolitikere og søber kaffe og spiser wienerbrød, mens de i blinde godkender et teknokratbudget, som fødes i KL og petitjusteres.

Når disse politikere så konfronteres af borgerne, som svigtes groft, så lyder svaret, at de ikke er i stand til at tage sig af enkeltsager. Det er ikke dæmret for de fleste, at det her ikke er enkeltsager. Det er sat i struktur og system.

Det starter med, at man fra Slotsholmen udsender to modsatrettede ordrer, som er svært at forene: 1. Opfyld borgernes velfærdsbehov. Og 2. Trim økonomien, uanset borgernes velfærdsbehov.

Man tror, man kan love borgerne noget, som man ikke er villig til at finansiere.

Det er det store billede. Den skønne tandhjulsorden eller dominorækken af leveringsforventninger, som vi meget sjældent præsenteres for i medierne. Ganske vist er det vigtigt at få enkeltsagerne frem, men de undertrykkende strukturer burde fylde mindst halvdelen af  mediebilledet.

Det er hermed en opfordring til medierne: Der er altså en sammenhæng. Den er stor.

Jo fattigere de er, desto mere afsky vækker de



© Copyright Albert Bridge and licensed for reuse under this Creative Commons Licence.

 

Politiet kritiseres for at stresse hjemløse, skriver Kristeligt Dagblad i dag. Læs artiklen og vend tilbage hertil.

 

Nogle siger, at fattigdom ikke findes i Danmark, når man ser den rigtige fattigdom ude i verden. Det er dén fattigdom, man skal ynke om, siger de. Men gør de så det?

 

Den fattigdom, de taler om, er grænseoverskridende, og hvordan reagerer vi, når "den rigtige fattigdom" kommer til os? Ynker vi så om den?
 

Nej, så møder vi den med afsky og såkaldt stresstaktik. De skal stresses bort fra vores smørhul. Det er lidt som et frønnet træskilt ved bygrænsen i en westernfilm:
 

"This town don't tolerate scumbags"
 

Selv om de samme politikere, som hader dem, har åbnet grænserne og samlet Europa, så de rige kunne handle nemmere indbyrdes.
 

Sover de i parker, bliver de vækket. At blive nægtet sin nattesøvn er også et udbredt torturmiddel.

 

Man stjæler deres egendele, hvis de ikke kan bevise, det er deres. Kan man ydmyge mennesker mere uden vold eller indespærring?
 

Har du måske en kvittering på alle dine køkkenmaskiner derhjemme, eller skal politiet komme hjem til dig og konfiskere din bordblender og din brødrister?
 

Jo fattigere folk er, desto mere afsky møder de i Danmark. Med en social indignation, der er vendt på hovedet, bliver de fattige iblandt os til forstyrrende elementer, der ødelægger den job- og husbesiddende klasses komfort og idyl.
 

Vend den sociale indignation på benene igen!

Enhedslistens finanslovskrav er for tandløst

Enhedslistens Finn Sørensen vil kræve en retssikkerhedspakke for at stemme for en finanslov. Foto: Enhedslisten/Presse.

Der er ingen som helst tvivl om, at retssikkerheden sejler for borgerne ude i kommuner. Det gælder ikke mindst på social- og beskæftigelsesområdet, hvor kommunal kassetænkning snyder trængende borgere for den hjælp, de har behov for.

Der er ingen grund til at tro, at der sket forbedringer, siden Politiken i 2009 foretog en dybt nedslående undersøgelse, der viste, at lovbrud sker hele tiden. Kriminelle elementer i offentlige job har helt frit spil til at snyde borgerne, og det er sandsynligvis sat i rockersystem, hvor sagesløse sagsbehandlere på gulvet kun tør gøre, som der befales.

Fra mellemlederen, som igen befales af lederen, som befales af KL, som efter rammeforhandlinger med regeringen anbefaler de enkelte kommuner, hvor byrådsmedlemmerne så stemmer ja og får lidt kaffe og wienerbrød imens. Eller omtrent sådan.

Det er uden for retssystemets fangarmes rækkevidde, og den demokratiske kontrol er slatten som udkogt spaghetti.

Derfor er det hårdt tiltrængt, når Enhedslisten nu som belønning for at føre en finanslov igennem, kræver retssikkerhedstiltag. Partiet kalder det for en retssikkerhedspakke, og det var cirka det ord, jeg selv brugte, da jeg i januar i år fik foretræde for Folketingets Socialudvalg sammen med borgerrettighedsgruppen Syg i Aalborg og anbefalede en stribe retssikkerhedstiltag.

Det konkrete forslag går på, at alle kommuner skal have borgerrådgivere, der skal vejlede borgerne om deres rettigheder.

Her stopper jeg så glædesdansen. For Enhedslistens forslag er desværre for tandløst, når det virkelig kommer til retssikkerhed.

Der bliver stadig tale om, at forvaltning og Ankestyrelsen - og i den rækkefølge - skal sidde med den suveræne magt til at træffe afgørelser.

Og det absurde består i, at borgerrådgivernes opgave bliver at rådgive de borgere, som føler sig i klemme i et sasgbehandlingsforløb.

Her bliver det egentlig særligt absurd, for det har i alle dage været sagsbehandlernes gule-blå pligt at vejlede borgerne så ærligt, sagligt og korrekt som muligt med udgangspunkt i lovgivningen. Og ikke som advokat for kommunens interesser.

Nu er det så meningen, at hver kommune skal have én medarbejder til at gøre det, som alle kommunens medarbejdere i grunden har pligt til, men som helt øjesynligt ikke bliver gjort.

At rådgive usagligt og uærligt og kun til fordel for kommunekassen, er en klar overtrædelse af forvaltningsskikken. Det er simpel kriminalitet.

Det unge menneske, som ikke kan klare en uddannelse, har krav på en fair behandling af sin egen sagsbehandler. Der er ikke gjort spor op med retssikkerhedsproblemet, hvis det unge menneske skal banke på hos en borgerrådgiver, som måske kan overtale sagsbehandleren.

Forslaget svarer til, at man ansætter én gadefejer til at feje op efter en hær af gadefejere, som sviner i stedet for at feje.

Dermed bruger man 120 millioner kroner til noget, der kun vil forslå som en skrædder i helvedet, når det kommer til retssikkerhed, og Enhedslistens forslag er dermed reelt et rent knæfald for den groteskhed, som Enhedslisten ellers gerne vil gøre op med.

Det er ikke noget, der knækker den kommunale jagt på økonomiske mål. Kynismen vil fortsætte. Kriminaliteten bliver blot mere raffineret, og hvis en borgerrådgiver udadtil styrker kommunernes legitimitet og image, så gør tiltaget mere skade end gavn.

Bid mærke i den årelange erfaring fra Københavns Kommune. Måske har borgerne fået én at snakke med. Måske har kommunen fået en lynafleder, der signalerer, at man vil en dialog. Men retssikkerhedsmæssigt har det været en kæmpe fiasko. Fejlprocenten er stadig tårnhøj.

Ordentlig opførsel er ikke noget, der har brug for penge fra finansloven. Der er brug for, at loven slet og ret overholdes.

Og begynder kommunerne at overholde loven, kan det vise sig at blive dyrt for nogen, men sådan er reglerne. Så tager vi den derfra.