Idégrundlag

En social blog - er det en socialistisk blog?

En meget udbredt antagelse, men nej. Dette er ikke en socialistisk blog, selv om holdningerne i manges øjne virker ret sammenfaldende med Enhedslistens holdninger. Denne blog er fritstående i forhold til partipolitiske interesser.

Og blot fordi et socialistisk parti i Danmark har været det eneste parti til at undsige de senere års drastiske velfærdsnedskæringer, betyder det ikke, at social ansvarlighed kun er en socialistisk dagsorden, og sociale løsninger er ikke nødvendigvis socialistiske løsninger.

Er det så en borgerlig, social blog?

Nej, det er slet og ret en social blog. Den sociale dagsorden er adoptérbar for alle humanistisk sindede anskuelser, lige som miljødagsordenen er. Det er fuldt ud foreneligt med et kapitalistisk samfundssyn, at der skal være et socialt sikkerhedsnet.

Social tryghed er de borgerlige partiers helt egen præmis, og samfundet skal tage sig af byrder, som borgerne ikke selv kan bære. Måske strider social ansvarlighed mod kapitalens mest snævre interesser, men borgerlighed har aldrig handlet om blot at varetage de mest snævre kapitalinteresser. Selv om det lader til at forekomme.

Det er eksempelvis værd at bemærke, at liberal-begrebet favner langt mere end junglelovsliberalisme, hvor de fattigste og udsatte overlades til sig selv og deres skæbner. I USA, for eksempel, anses det for at være liberal politik at danne en offentlig sundhedsforsikring som "Obamacare", der skal komme de fattigste og udsatte til gode. En helhedsbetragtning om borgerfrihed, som er stik imod en dansk liberal-diskurs, som vi kender den i 2014.

Så, Kanslergade - Den Sociale Blog - hviler på et bredt humanistisk idégrundlag. Skiftende regeringer - både socialdemokratiske og borgerlige regeringer - har i årtier værnet om en humanistisk funderet velfærdspolitik, der skulle sikre alle et værdigt medborgerskab.

Dengang vi talte om det finmaskede sikkerhedsnet, som gjorde nationen stolt, var det egentlig kun Mogens Glistrup, der foreslog under en valgkamp for Fremskridtspartiet, at socialvæsenet skulle udskiftes med havregrødsautomater.

Bistandsloven, som blev vedtaget under Anker Jørgensens regeringstid i 1976, var faktisk et reforminitiativ, der blev taget af den forrige Venstre-regering med den erklærede Venstre-humanist Poul Hartling i spidsen. Af nogle kaldt den sidste progressive sociallov i Danmark.

Siden er sikkerhedsnettet blevet stadig mere hullet. Dels på grund af en ny og bred tendens i politik, hvor grove forringelser får voldsomme og hidtil usete konsekvenser for syge og lediges muligheder for at have råd til fornødenheder som mad og bolig. Dels på grund af tiltagende svigt i den sociale forvaltning i kommunerne, hvor retssikkerheden opleves som dybt problematisk. Stram lovgivning er kun den ene del af fortællingen. Ulovligt stram socialforvaltning udgør mindst den anden halvdel.

Har bloggen så en bagstræberisk dagsorden?

Langt fra udelukkende. Den sociale dagsorden i dansk velfærdspolitik, som sigtede mod en tilstrækkelig behovsopfyldelse, tilhørte et meget bredt spektrum i dansk politik, og der skal vi tilbage til. Men ikke fordi, man ikke kan innovere og udvikle socialpolitik. Den trænger i alvorlig grad til udvikling og ikke afvikling.

Men er det ikke socialisme at tage penge fra skatteydere og give dem til arbejdsløse og andre udsatte?

Langt fra udelukkende socialistisk. Et socialistisk samfundssystem vil typisk indebære en høj grad af samfundseje og en overvægt af offentligt ansatte og en stræben mod lighed.  Socialistisk omfordeling stopper ikke ved hjælp til udsatte.

Social ansvarlighed alene kan indgå lige så vel i en borgerlig sammenhæng, som det kan indgå i en socialistisk sammenhæng.

Et minimum af social ansvarlighed kræver blot, at ledige og udsatte er økonomisk på omgangshøjde med samfundets prisudvikling. Lave udbetalinger kan være socialt ansvarlige, hvis der er adgang til billige, menneskeegnede boliger og adgang til lødige fødevarer, og det er socialt anstændigt at udbetale en ydelse, der ikke ekskluderer arbejdsløse borgere fra samfundslivet, som det foregår, når en børnefamilie ikke har råd til et spejderkontingent eller en fødselsdagsfest.

Så på hvilken side står Kanslergade - Den Sociale Blog?

Helt og aldeles på de fattigste og udsatte borgeres side. Og på de fattigste og udsattes borgeres egne præmisser. Ikke på politiske eller socialfaglige præmisser. Bloggen vil også udfordre stereotype opfattelser af, hvem der står på de fattigstes og udsattes side og hvem der ikke gør. Alt for mange socialrådgivere og politikere, som foregiver at stå på de fattigste og udsattes side, er patroniserende i deres tilgang og mangler tillid til udsattes egen dømmekraft, når de for eksempel taler om "kærlige skub i den rigtige retning".

Brudfladen i dansk socialpolitik er ikke socialdemokratisk versus borgerligt, for begge fløje har ført an i velfærdsmassakren. Brudfladen i dansk socialpolitik står mellem socialgrupper. Vi har en dybt privilegeret socialgruppe i det politiske aristokrati, som ikke kender og forstår de vilkår, de fattigste og udsatte borgere lever med. Vilkår, som ikke kan læses i statistikker eller mærkes igennem forskeres ekspertudsagn.

Men er der råd til social ansvarlighed og anstændighed?

Spørgsmålet er snarere, om vi vil betale prisen for et harmonisk samfund? Eller om vi hellere vil spare os til til et discountsamfund, som ikke kan holdes sammen, men som rasler fra hinanden og med triste konsekvenser som øget konfliktniveau, polarisering og grangiveligt også mere desperat kriminalitet. Kvalitet og komfort har altid kostet.

Det er social ansvarlighed, der gør et samfund til et samfund, og et velfungerende samfund er den bedste platform for fælles trivsel og værdiskabelse. Værdiskabelse og en vis grad af social omfordeling er ikke hinandens modarbejdende modsætninger. Det er hinandens forudsætninger.

Vi har skabt et effektivt samfund med høje krav til arbejdsstyrken. I sådan et samfund falder stadig flere borgere af hesten. Dem har man en pligt til at hjælpe ved at bruge af den mergevinst, som et højeffektivt samfund giver.

Og det er ikke ønskværdigt at leve i et samfund, hvor en stenrig overklasse må forskanse sig bag vagter og panser. Den vej har vestlige samfund bevæget sig i, og den danske kurs virker i truende grad til at være taget af den slipstrøm.

Spørgsmålet er ikke bare ren fornuft. Det er også etisk og moralsk. Kan vi se os selv i spejlet, hvis vi overlader naboen til sin skæbne?

Men hvad med folks egen ansvarlighed?

Den er der grund til, at samfundet bør have langt større tillid til, end det er tilfældet i dag, hvor ledige og udsatte mistænkeliggøres og tilmed hånes i den offentlige debat. I tider med stort jobudbud har borgerne vist, at de gerne vil arbejde. I 00'erne var ledigheden så lav, at forskere troede, det var løgn. Det må være den tydeligste evidens, vi har om folks ansvarlighed, deltagelseslyst og arbejdsmoral.

Straf mod socialsnydere skal rettes mod socialsnydere, hvis man kan straffe uden at ramme skævt. Straf skal ikke rettes mod det store flertal af ansvarlige og anstændige borgere, der er bragt i en situation, som de ikke selv kan afhjælpe.

Piskemetoder og straf eksisterer ikke, fordi borgerne over en bred kam er ugidelige. Alle, der har prøvet at søge et simpelt lagerjob har erfaret, at arbejdsgivere ikke behøver spor af pisk for at besætte stillingen. Piskemetoder og straf eksisterer, fordi det tjener snævre kapitalinteresser at dyrke rovdrift på arbejdsstyrken.

Men kan man overhovedet tale om fattigdom i Danmark?

Egentlig er det et ligegyldigt spørgsmål om ord. Nogle mener, det er pjat at tale om fattigdom i Danmark, og det er sandt, at der i andre lande i verden findes en langt alvorligere og ligefrem dødelig resurseknaphed.

Men man kan også være tørstig uden at dø af det, og tørst er et godt billede på, hvad det vil sige at mangle resurser for at komme på omgangshøjde med det omgivne samfund. At være underlegen på resurser er typisk forbundet med følelsen af stigmatisering, social isolation, håbløshed, svigtende motivation og eksistentiel ensomhed i forhold til samfundet. Helbredsstatistikker peger på, at det indebærer en generel højere og yngre dødelighed.

Når fattigdom er et spørgsmål om resurser, er det også et spørgsmål om andet end penge. Derfor kræver fattigdomsbekæmpelse også en bredere indsats. Økonomisk fattigdom er et typisk symptom på en mere generel resurseknaphed, men økonomisk fattigdom er ofte en alvorligt forværrende faktor, fordi pengenød svækker den enkeltes manøvremuligheder. Derfor må de fattigste borgeres pengenød ikke negligeres politisk, som det ellers er tendensen i tiden.

Modsat findes der mennesker med stort resurseoverskud, som har få penge. Nogle overskudsborgere vælger bevidst at leve asketisk. Andre vælger at leve for ganske få penge, mens de forsøger at sætte en virksomhed i værk. Resursestærke studerende lever også for små indkomster. Fælles for dem er, at de er manøvredygtige i samfundet og i tilværelsen og har en større grad af kontrol.

Det er stærkt fordrejende i forhold til fattigdomsproblemet at negligere en voksen kontanthjælpsmodtagers pengenød med henvisning til, at også resursestærke borgere som studerende og iværksættere kan have små indkomster.

Også den historiske arbejderklasse var fattig på penge. Til gengæld udgjorde gruppen af industriarbejdere en anderledes større samfundsandel, den havde et stærkt socialt fællesskab, hvor faglig stolthed gav selvfølelse og identitet. Nutidens underklasse er derimod stærkt opsplittet, og gruppen af udsatte har nærmest kun armod at være fælles om.

Kan man ikke tale om fattige, kan man under alle omstændigheder om de fattigste i samfundet. De fattigste er typisk belastet, for eksempel af sygdom, traumer, handicap eller andre personlige barrierer. De fattigste har typisk de mindste resurser i bredeste forstand. De fattigste har typisk de mest ringe manøvremuligheder i forhold til samfundet og egen tilværelse. Det er vigtigt at hjælpe svage borgere på deres egenskaber, men det er en katastrofe at forværre borgernes egenskaber ved at udsulte dem økonomisk.

Idégrundlaget er altid til revision, og derfor er dette et dynamisk dokument, som kan ændre sig med idéerne.