Hvorfor taler en mafiagangster som en sagsbehandler og omvendt?

Sproget er tegnende. Derfor skal man blot studere sprogbruget, som det offentlige anvender, hvis man vil kende systemets syn på de arbejdsløse, som tillader sig at hæve penge fra offentlige. Gør op med den anakronistiske undertrykkelse.

Er man arbejdsløs og får penge fra det sociale system, sker der noget i den måde, hvorpå man bliver tiltalt. Man bliver reelt behandlet som et andenrangsmenneske af det offentlige. Det kan fuldt ud sidestilles med noget, man kender fra undertrykkende samfund i andre tider eller steder. Intet kan som sproget, markere hvem der er inde i varmen eller ude. Høj eller lav. Skolelæreren taler på én måde til sine elever og på en anden måde til sine kolleger. Det er ikke så odiøst. Men det var det i Sydafrika under Apartheid eller amerikanske sydstater under den temmelig lignende segregation af sorte og hvide.

Man skal ikke have set særlig mange mafiafilm og modtaget særlig mange breve fra socialsystemet, før man finder ligheden slående: Ligheden i sproget.

Det sociale system anvender en særlig mafiøs betydning af velkendte danske ord, så de ikke betyder det samme på socialkontoret, som ordene betyder udenfor. For eksempel mellem kunde og ekspedient i en butik eller mellem to mennesker, som står og venter på bussen sammen.

Det mafiøse sprogbrug, som jeg senere giver eksempler på, optræder typisk i sammenhænge, hvor:

- Magtforholdet mellem to parter er asymmetrisk, altså særligt ulige. Der er en stærk og en svag.

- Og hvor der er behov for at den stærke part så effektivt som muligt kan få den svage part i forholdet til at adlyde. 

De egenskaber har gangstere og sagsbehandlere til fælles.

En anden fælles egenskab er, at budskaberne sagtens kunne siges ligeud, for det har den stærke part magt til at kunne gøre. Der er bare ét problem for den stærke part, og det er risikoen for at andre kan høre eller læse med og blive klar over, hvad der foregår. Det mafiøse sprog anvendes, fordi noget ved det hele er moralsk lyssky. Socialkontoret vil her sikkert sige, at den overholder lovgivningen, og det gør socialkontoret måske også nogle gange. Men derfor kan det stadig krænke folks gængse moral.

Mafiabosser bruger sproget, fordi der er risiko for at blive aflyttet af politiet.

Socialkontoret bruger måske sproget for at påvirke en eventuel behandling hos Ankestyrelsen eller for at sløre synet for en journalist, der graver i en sag om tvangsfjernede børn eller sygedagpenge, som er blevet tilbageholdt.

Erstatningsordene bruges i hvert fald, fordi nogen har behov for at kaste med røgslør over for nogen, som helst ikke må se.

For de få, der ikke kender hverken gangster- eller skrankesprog, følger her en ganske lille ordbog- Det første ord er skrankesprog. Ordet efter lighedstegnet er dansk, som vi har en fællesforståelse af:

Samarbejde = Underkastelse.
Deltagelse = Gøre som der bliver sagt.
Tilbud = Befaling.
Ansvar = Skyld.

Disse fire ord er positivt ladede, men betyder noget anderledes forstemt i mafiasammenhæng og på socialkontoret.

Følger man ikke befalinger, hedder det, at man ikke vil samarbejde.

Et tilbud om arbejdsprøvning eller anbringelse af et barn, er ét, som man på corleonsk vis ikke kan afslå. Ordet tilbud anvendes om tvangsforanstaltninger.

Læg dertil det mafiøse mønster, at folk som protesterer og gør vrøvl eller blot modargumenterer oplever, at blive mødt med anderledes sagsbehandlerskridt, end hvis de ikke gjorde. Og her taler vi ikke om skridt i den bedre retning, som borgeren beder om. Tværtimod. Og så får man typisk en begrundelse, hvor et af ovenstående fire ord indgår.

Foruden mafiøse udtryk ses et skvaldrende brug af ord. At blive indkaldt til en opfølgende samtale om sit forløb på kontanthjælp, begyndte pludselig at hedde en “jobsamtale”! Det har nogen bestemt, at det skal hedde, vel vidende, at det sammensatte ord, jobsamtale, ikke er spor ledigt i det danske vokabularium, hvor jobsamtale allerede har en klar og tydelig fællesbetydning for alle voksne danskere og unge, som er på vej til at blive det: Jobsamtale har i årtier betydet, at dem man taler med, er nogen, der overvejer at ansætte en.

At blive indkaldt til jobsamtale på Jobcenter, betyder kun de allerfærreste gange, at nogen skal ind og tale, fordi man er i betragtning til en ledig stilling - i Jobcentret!

Når ordmisbruget finder sted, kan det ikke være tilfældigt, for det er grangiveligt et velbegavet menneske, der har fundet på unoden og som kender alle konnotationer eller automatiske tanker, som ordet vil fremkalde i den sammenhæng, som ordet bringes i. Uden at sammenligne yderligere: Husk, hvad ordet “brusebad” betød i kz-lejrene. Tåbelige lejrvagter, som var hjernevasket med dehumanisering, har helt sikkert grinet, imens det blev sagt.

Brugen af ordet “jobsamtale” går især på to ben: Hån og pisk:

- Hån, fordi det svarer til at smide en bananskræl foran en tigger og sige: “Værs’go, spis din mad”. Man får ikke den jobsamtale, som man drømmer om at kunne få en dag. Man får det, der svarer til skrællen af en banan, hvis man er sulten.

- Pisk, fordi det er subtilt spark i røven, der siger, at hvis du ikke snart får dig en rigtig jobsamtale, så får du flere af vores (og de er ikke morsomme!).

Brugen af ordet “jobsamtale” er ikke specielt mafiøst, men fælles er det, at man anvender nogle ord, som betyder noget i forvejen, og giver dem en ny betydning, som anvendes nedladende over for en særligt udpeget gruppe. Sådan et sprogmønster er særligt kendetegnet undertrykkelse og opsplitning af befolkningsgrupper, som man har kendt i tidernes løb.

At tale lige høfligt og respektfuldt til alle, er en fundamental del af dannelse i vores kultur. Man er helt enkelt en udannet sjuft - udannet med ét d - hvis man taler nedladende til andre voksne. I vores kultur har man skullet være særlig anbragt på sidespor for at falde ud af den nåde. For eksempel som kriminel og i fængsel. Eller anbragt på datidens åndssvageanstalter (hvor man blandede mentalt retarderede med besværlige mennesker, som var normaltbegavede) eller datidens fattiggårde.

Dels er socialkontorene selv gennemsyret af dybt nedladende attitude, og dels kommer der nogle helt konkrete krav fra regeringen. Jeg hørte engang, at a-kassen AJKS, som organiserer flere kommunikationsfag, engang ville sende venligere breve ud til sine medlemmer på dagpenge. Det blev stoppet af den pågældende styrelse på området, som forlangte nogle ganske bestemte og nedladende og skarpe formuleringer.

Enhver, som tiltales som andet end et voksent menneske med integritet, bør sige fra. Lad os gøre det i fællesskab.

Der er en forestilling om, at denne nedladende attitude optimerer beskæftigelsesgraden hos de mennesker, som udsættes for den. Men jeg tillader mig virkelig at tvivle. Det er en syre, som virker nedbrydende på mennesker, og det kan næppe højne nogen beskæftigelsesgrad. Slet ikke hos de syge, som ingen mulighed har for at slippe ud.

Nu har borgerne udtømt alle muligheder - nu er det dovne politikeres tur

Det politiske system forlanger af borgerne, at de skal udtømme alle muligheder, men det forlanger systemet ikke af sig selv. Politikerne har intet som helst gjort for at undersøge, om man kunne gøre det bedre og mere menneskeværdigt end det nuværende rædselsregime, som de syge trækkes igennem, før de måske kan få fleksjob eller førtidspension.

Det politiske system forlanger af varigt syge borgere, at absolut alle muligheder skal udtømmes og endnu mere til, før man kan få fleksjob eller førtidspension.

Det er den eneste måde, hvorpå systemet kan sikre, at alle som kan arbejde, rent faktisk kommer til det, så ingen snyder og kører på fribillet, lyder logikken.

Flest mulige skal altså bestille noget og flest mulige skal i højest mulige grad kunne forsørge sig selv.

Den målsætning er meget svær at være uenig i. Man kan sige, at udsagnet med et brag dumper den såkaldte “ikke-test”. Man kan ikke sætte ordet “ikke” ind i sætningen og finde nogen af betydning, der vil være enig i udsagnet.

Som at have en psykopat til chef
Men den negative tilgang, hvor systemet forlanger af borgerne, alle muligheder er udtømte, er noget, som systemet ikke forlanger af sig selv. Politikudviklingen er foregået med tætte skyklapper, og der er hoppet over gærdet, hvor det er så lavt, at det er gravet ned.

Det politiske system har overhovedet ikke selv undersøgt, om der er andre metoder, der virker. Den førte politik er idéforladt, reaktionær, kontrolmanisk, misantropisk, doven, paranoid, ensporet og fastlåst i sin forestilling. Og disse dårligdomme lider hele samfundet under. For de borgere, der er underlagt systemet, er det som at have en psykopat til chef.

Det politiske system har fuldkommen forsømt at undersøge, udtømme og udelukke, om man på anderledes positiv vis kan højne beskæftigelsesgraden og selvforsørgelsesgraden til det samme eller noget i nærheden blandt syge og handicappede med nedsat arbejdsevne.

Mette Frederiksens hånlige karikatur
Man kunne starte med at se, hvilken effekt, det har at tildele borgere førtidspension. Myten er, at det fører til dårligere helbred og social isolation. Mette Frederiksen afleverede det patroniserende statement, at det skulle være slut med at leve bag nedrullede gardiner.

Der er dog meget, der tyder på - ikke mindst en 2014-undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, at det forholder sig stik modsat. Det passer med de mange samstemmende beretninger, man får fra de personer, som slæbes igennem systemet. De taler om det som psykisk udmagrende. En læge kunne for nylig berette, at fysisk syge bliver psykisk syge af at udtømme mulighederne for at komme i job.

At få førtidspension beskrives af mange som frigørende. Det er der, de føler, at noget kan bygges op igen.

Både forskning og hverdagens empiri sandsynliggør, at en meget syg eller handicappet borger, langt fra arbejdsmarkedet, har langt bedre forudsætninger for at kunne mobilisere nogle kræfter og anvende dem til produktive formål i forskellige grader, hvis man holder op med at holde dem som slaver.

Slaskedukker i stedet for arbejdskraft
Man ser det i mange socialøkonomiske virksomheder, hvor førtidspensionister bidrager med det, de kan. Fænomenet er dog stærkt truet af den skærpede politik på området. I stedet for at være i kontakt med ældre- og handicapforvaltninger eller borgerne selv, er socialøkonomisk praktik måske ved at udvikle sig til kortvarige arbejdsevnetest i samarbejde med beskæftigelsesforvaltninger og med den syge borger som kastebold og slaskedukke uden indflydelse på sin hverdag.

Nye førtidspensionister kunne i stedet blive mødt med positive tilbud fra beskyttede jobmiljøer i det offentlige eller i det private. I offentlig-privat samarbejde eller hos selvejende institutioner eller foreninger i civilsamfundet. Spejderforeninger, idrætsforeninger, kirkelige aktiviteter, kulturforeninger og lignende er ikke målbare i bruttonationalproduktet, men de skaber et stærkt civilsamfund, som giver grobund for målbar velstand.

Direkte kontraproduktivt
På samme vis forbereder man ikke fleksjobberes liv på fleksjob ved at trække dem igennem et årelangt og ødelæggende forløb. En fleksjobber afklares bedst ved at fleksjobbe. Ikke ved at ødelægge deres ressourcer i et afklaringsforløb.

I det hele taget ødelægger man borgere psykisk og fysisk ved det, der foregår nu. For eksempel minder sagen Kim Damgaard fra Vejen om et æsel, der bare får flere og flere pisk, desto mere æslet går i stå. Så grotesk er det. Det styrker ikke borgernes ressourcer. Det er direkte kontraproduktivt.

Og hvem ved, om en omvendt tilgang til de syge og uarbejdsdygtige ikke kunne vise sig at give en endnu højere beskæftigelsesgrad hos målgruppen end det nuværende vanvid? Et vanvid, som kun tegner sig til at blive en statistik fiasko. Ressourceforløbene har slået flere ihjel, end de har sendt folk i job.

Ressourceforløb bygger på sproglig manipulation

Før handlede førtidspension om arbejdsevner. Nu er det såkaldte ressourcer. Men ordene betyder det samme i sammenhængen. Fuldkommen det samme. Den førte politik og praksis er et retorisk svindelnummer, der ikke kan overleve en simpel analyse.

Vi er sprunget fra det ene kriterium til det andet, når vi har snakket om folks arbejdsduelighed. Måske er det en skrøne - måske ikke. Men i gamle dage talte man om de diagnoser, der udløste en førtidspension.

Alt fra blindhed til skizofreni. Det gjorde man op med i reformen fra 2003, hvor diagnosekriteriet i loven om førtidspension blev erstattet af et arbejdsevnekriterium. Der skete også en udfladning af satsstrukturen, så laveste og mellemste sats bortfaldt. Nu var der ikke længere "discountførtidspension" til discountinvalide. Nu kunne man være arbejdsinvalid. Til gengæld skulle det dokumenteres yderst grundigt fra 2003.

Arbejdsevnekriteriet skulle have "sat en prop i", som det kaldes og mindske tilgangen til førtidspension. Det skete ikke.

Så tog man i 2012 den strammest mulige førtidspensionslov og strammede den endnu mere. Altså over gevind. En de facto ophævelse af førtidspension som ordning, borgere har lige lovadgang til, hvis visse kriterier opfyldes.

Nu var det ikke nok, at alle lægepapirer og arbejdsprøvninger viste, at man ikke havde en restarbejdsevne at udvikle. Nu smed man et nyt begreb i spil, som ikke var arbejdsevne.

Ressourcer, kaldtes det. Altså, når det er helt udelukket, at man har arbejdsevne tilbage, der kan udvikles, så tager man hul på sidste reserve: Borgerens ressourcer. Nu skal mulighederne for at udvikles borgerens ressourcer undersøges. Og kan borgerens ressourcer udvikles, kan disse ressourcer måske mutere til arbejdsevne.

Og det er så ophøjet til national lov nu og administrativ praksis. Noget, der faktisk er aldeles og totalt nonsens. Intet mindre.

For hvad er arbejdsevne?

Og hvad er ressourcer?

I forhold til chancen for at komme i arbejde - er svaret: Det samme. Fuldkommen det samme.

Begrebet ressourcer er bare et synonym til arbejdsevne, der befinder sig et trin højere oppe på abstraktionsstigen:

Begrebet ressourcer, når det anvendes i arbejdsevnesammenhæng, er altså intet andet end en abstrahering af begrebet arbejdsevne, og begrebet arbejdsevne er en konkretisering af begrebet ressourcer.

Ressourcer er et ekstremt abstrakt begreb, der dækker over alt, der er kræfter i. Ressourcer er de kræfter, et menneske har - det brændstof en bil kører på - og meget, meget andet.

Et andet abstrakt begreb er for eksempel "karriere". Det kan være en hvilken som helst karriere. En karriere som bankrøver, ingeniør eller eller psoriasispatient. Eller begrebet befordringsmiddel, som er ekstremt abstrakt: Det kan være et økonomisk incitament i politik (vi sænker kontanthjælpen - det befordrer folk til at finde job), og det kan betyde transportmiddel, som igen kan betyde bus eller tog. Altså, befordringsmiddel findes på toppen af abstraktionsstigen. Det næste ord er transportmiddel, og det nederste ord på stigen er bus. Hov, vi kan også gå helt ned og nævne mærket, årstallet og stelnummeret, så ingen kan være i tvivl om, nøjagtigt hvilken bus der menes.

Abstraktionsstigen er også en pyramide. Øverst oppe findes de færreste ord. Og nederst - i det mest konkrete - er ordene talrige som sandkorn i ørkenen.

Tilbage til ressourcer: Det er ikke andet end et erstatningsord for arbejdsevne. Det, som mulighederne skulle udtømmes for allerede med 2003-loven. For når spørgsmålet er, hvilken ressource, der skal til for at kunne forsørge sig selv ved arbejde, så peger den nedadgående pil kun på ét begreb, der findes et trin længere nede: Arbejdsevne. Det altafgørende er, om man har evner, der kan bruges i arbejde. Det er fuldkommen ligegyldigt, hvor langt man kan spytte, selv om langspytning i sig selv er en ressource.

Ordet arbejdsevne er abstrakt nok i sig selv. Et trin længere nede kommer det, der definerer en arbejdsevne: Fysiske kræfter, kognitive evner. Helbred og fravær af sygdom.

Forestillingen om, at man fra ressourcer kan bypasse sig forbi arbejdsevnekriteriet - fordi borgeren har dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan udvikles - og pludselig lande på selvforsørgelse, er intellektuel nonsens.

Der er rigtig mange borgere, der sendes i ressourceforløb, selv om de har speciallægeprognoser, som ikke viser vej til selvforsørgelse. Hvor det er udelukket, at de kan noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet, og hvor det er udelukket, at deres begrænsninger kan helbredes, så det kan ske.

Det har ført til mange "morsomheder". En kvinde på Fyn, jeg har hørt om, fik et ressourceforløb, hvor hun skulle nusse om sine roser i haven. Det er i det mindste ikke så farligt. Men det er et eksempel på, hvad man kan arbejde med af ressourcer, hvis det ikke er arbejdsevneressourcer.

Endnu værre så findes de tiltag, som går stik imod lægers advarsler om, hvad der kan gøre dem sygere. Altså hvor man tilrettelægger et ressourceforløb som om, lægernes advarsler ikke er blevet hørt. Det hører man ofte om. Og om lægekonsulenter, der fuldstændig forvansker de ord, speciallægen udtalte.

Nu beretter læger i dagspressen, at disse ressourceforløb gøre mange borger sygere, og det er ikke spor overraskende. Det er heller ikke overraskende, at det har slået flere folk ihjel, end det har sendt folk i job, som en afsløring af Nordjyske Stiftstidende for nylig viste.

Man kunne forestille sig, at man tilsvarende fuskede med begreberne i tekniske installationer eller bygningskonstruktioner. Så ville der tilsvarende ske sammenbrud og ulykker. Nu går det ud over mennesker. Det kan politikere og administratorer sidde og bortforklare i ét væk. Men de kan ikke se sig i spejlet.

Der findes et yderst spinkelt fåtal af borgere, som fik job efter ressourceforløb.

Det kunne de få, fordi de rent faktisk havde en arbejdsevne at udvikle. Intet andet som helst fidumskudum, der peger op ad abstraktionsstigen på "ressourcer", fordi der ingen arbejdsevne var eller håb for.

Fleksjob først - bevis det bagefter

Varigt syge, som har en arbejdsevne, kan typisk få deres arbejdsevne gemt væk og passiviseret i årevis, mens de venter på godkendelse til fleksjob. Lovgivningen æder sin egen hale. Send dog folk i fleksjob først og tag bevisførelsen bagefter.

Der kan være mange grunde til, at en borger mister dele af sin arbejdsevne for bestandig. Det kan være medarbejderen, som får posttraumatisk stress-syndrom efter at være blevet truet på jobbet. Det kan være håndværkeren, som ikke kan passe sit arbejde i samme grad efter en trafikulykke.

Der findes en offentlig, subsidieret jobordning, som helt afgrænset er målrettet de borgere, som er varigt og uforbederligt syge, men som stadig har en restevne til at arbejde. Måske i 10 eller 20 timer om ugen eller på fuld tid med halv styrke. Ordningen hedder fleksjob.

For at blive visiteret til fleksjob, skal man dog helt udtømmende bevise, at man er berettiget. Der må ikke herske den mindste tvivl om, hvorvidt borgeren kan vende tilbage til almindeligt fuldtidsarbejde. Enten direkte eller via et revalideringsforløb.

Et sygdomsforløb, jeg ofte har hørt om, handler om en arbejdende borger, som kommer til skade midt i en ansættelse. Arbejdsgiveren vil gerne beholde sin syge medarbejder, som ikke længere kan fungere på fuld tid. På den betingelse, at medarbejderen kan fleksjobbe.

Det er omtrent sådan et scenarie, som ordningen oprindelig var tiltænkt.

Men så kommer prøve-, bevis- og dokumentationsfasen, som skal udtømme enhver anden mulighed. Typisk går der så længe, at borgerens sygedagpengeret er bortfaldet, og borgeren er på kontanthjælp eller har ingen indkomst, fordi han eller hun er gift.

På den ene eller anden måde skal borgerens arbejdsevne afprøves. Enten i virksomhedspraktikker eller på kommunale aktiveringsanstalter. Ofte beskrevet som et psykisk slidende og ydmygende forløb i kløerne på et system.

Og mange, som gerne ville vende tilbage til jobbet, driver bort på en isflage fra de vante arbejdsomgivelser og ser dem forsvinde i horisonten. Den restarbejdsevne, som de har, bliver ikke brugt, når de befinder sig i bevis- og dokumentationsfasens limbo.

Det er vanvid. Det slider og river borgere i stykker (læs beretningen fra dr.dk)

Der findes ét sted, hvor man bedre end noget andet sted kan teste en arbejdsevne. Der hvor man arbejdede. I trygge rammer og under trygge omstændigheder og hvor målet er at fastholde en god arbejdspladsrelation.

Derfor bør en varigt syg borgers påstand om fleksjob få opsættende virkning, som indebærer, at fleksjobforløbet starter, når borgeren ansøger. Det skal selvfølgelig ikke være for alle og enhver. Først og fremmest skal borgeren være sygemeldt og være i stand til at arbejde, men ikke i stand til at arbejde på fuld tid eller for fuld hammer. Man kan også kræve, at der er lægelige udtalelser, som vurderer, at tilstanden er varig.

Med sådan et grundlag kan testfasen begynde. Man kan blive testet på sit job og med løbende vurderinger fra arbejdspladsen. Der skal naturligvis være en incitamentsstruktur, som ikke gør det fordelagtigt for chefen at betragte sin medarbejder som dårligere, end han eller hun er. Det skal ikke være en god forretning at have en fleksjobber - det skal være udgiftsneutralt.

For de borgere med samme prognose, som ikke har en særlig tilknytning til en arbejdsplads, er det ligeså relevant at indgå et varigt forhold til en virksomhed.

Det kunne jo vise sig, at det er jobbet, der træner borgeren op til at kunne klare et fuldtidsjob. Noget, som næppe vil ske i kommunens arbejdsprøvekarrusel eller på passiv forsørgelse.

Forslaget huer selvfølgelig ikke det vildtvoksede bureaukrati, hvor adskillige i den offentlige sektor lever af den årelange og absurde række af arbejdsprøvninger. Det huer heller ikke det herskende regime i beskæftigelsespolitik, hvor alt skal bevises og udtømmes. Paranoiaen styrer.

Men for resten af samfundet kan det vise sig at være en glimrende idé at tyvstarte med fleksjob.