Den værste løgn er, at vi alle helst skal arbejde

Det er et temmelig rent flag at tone, når en Venstre-regering henter sin arbejdsløshedsminister direkte i Dansk Arbejdsgiverforenings direktørstol.

Jørn Neergaard Larsen gør sig dog heller ikke umage med at tage afstand fra sin fortid. Tværtimod så flugter hans ministervirke så udmærket med de arbejdsgiverinteresser, han for ganske nylig varetog som topchef i DA.

Også selv om den førte politik ikke er til at skelne fra Mette Frederiksens, da hun sad på samme taburet. Men det siger mest om Socialdemokraternes fuldkomne knæfald for en neoliberalistisk dagsorden.

De er nemlig enige om at sige, at alle skal i job – og det mener de vel også. Men det er ikke alle, der skal have rigtige job. Det er nemlig den store og værste løgn – at politikerne ønsker alle i ordinære job.

Det betyder nemlig fuld beskæftigelse, og fuld beskæftigelse er rent gift for de arbejdsgiverinteresser, som enhver regering i de senere årtier så trofast har tjent.

Fuld beskæftigelse betyder, at der ikke står en ledig arbejdsstyrke og underbyder hinanden for at få job.

Og hvordan kan man vide det?

For eksempel er man beskæftigelsespolitisk næsten kun optaget af det, de kalder ”at øge arbejdsudbuddet”, når de går i detaljer. Systempolitikerne er i mindre grad optaget af at skabe job. For eksempel ved hjælp af lempelig finanspolitik.

På den ene side er arbejdsudbud ikke en dagsorden, som politikerne har lyst til at smøre ud over billboards, Youtube-reklamer og helsideannoncer i dagblade, for det er udtryk for en teknokrattænkning, som ikke er specielt sympatisk.

På den anden side er det et meget bekvemt dækord. Mange tror jo, at en indsats for at øge arbejdsudbuddet betyder, at man forsøger at øger udbuddet af arbejdspladser, men det betyder faktisk, at flest mulige skal stille sig i jobkøen (i stedet for at stå eller ligge andre steder).

Man kan også vide det, fordi politikere og arbejdsgivere kategorisk har afvist at arbejde med idéer om arbejdsdeling – den såkaldte ”skraldemandsmodel”. Hvis der ikke er 37 timer til alle, så er der måske 30 til alle, og så bør alle dele arbejdstiden og lønbudgettet.

Dén idé er ikke løbet ind i andet end i syv kors, der bliver slået, og det er fordi, at fuld beskæftigelse er rent gift for arbejdsgiverne. Skraldemandsfordeling af job burde netop hue folk, som vil have folk væk fra overførselsindkomster. Men åbenbart ikke alligevel.

Arbejdsgiversiden vil heller ikke se ledigheden blive særligt lav, før de foreslår, at arbejdskraften importeres i form af øget indvandring. Senest har de været meget ivrige for at importere østeuropæisk arbejdskraft, baseret på et fuldkommen dækningsløst postulat om, at der ikke findes danskere, der vil have de opslåede job.

Hver gang en jobsag har været oppe i medierne, er virksomheden blevet bestormet med henvendelser.

Systemets løgn er, at vi alle skal have et job, og deres påstand er, at der er mange, der ikke gider at arbejde.

Her er sandheden:

Systemet kræver, at betydeligt mange borgere ad gangen er arbejdsløse og at mange står forgæves i kø efter job. Okay, systemet kan godt acceptere, at man får sig en smule arbejde. Gennemstrømning og udskiftning er ingen ulempe for systemet. Men der skal helst være en håndfuld tusinder, der ikke har et rigtigt job. Det er ikke så vigtigt, hvem der er arbejdsløse. Antallet af ledige er afgørende. Er der alt for mange ledige, er det et problem for efterspørgslen på varer. Er der for få ledige, er det bestemt også et problem. Igen - fuld beskæftigelse er rent gift.

Mette Frederiksens nytteaktivering – også kendt ”skræmmeaktivering” eller ”straffeaktivering” - passer perfekt ind i modellen. Det skal være stressende og ydmygende og lidelsesfuldt at være en af de ledige, for det skal få de ledige til at gøre hvad som helst for at komme i arbejde.

Socialdemokraterne er for længst begyndt at regne skræmmejob med, når de siger, at der skal være arbejde til alle.

Giver det flere job at piske sådan med folk? Måske kan man måle en lille, marginal effekt. Men ikke af nogen betydning for den samlede beskæftigelse. Den seneste reform af kontanthjælpsforringelser har en estimeret jobeffekt på 700 flere i job, og det er baseret på en formodning om, hvilke prispåvirkninger reformen giver og hvilke jobeffekter, den prispåvirkning har.

Systemet og dets tiltag vil formentlig ikke øge beskæftigelsen i nogen betydningsfuld grad. Og det er – i modsætning til systemets løgn – bestemt heller ikke meningen. Vi skal ikke alle i job. Det er rent gift for arbejdsgivernes snævre værdiinteresser, hvis vi alle er i job.

Tag også de syge, som ikke kan arbejde. De skal stadig rammes af såkaldt motiverende tiltag. Er det fordi, politikerne selv tror på, at de sygemeldte og invalide kan arbejde? Næppe. Men hvis man også tæsker de syge ind i den arbejdsløshedskø, som der pinedød skal være, så vil det give en positiv værdieffekt for arbejdsgivernes snævre interesser. Og såmænd også for folk i faste job. Derfor har rigdomslobbyen overbevist mange lønmodtagere om, at velfærd er en trussel for folk i stedet for en sikkerhed.

Jobmarkedet er som den en stoleleg, hvor man skal sætte sig ned, når kassetteafspilleren sættes på pause. Og hvor der er for få stole, så nogen lander på måsen og slår sig. Det er værdioptimerende for arbejdsgivernes interesser, at der er folk, som slår sig i dette spil.

Hele systemet – prisen for en vis velstandsmargin i samfundet – bygger altså på, at der altid skal være en vis mængde borgere, som føler sig stresset og ydmyget og skamfulde, fordi de ikke har et job.

Det er en pervers jagt på mammon, der stikker under. Som om vi ikke har nok fladskærme og firhjulstrækkere til lands. Der er brug for et opgør med en politik, som kun regner med en økonomisk bundlinje og ikke også en social og en bæredygtig bundlinje.

Vi har ikke en politik, der går op i, om alle har det godt. Men det er det, vi burde have.