lørdag den 21. november 2015

Derfor kan Venstre godt lide de hjemløse

Venstres frihedspris er et bjørnekram eller et Judas-kys til hjemløse, som jo er Venstres egne alterofre.

De færreste grupper i samfundet er så ombejlet af politikere som hjemløse. Der er nærmest tale om små kælelam. Politikere er så glade for hjemløse, at de gerne vil have flere af dem, og de er så glade for hjemløse, at de gerne ser dem forblive det.

Således kunne Venstre i partiets årlige forsamling ikke dy sig for at stikke hjemløseavisen Hus Forbi en såkaldt frihedspris. Til gadens frie fugle, der står og sælger aviser. I Venstre-optik er det vel nærmest heroisk at sige nej til kontanthjælp og i stedet leve forhutlet og beskidt som bladsælger.

Bladets egen organisation var heller ikke imponeret.

- Jeg vil bruge min frihed til at appellere til jer i Venstres bagland om at udnytte jeres frihed til at arbejde for, at jeres parti ikke bare holder skåltaler og uddeler priser, når det kommer til socialpolitik, lød det fra Henrik Søndergaard Pedersen næstformand for Hus Forbi.

- Og jeg vil opfordre Venstre til altid at spørge sig selv, om den førte politik risikerer at sende flere ud i hjemløshed.

Hjemløshed er i løbet af cirka én generation - i tiden med generation x’s tilstedeværelse på scenen - gået fra at være sociologisk obskurt i Danmark til at være hverdagssyn. En stigning som hele det politiske system har fulgt uden at gøre noget alvorligt.

Alle skilte på vejen har varslet så tilstrækkeligt, at man kun kan konkludere, at vi har fået en voksende hjemløseklasse, fordi politikerne gerne vil have dem, for hjemløshed er immervæk ikke dyrt for et samfund som vores at gøre op med.

Men de er ret nyttige at have, hvis man har en vis politisk agenda.

Hjemløshed er brugbart som et skræmmeeksempel. Hvis du ikke opfører dig, som vi vil have det, så kan du selv kigge hen mod bænken og se, hvad der vil ske med dig. Hjemløshed har også været yderst brugbar i politik som en ny laveste værdi for udsathed og svaghed i samfundet. Svarende til at genindføre 10-øren, så 50-øren ikke længere er den ringeste mønt. Det gør, at man kan affeje stærkere gruppers ønsker og krav. Du, der er arbejdsløs, skal ikke komme her og sige, at du tilhører de svage, der har behov for nogen hjælp. De svage er nemlig ikke dig. De rigtig svage er de hjemløse.

Med de hjemløse som laveste værdi bliver det ligefrem uforskammet at kere sig om udsatte, der er bedrestillet i kraft af, at de (endnu) ikke er hjemløse. Kerer man sig om luksusbumser, som har boliger, så vil man ikke sjældent opleve, hvordan socialstrammere foregøgler at tage de udsattes parti og siger: "Hvad bilder du dig egentlig ind. Du har fjernsyn. Tænk på de hjemløse. Det gør vi! Det er dém, vi skal gøre noget for. Ikke jer."

Så de hjemløse er brugbare til at tage underklassen og fragmentere den yderligere, end den er i forvejen. For en samlet underklasse kan repræsentere en forholdsvis stærkere og fælles interesse til fordel for kampen for socialt værn. En fragmenteret underklasse er derimod fuldkommen i samfundsetablissementets vold, hvor grupper af udsatte spilles ud mod hinanden.

De hjemløse er også for længst blevet en del af julestemningen, så folkestemningen følger med. Det har ikke været rigtig jul, hvis man ikke har købt en lodseddel eller doneret en dåse flåede tomater i et supermarkeds indsamling af julekurve.

De hjemløse er nogle af de mest umælende i samfundet, og de står næsten aldrig klar til at reagere på det, der bliver sagt om den gruppe af borgere. Hvis man vil vide, hvad de mener, så ringer journalister til ministerpensionist Jann Sjursen, som gør et glimrende arbejde for at tale svages sag. Men alle ved, at det er Jann Sjursen, der taler.

Politikerne har stået i kø for at sige, at det er de virkelig svage, som hjælpen skal rettes imod. Men vi ser ikke andet end end stigning i hjemløshed. En stigning på 23 procent siden 2009.

Venstres pris til Hus Forbi var ikke andet end et misbrug af de hjemløses situation til at meddele et statement, når Venstre begrunder prisen med, at Hus Forbi giver udsatte “en mulighed for at tage ansvar for eget liv”.

Og det er ikke andet end vrangvendt gavepapir, der dækker det egentlige budskab: Der findes nogle borgere, som ikke tager ansvar for eget liv, og dem vil vi gøre livet surt for.

Og det bliver sikkert endnu lavere ydelser og flere sanktioner som kontanthjælpstræk, når næste runde byder sig. De tiltag, som i de senere år har stået på Venstre menu. Det giver også en effekt i form af flere hjemløse-kæledægger på gaden, som man kan kæle og nusse om. Eller skal vi kalde Frihedsprisen til Hus Forbi for et Judas-kys?

fredag den 20. november 2015

Velfærd har intet med luksusbiler at gøre

Finansloven med kontanthjælpsrøveriet angriber velfærden, så syge og ledige skubbes længere ud til kanten. Og så skal man høre en klovneagtig bemærkning om middelklassefamiliers mulighed for at købe en dyr bil.

Der er noget, Joachim B. Olsen har misforstået om hele begrebet velfærd, når han i et svar til Matias Tesfaye siger, at det er en velfærdssag, om en familie kan få en Ford Mondeo lidt billigere eller ej. For som han påpeger, er der andre lande i nærheden af os, hvor familier har råd til større biler. Som en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner og som snart koster lidt mindre, så den velbjærgede familie slipper lidt mindre i afdrag om måneden. Måske svarende til et par rødvine.
"Er det ikke også velfærd, at metalarbejderen og håndværkeren får bedre råd til at købe en familiebil, Mattias Tesfaye?" spørger Joachim B. Olsen på et socialt medie ifølge Avisen.dk.
Og han skriver endvidere:
"En Ford Mondeo og en Octavia er familiebiler. Det et helt almindelige sedaner. Sådan er det i alle andre højt udviklede velfærdssamfund."
Svaret, Joachim B. Olsen, er meget kort og kategorisk: Nej.

Velfærd har aldrig handlet om materielle goder. Jo, materielle goder indgår relativt i det, man til enhver tid vil kalde for velfærd, men derfor er materiel velstand ikke velfærd, og en Ford Mondeo er milevidt fra at passe ind i nogen velfærdsformel. Det er heller ikke forekomsten af hvide aspargesstykker, der gør rejesalat til rejesalat.

Penge er heller ikke velfærd. Velfærd har aldrig handlet om at dele penge ud for penges skyld. Fordi det skulle være velfærd i sig selv at have penge. Den dag, man vil kunne sikre borgeres velfærd uden at dele penge ud til trængende, ville man også stoppe med at dele penge ud. Penge er kun midlet, som i den aktuelle samfundssituation spiller en afgørende rolle for, at man ikke lider afsavn og armod, fysisk eller socialt. For 500 år siden var det ganske sikkert noget andet end cash, man gik op i. Dengang var det vel afgørende, om man tilhørte et fællesskab en i landsby med lune hytter og forråd af føde. Om 500 år kan penge være ligegyldige igen.

Velfærd er et upræcist begreb, men én ting kan man slå fast, hvis man studerer den betydning, ordet altid har haft: Det har aldrig betydet en sikring af nogens rigdom. Det er et værn mod nogens fattigdom. I et velfærdssamfund skal man ikke kunne gå i hundene.

Og i et velfærdssamfund skal man heller ikke ligge vågen om natten over ikke at have et job, for man får penge, der dækker omkostningerne til et liv, så man kan opretholde en tilværelse som ligeværdig medborger.

For eksempel var bistandsloven fra 70’erne, som Venstre-regeringen ved Poul Hartling udarbejdede, det sidste opgør mod fattigvæsenets rester i samfundet. Det sidste stigma skulle tages af panden af de ledige og udsatte. Man skulle kunne bo side om side i en boligopgang ikke kunne se, hvem som gik på arbejde og hvem som ikke gjorde.

Ledighed og sygdom skulle altså ikke føre til, at man måtte bo som et andenrangsmennske eller spise eller klæde sig på en måde, således at det var tydeligt at her var der tale om en syg eller arbejdsløs.

Velfærdens vigtigste landevinding var, at man skulle kunne gå på gaden og ind og ud sin dør, uden at omgivelserne kunne se, at her var der en arbejdsløs. Det var altså ikke nok, at man fik et kasseret brød fra i forgårs og noget hullet tøj, som andre havde smidt ud.

Derudover er velfærd også en masse andet end fattigdomsværn og pleje af hjælpeløse. Det er også uddannelse. Der skal være lige økonomisk adgang til uddannelse, og så langt kom vi da næsten. Der er en rest tilbage af egenbetaling af blandt andet bøger på videregående uddannelser. Velfærd er lighed i sundhed og gratis sygehusbehandling, når man har behov. Men det mest basale er altså føde, hus og klæder og pleje af hjælpeløse.

Den del af velfærden, som så er blevet genstand for ballade i de senere år, har været overførselsindkomster. Kontanthjælpen er i seneste finanslov blevet skåret, og i stedet kan folk med mange penge få lidt rabat på en Ford Mondeo. Det synes Joachim B. Olsen er et velfærdsskridt.

Det er ikke nemt - det er umuligt - at fastsætte, hvad der er rimeligt at udbetale i kontanthjælp, for det er en vilkårlig politisk beslutning, og det er derfor, kontanthjælpen er til diskussion og bliver genstand for tovtrækkerier: Så er der kontanthjælpsloft - så bliver det afskaffet - så kommer der et nyt og såkaldt “moderne” kontanthjælpsloft.

Den overordnede ramme om kontanthjælpsprincippet er Grundlovens bestemmelse om forsørgelse, og den bestemmelse vejleder ikke nærmere: Kan man ikke forsørge sig selv, skal man forsørges. Den bestemmelse er så i alle tider blevet fortolket. I Grundlovens barndom var det noget med fattiggårde og ret strenge vilkår, men store befolkningsgrupper som den fattige bondealmue, havde ligeledes levevilkår, der var strengere, end vi kender i dag. Industriarbejdet i byerne forbedrede manges levevilkår, men det var stadig strenge levevilkår.

Så der var forskel på at være et fattiglem på en fattiggård til at være arbejder i industrien eller landarbejder, men selv om forholdene kan virke grusomme, målt op imod dagens levevilkår, var fattiglemmernes levevilkår ikke langt fra almuens eller arbejderens - dem, der bogstavelig talt knoklede hårdt for dagligt brød.

Så hvad velfærd indebærer af velstand, er altid relativt og måler sig altid op imod, hvad normen er - hvordan de fleste mennesker lever.

Velfærd har ikke i noget, der ligner nyere tid - ikke siden Kanslergadeforliget - været reduceret til blot at sikre borgernes overlevelse - blot at få mad nok til ikke at krepere og tag over hovedet nok til akkurat ikke at fryse ihjel. Der er også et sociologisk lag oven i det strengt biologiske lag. Det sociologiske lag er værdighed. Følelsen af medborgerskab.

Det, der nu præger de politiske ambitioner, er at sænke ydelserne så meget, at det skaber afsavn eller decideret armod, når man tager skridt, som navnlig De Udsattes Råd advarer imod. De senere år har netop også vist, at det er det, der sker, når man strammer. På seks år er hjemløsheden steget med 23 procent.

Når et såkaldt velfærdssamfund udøver den slags udstødelse - altså når sikkerhedsnettet er så hullet, at man kan falde igennem - så bør man ligefrem diskutere, om der overhovedet er tale om et velfærdssamfund, eller om det er en affart, vi skal tale om. “Workfare”, kaldes det af nogle. Et system, som bare udstøder dem, der ikke kan bruges.

Stramninger rammer ikke kun de mest udsatte på det mest basale. Det rammer også folk, der formår at bevare deres bolig, og det rammer dem på værdigheden. Det er uværdigt, hvis man ikke kan betale sit barns fodboldkontingent. Så er man alvorligt amputeret på samfundsdeltagelsen.

Ingen udtrykte disse ambitioner bedre end lige netop statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i august 2012 begrundede ambitionerne om kontanthjælpsstramninger med sætningen: “Vi skal have sulten tilbage”. Men det var jo det - sulten - som Venstre-statsministeren 1973-1975, Poul Hartling, ville gøre op med, da Venstre-regeringen udarbejdede bistandsloven og stillede lovforslaget i 1974 efter en anbefaling fra en socialforskningskommission. I et velfærdssamfund skal man ikke sulte efter hverken mad eller værdighed.

På hele den baggrund, jeg her har beskrevet, er det begrebshærværk at køre en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner ind på scenen og gøre anskaffelsen af en dyr bil til noget som helst spørgsmål om velfærd. Men det er sikkert også meningen. Det er en del af angrebet på velfærden, at man dekonstruerer begrebet og giver ordet en eller flere nye betydninger, der divergerer fra det oprindelige. Fogh-regeringen arbejdede aktivt med det, som Kanslergade - Den Sociale Blog før har beskrevet.