Socialøkonomi og socialøkonomiske virksomheder er smarte buzzord i debatten om samfund, handicap og beskæftigelse, og det har for nylig været særlig aktuelt på tv. Samfundet kan dog vise sig at kvæle hele fænomenet, før det for alvor har fået ben.
I land og by eksperimenterer blandt andre kirkelige og humanitære organisationer med socialøkonomisk virksomhedsdrift. Førtidspensionister har ret til at få hjælp til at arbejde i skånejob, og det drager socialøkonomiske virksomheder fordel af. Ikke til fordel for aktionærer og investorer, men typisk til fordel for humanitære formål eller til fordel for lokalsamfund. Eller blot til fordel for de handicappede selv, som fylder deres dag med mening.
Skånejob betyder, at en udviklingshæmmet, som får førtidspension, kan passe en socialøkonomisk gårdbutik på landet eller en genbrugsbutik i byen. En stærkt smerteplaget patient kan gå og bidrage on og off i sit helt eget tempo på regnskab på kontoret bag butikken. Eksemplerne er mange ude i landet, og hver gang eksemplerne nævnes, prises det til skyerne: Alle har noget at bidrage med, og med socialøkonomi kan de arbejdende føle, at de skaber værdi med de kræfter, som de har.
Der er også en masse innovation med socialøkonomisk arbejde. Det har ikke blot bevæget sig fra den belastede betegnelse "beskyttet værksted" af navn. Men også af gavn. Fra groft sagt at være perleplader i beskyttede værksteder, som pårørende og turister købte af medlidenhed, er der efterhånden mange eksempler på rigtige, meningsfulde erhverv. Det kan enten være service, handel eller produktion.
Det kan være Bornholms Mosteri, som producerer op til 18.000 flasker most om dagen.
Firmaet "Gamle Mursten", som genbruger byggematerialer og sælger dem til kunder.
Skovsgaard Hotel - som helt enkelt driver hotel.
Men netop førtidspensionister bliver der færre af. Det offentlige ydelsessystem har kalkeret tankegangen om, at alle har noget at bidrage med, men på en mere perverteret måde. Med reformen fra 2013 skal man kunne få et fleksjob helt ned på en halv time om ugen. Og borgere, som før fik førtidspension, fordi ingen læger kunne se nogen udvej, skal testes, måles og vejes og prøves, samtales, tjekkes. I en uendelighed. En ung udviklingshæmmet, der fylder 18, kan sandsynligvis se frem til, at det skal foregå i 22 år.
For de som driver socialøkonomisk virksomhed, er reformen ved at virke. Virke trist. Førtidspensionister bliver et udfaset fænomen. Ind kommer i stedet de såkaldte ressourceforløb, hvor de, der før fik førtidspension, måske bruger de socialøkonomiske virksomheder som praktiksteder.
For socialøkonomiske virksomheder har det den afgørende forskel, at hvor førtidspensionister på skånejob bliver hjulpet af handicapforvaltninger til at finde en forhåbentlig langvarig beskæftigelse, så bliver praktikanter i ressourceforløb typisk noget, der piskes igennem svingdøren af Jobcentret med korte forløb, som skal evalueres i en fart.
Og i sådan nogle forløb bliver det trangt med den selvmotivering, som socialøkomomiske virksomheder oplever. Man skal som borger ikke længere finde et meningsfuldt job til sig selv. Man er kun med, fordi man skal prøves og testes. Borgeren er selv blevet kommunens projekt.
Væk forsvinder de langvarige ansættelsesforhold, hvor førtidspensionerede skånejobbere vidste, at her kunne de tilbringe resten af deres arbejdsliv. Frivilligt og med glæde. Ind kommer de borgere, som centrifugeres i beskæftigelsessystemets bureaukratiske system. Et forløb kan kun være midlertidigt, for der skal ske noget, siger kommunen. Når målet er arbejdsmarkedet, så kan man ikke sidde fast i et beskyttet værksted.
Med udfasning af førtidspension bliver socialøkonomiske virksomheder til arbejdsprøveanstalter, som skal hjælpe kommunen med at måle, teste og rapportere og bruge masser af tid på det, i stedet for at bruge masser af tid på at drive god virksomhed.
De socialøkonomiske virksomheders rekrutteringskilde til langvarige ansættelser risikerer i høj grad at tørre ud.
Det ville alt sammen være godt, hvis det rent faktisk var fordi, at disse borgere blev hjulpet til selvforsørgelse. Der er dog intet, der tyder på, at det vil gå så vel for rigtig mange borgere.
Efter to år har eksempelvis Hjørring Kommune haft 250 i ressourceforløb. Kun fem er udsluset til fleksjob, som er det nærmeste trin i hierarkiet. Ingen er sluset ud i rigtigt job.
Og selv om væsentligt flere i den gruppe ad længere tid vil kunne klare sig, så vil der stadig være en betydeligt stor restgruppe af meget sårbare og handicappede, som skal bruge årevis på at lade sig teste og måle og prøve, før de får fred, som det jo ligefrem og rettelig kaldes.
Stramningen af førtidspension, som bærer det yderst vidtløftige navn "brug for alle", kan netop vise sig at være det, der parkerer en masse af de sårbare, som ellers kunne bidrage positivt og frivilligt, hvis de fik førtidspension og skånejob som en del af det.
Træk dog en streg i sandet og sig, at nok er nok for den gruppe. I alt for mange tilfælde, er det åbenlyst, at det ender med førtidspension efter mange års løben spidsrod.
Så ville det være langt værdigere at stoppe prøvekarussellen før. Og betragte den socialøkonomiske løsning som en samfundsgevinst. Mange socialøkonomiske tiltag, der inkluderer skånejobbere som arbejdskraft, binder stykker af civilsamfundet sammen med deres arbejde.
Og et stærkt civilsamfund i Danmark med trivsel og frivilligt initiativ er i den grad en værdi, der giver grobund for noget godt - også for erhvervslivet. Gad vide, om det ikke vil være mere værdifuldt at satse på skånejob i værdige og meningsfulde sammenhænge, end det er at øge arbejdsudbuddet desperat ved at piske flest mulige handicappede ud i jobkøen.
Uanset hvad tidens smarte Excel-ark viser. Der er meget, der er afgørende værdifuldt for et samfund, som disse regneark er blinde for. Kultur, etik, moral, for eksempel.
Læs om socialøkonomiske virksomheder
