Der er noget, Joachim B. Olsen har misforstået om hele begrebet velfærd, når han i et svar til Matias Tesfaye siger, at det er en velfærdssag, om en familie kan få en Ford Mondeo lidt billigere eller ej. For som han påpeger, er der andre lande i nærheden af os, hvor familier har råd til større biler. Som en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner og som snart koster lidt mindre, så den velbjærgede familie slipper lidt mindre i afdrag om måneden. Måske svarende til et par rødvine.
"Er det ikke også velfærd, at metalarbejderen og håndværkeren får bedre råd til at købe en familiebil, Mattias Tesfaye?" spørger Joachim B. Olsen på et socialt medie ifølge Avisen.dk.Og han skriver endvidere:
"En Ford Mondeo og en Octavia er familiebiler. Det et helt almindelige sedaner. Sådan er det i alle andre højt udviklede velfærdssamfund."Svaret, Joachim B. Olsen, er meget kort og kategorisk: Nej.
Velfærd har aldrig handlet om materielle goder. Jo, materielle goder indgår relativt i det, man til enhver tid vil kalde for velfærd, men derfor er materiel velstand ikke velfærd, og en Ford Mondeo er milevidt fra at passe ind i nogen velfærdsformel. Det er heller ikke forekomsten af hvide aspargesstykker, der gør rejesalat til rejesalat.
Penge er heller ikke velfærd. Velfærd har aldrig handlet om at dele penge ud for penges skyld. Fordi det skulle være velfærd i sig selv at have penge. Den dag, man vil kunne sikre borgeres velfærd uden at dele penge ud til trængende, ville man også stoppe med at dele penge ud. Penge er kun midlet, som i den aktuelle samfundssituation spiller en afgørende rolle for, at man ikke lider afsavn og armod, fysisk eller socialt. For 500 år siden var det ganske sikkert noget andet end cash, man gik op i. Dengang var det vel afgørende, om man tilhørte et fællesskab en i landsby med lune hytter og forråd af føde. Om 500 år kan penge være ligegyldige igen.
Velfærd er et upræcist begreb, men én ting kan man slå fast, hvis man studerer den betydning, ordet altid har haft: Det har aldrig betydet en sikring af nogens rigdom. Det er et værn mod nogens fattigdom. I et velfærdssamfund skal man ikke kunne gå i hundene.
Og i et velfærdssamfund skal man heller ikke ligge vågen om natten over ikke at have et job, for man får penge, der dækker omkostningerne til et liv, så man kan opretholde en tilværelse som ligeværdig medborger.
For eksempel var bistandsloven fra 70’erne, som Venstre-regeringen ved Poul Hartling udarbejdede, det sidste opgør mod fattigvæsenets rester i samfundet. Det sidste stigma skulle tages af panden af de ledige og udsatte. Man skulle kunne bo side om side i en boligopgang ikke kunne se, hvem som gik på arbejde og hvem som ikke gjorde.
Ledighed og sygdom skulle altså ikke føre til, at man måtte bo som et andenrangsmennske eller spise eller klæde sig på en måde, således at det var tydeligt at her var der tale om en syg eller arbejdsløs.
Velfærdens vigtigste landevinding var, at man skulle kunne gå på gaden og ind og ud sin dør, uden at omgivelserne kunne se, at her var der en arbejdsløs. Det var altså ikke nok, at man fik et kasseret brød fra i forgårs og noget hullet tøj, som andre havde smidt ud.
Derudover er velfærd også en masse andet end fattigdomsværn og pleje af hjælpeløse. Det er også uddannelse. Der skal være lige økonomisk adgang til uddannelse, og så langt kom vi da næsten. Der er en rest tilbage af egenbetaling af blandt andet bøger på videregående uddannelser. Velfærd er lighed i sundhed og gratis sygehusbehandling, når man har behov. Men det mest basale er altså føde, hus og klæder og pleje af hjælpeløse.
Den del af velfærden, som så er blevet genstand for ballade i de senere år, har været overførselsindkomster. Kontanthjælpen er i seneste finanslov blevet skåret, og i stedet kan folk med mange penge få lidt rabat på en Ford Mondeo. Det synes Joachim B. Olsen er et velfærdsskridt.
Det er ikke nemt - det er umuligt - at fastsætte, hvad der er rimeligt at udbetale i kontanthjælp, for det er en vilkårlig politisk beslutning, og det er derfor, kontanthjælpen er til diskussion og bliver genstand for tovtrækkerier: Så er der kontanthjælpsloft - så bliver det afskaffet - så kommer der et nyt og såkaldt “moderne” kontanthjælpsloft.
Den overordnede ramme om kontanthjælpsprincippet er Grundlovens bestemmelse om forsørgelse, og den bestemmelse vejleder ikke nærmere: Kan man ikke forsørge sig selv, skal man forsørges. Den bestemmelse er så i alle tider blevet fortolket. I Grundlovens barndom var det noget med fattiggårde og ret strenge vilkår, men store befolkningsgrupper som den fattige bondealmue, havde ligeledes levevilkår, der var strengere, end vi kender i dag. Industriarbejdet i byerne forbedrede manges levevilkår, men det var stadig strenge levevilkår.
Så der var forskel på at være et fattiglem på en fattiggård til at være arbejder i industrien eller landarbejder, men selv om forholdene kan virke grusomme, målt op imod dagens levevilkår, var fattiglemmernes levevilkår ikke langt fra almuens eller arbejderens - dem, der bogstavelig talt knoklede hårdt for dagligt brød.
Så hvad velfærd indebærer af velstand, er altid relativt og måler sig altid op imod, hvad normen er - hvordan de fleste mennesker lever.
Velfærd har ikke i noget, der ligner nyere tid - ikke siden Kanslergadeforliget - været reduceret til blot at sikre borgernes overlevelse - blot at få mad nok til ikke at krepere og tag over hovedet nok til akkurat ikke at fryse ihjel. Der er også et sociologisk lag oven i det strengt biologiske lag. Det sociologiske lag er værdighed. Følelsen af medborgerskab.
Det, der nu præger de politiske ambitioner, er at sænke ydelserne så meget, at det skaber afsavn eller decideret armod, når man tager skridt, som navnlig De Udsattes Råd advarer imod. De senere år har netop også vist, at det er det, der sker, når man strammer. På seks år er hjemløsheden steget med 23 procent.
Når et såkaldt velfærdssamfund udøver den slags udstødelse - altså når sikkerhedsnettet er så hullet, at man kan falde igennem - så bør man ligefrem diskutere, om der overhovedet er tale om et velfærdssamfund, eller om det er en affart, vi skal tale om. “Workfare”, kaldes det af nogle. Et system, som bare udstøder dem, der ikke kan bruges.
Stramninger rammer ikke kun de mest udsatte på det mest basale. Det rammer også folk, der formår at bevare deres bolig, og det rammer dem på værdigheden. Det er uværdigt, hvis man ikke kan betale sit barns fodboldkontingent. Så er man alvorligt amputeret på samfundsdeltagelsen.
Ingen udtrykte disse ambitioner bedre end lige netop statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i august 2012 begrundede ambitionerne om kontanthjælpsstramninger med sætningen: “Vi skal have sulten tilbage”. Men det var jo det - sulten - som Venstre-statsministeren 1973-1975, Poul Hartling, ville gøre op med, da Venstre-regeringen udarbejdede bistandsloven og stillede lovforslaget i 1974 efter en anbefaling fra en socialforskningskommission. I et velfærdssamfund skal man ikke sulte efter hverken mad eller værdighed.
På hele den baggrund, jeg her har beskrevet, er det begrebshærværk at køre en ny Ford Mondeo til 365.000 kroner ind på scenen og gøre anskaffelsen af en dyr bil til noget som helst spørgsmål om velfærd. Men det er sikkert også meningen. Det er en del af angrebet på velfærden, at man dekonstruerer begrebet og giver ordet en eller flere nye betydninger, der divergerer fra det oprindelige. Fogh-regeringen arbejdede aktivt med det, som Kanslergade - Den Sociale Blog før har beskrevet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar