tirsdag den 7. oktober 2014

Jo fattigere de er, desto mere afsky vækker de


© Copyright Albert Bridge and licensed for reuse under this Creative Commons Licence.
 
Politiet kritiseres for at stresse hjemløse, skriver Kristeligt Dagblad i dag. Læs artiklen og vend tilbage hertil.
 
Nogle siger, at fattigdom ikke findes i Danmark, når man ser den rigtige fattigdom ude i verden. Det er dén fattigdom, man skal ynke om, siger de. Men gør de så det?
 
Den fattigdom, de taler om, er grænseoverskridende, og hvordan reagerer vi, når "den rigtige fattigdom" kommer til os? Ynker vi så om den?
 
Nej, så møder vi den med afsky og såkaldt stresstaktik. De skal stresses bort fra vores smørhul. Det er lidt som et frønnet træskilt ved bygrænsen i en westernfilm:
 
"This town don't tolerate scumbags"
 
Selv om de samme politikere, som hader dem, har åbnet grænserne og samlet Europa, så de rige kunne handle nemmere indbyrdes.
 
Sover de i parker, bliver de vækket. At blive nægtet sin nattesøvn er også et udbredt torturmiddel.
 
Man stjæler deres egendele, hvis de ikke kan bevise, det er deres. Kan man ydmyge mennesker mere uden vold eller indespærring?
 
Har du måske en kvittering på alle dine køkkenmaskiner derhjemme, eller skal politiet komme hjem til dig og konfiskere din bordblender og din brødrister?
 
Jo fattigere folk er, desto mere afsky møder de i Danmark. Med en social indignation, der er vendt på hovedet, bliver de fattige iblandt os til forstyrrende elementer, der ødelægger den job- og husbesiddende klasses komfort og idyl.
 
Vend den sociale indignation på benene igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar