Virksomheder lytter til de politiske signaler, når de skal planlægge deres forretninger. Er man for eksempel i energibranchen, betyder det enormt, om der kommer en ny afgift eller om afgifter bortfalder. Der betyder alt for, om man kan sælge en vindturbine eller en varmepumpe. Tør man investere i det eller gør man ikke?
Derfor er det ikke sært, at borgere med betydelige vanskeligheder, som er afhængige af støtte - enten permanent eller midlertidigt - må lytte efter, hvad der foregår politisk, for det kan have stor betydning for den enkeltes skæbne og velbefindende.
Nu har regeringen sammen med finanslovsflertallet besluttet sig for at udfase princippet om gensidig forsørgerpligt på kontanthjælpsområdet. Det har vakt ubeskrivelige lettelsens suk hos de ramte familier, som var fanget i alvorlige, økonomiske tilpasningsproblemer, som betød, at man enten måtte bryde familien op eller ernære sig på uværdige måder.
Hvad gør de borgerlige politikere fra forskellige partier? De slår fast, at de fandenvæltedem sætter sig for at genindføre forsørgerpligten så snart, de er kommet til magten. Har man tjekket de sociale medier for politikerudtalelser i det seneste døgn, så fylder forsørgerpligten påfaldende meget. Misundelsens og smålighedens mavesyre er steget til halsen hos den samlede opposition, lader det til.
En snoldet, halv milliard kroner på statsbudgettet er blevet selve kamppladsen i et uendeligt storslag om den sociale retning. De politikere, som beklager at forsørgerpligten bliver afskaffet igen, har nu erklæret åben blitzkrieg. Nogle af de samlevende par, som i går græd af glæde over, at de kunne se frem til at blive boende sammen, skal ikke kunne sove et roligt øjeblik om natten. Det er signalet, ingen skal tage fejl af. Det første, de vil gøre, når de kommer til magten, er at flå pengene ud af hænderne på nogle af dem, der har mindst.
Man kan kun betegne det som en mental terrorkrig. Det er gået hen og er blevet moralsk magtpåliggende at jage nogle af samfundets fattigste, og netop den magtpåliggende grundtone i de politiske meldinger er uhyggelig. Man tænker ikke i hensyn til, at de ramte familier i forvejen lever i usikkerhed og med rutsjeture, der er skabt af politiske amokløb mod deres levevilkår.
Man burde sige: "okay, vi kan ikke byde nogle af vores svageste borgere flere usikkerheder". Man burde erkende, at den halve milliard, der er på spil, ikke er nogen ultimativ sparenødvendighed på et statsbudget, som er fuld af vilkårlige prioriteringer. Man burde erkende, at den halve milliard såmænd er det, man har snoldet bort på en nyttesløs afskaffelse af sodavandsafgiften.
Men man gør ikke det, man burde, og det ejer ingen som helst skam i livet. Det medvirker kun til, at folk, som er flyttet fra hinanden eller har tænkt sig at gøre det, ikke tør planlægge en fremtid med hinanden. Og i mange tilfælde hvor der er fælles børn med.
Søren Pape Poulsen begræder i et såkaldt tweet på det sociale medie Twitter, at finansloven betyder "mindre gensidighed i familierne". Sikke et værdiargument. Gensidighed er godt. Familier er godt. Hele to gode ord i én sætning. Man kan kun håbe, at skæbnen selv skubber ham i ryggen, så han falder ned fra det tårn, hvorfra han står og glaner tåbeligt ned på den samfundsbund, hvis vilkår han ikke har noget som helst begreb om. Og man kan kun håbe, at han slår sig hårdt på den bund.
#FL15 er ræverød. Højere kontanthjælp, mindre gensidighed i familerne. Alt i alt den forkerte retning. #dkpol
— Søren Pape Poulsen (@SorenPape) November 13, 2014
Så ser jeg frem til at høre, hvad han mener, er "gensidighed i familier."Er det en familie, hvor den ene voksne er nødt til at tigge om lommepenge for at få nye bukser? Og vel at mærke tigge hos en lavtlønsarbejder, som dårligt har råd til bukser selv.
Brian Mikkelsen fra samme parti kaster sig også ind i værdikampen:
Kan vi ikke blive enige om, Brian Mikkelsen, at der er mange andre end raske og arbejdsdygtige personer, som er ramt? Kan vi ikke blive enige om, at det også er alvorligt syge og borgere med nedsat erhvervsevne, som kommunerne i årevis parkerer? Kan vi blive enige om, at selv raske og arbejdsdygtige i disse tider kan skrive ansøgninger sammen med op til hundreder af andre jobkandidater?
I ved det, Søren og Brian. Hvis I åbner ørerne. Læser de utallige beretninger, som medierne er skummet over med. I ignorerer den armod, I skaber. Enten fordi I er dumme eller onde. Der kan ikke findes en tredje mulighed.
Og var det i øvrigt noget med, at K kaldte sig for at socialt ansvarligt parti?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar