Sproget er tegnende. Derfor skal man blot studere sprogbruget, som det offentlige anvender, hvis man vil kende systemets syn på de arbejdsløse, som tillader sig at hæve penge fra offentlige. Gør op med den anakronistiske undertrykkelse.
Er man arbejdsløs og får penge fra det sociale system, sker der noget i den måde, hvorpå man bliver tiltalt. Man bliver reelt behandlet som et andenrangsmenneske af det offentlige. Det kan fuldt ud sidestilles med noget, man kender fra undertrykkende samfund i andre tider eller steder. Intet kan som sproget, markere hvem der er inde i varmen eller ude. Høj eller lav. Skolelæreren taler på én måde til sine elever og på en anden måde til sine kolleger. Det er ikke så odiøst. Men det var det i Sydafrika under Apartheid eller amerikanske sydstater under den temmelig lignende segregation af sorte og hvide.
Man skal ikke have set særlig mange mafiafilm og modtaget særlig mange breve fra socialsystemet, før man finder ligheden slående: Ligheden i sproget.
Det sociale system anvender en særlig mafiøs betydning af velkendte danske ord, så de ikke betyder det samme på socialkontoret, som ordene betyder udenfor. For eksempel mellem kunde og ekspedient i en butik eller mellem to mennesker, som står og venter på bussen sammen.
Det mafiøse sprogbrug, som jeg senere giver eksempler på, optræder typisk i sammenhænge, hvor:
- Magtforholdet mellem to parter er asymmetrisk, altså særligt ulige. Der er en stærk og en svag.
- Og hvor der er behov for at den stærke part så effektivt som muligt kan få den svage part i forholdet til at adlyde.
De egenskaber har gangstere og sagsbehandlere til fælles.
En anden fælles egenskab er, at budskaberne sagtens kunne siges ligeud, for det har den stærke part magt til at kunne gøre. Der er bare ét problem for den stærke part, og det er risikoen for at andre kan høre eller læse med og blive klar over, hvad der foregår. Det mafiøse sprog anvendes, fordi noget ved det hele er moralsk lyssky. Socialkontoret vil her sikkert sige, at den overholder lovgivningen, og det gør socialkontoret måske også nogle gange. Men derfor kan det stadig krænke folks gængse moral.
Mafiabosser bruger sproget, fordi der er risiko for at blive aflyttet af politiet.
Socialkontoret bruger måske sproget for at påvirke en eventuel behandling hos Ankestyrelsen eller for at sløre synet for en journalist, der graver i en sag om tvangsfjernede børn eller sygedagpenge, som er blevet tilbageholdt.
Erstatningsordene bruges i hvert fald, fordi nogen har behov for at kaste med røgslør over for nogen, som helst ikke må se.
For de få, der ikke kender hverken gangster- eller skrankesprog, følger her en ganske lille ordbog- Det første ord er skrankesprog. Ordet efter lighedstegnet er dansk, som vi har en fællesforståelse af:
Samarbejde = Underkastelse.
Deltagelse = Gøre som der bliver sagt.
Tilbud = Befaling.
Ansvar = Skyld.
Disse fire ord er positivt ladede, men betyder noget anderledes forstemt i mafiasammenhæng og på socialkontoret.
Følger man ikke befalinger, hedder det, at man ikke vil samarbejde.
Et tilbud om arbejdsprøvning eller anbringelse af et barn, er ét, som man på corleonsk vis ikke kan afslå. Ordet tilbud anvendes om tvangsforanstaltninger.
Læg dertil det mafiøse mønster, at folk som protesterer og gør vrøvl eller blot modargumenterer oplever, at blive mødt med anderledes sagsbehandlerskridt, end hvis de ikke gjorde. Og her taler vi ikke om skridt i den bedre retning, som borgeren beder om. Tværtimod. Og så får man typisk en begrundelse, hvor et af ovenstående fire ord indgår.
Foruden mafiøse udtryk ses et skvaldrende brug af ord. At blive indkaldt til en opfølgende samtale om sit forløb på kontanthjælp, begyndte pludselig at hedde en “jobsamtale”! Det har nogen bestemt, at det skal hedde, vel vidende, at det sammensatte ord, jobsamtale, ikke er spor ledigt i det danske vokabularium, hvor jobsamtale allerede har en klar og tydelig fællesbetydning for alle voksne danskere og unge, som er på vej til at blive det: Jobsamtale har i årtier betydet, at dem man taler med, er nogen, der overvejer at ansætte en.
At blive indkaldt til jobsamtale på Jobcenter, betyder kun de allerfærreste gange, at nogen skal ind og tale, fordi man er i betragtning til en ledig stilling - i Jobcentret!
Når ordmisbruget finder sted, kan det ikke være tilfældigt, for det er grangiveligt et velbegavet menneske, der har fundet på unoden og som kender alle konnotationer eller automatiske tanker, som ordet vil fremkalde i den sammenhæng, som ordet bringes i. Uden at sammenligne yderligere: Husk, hvad ordet “brusebad” betød i kz-lejrene. Tåbelige lejrvagter, som var hjernevasket med dehumanisering, har helt sikkert grinet, imens det blev sagt.
Brugen af ordet “jobsamtale” går især på to ben: Hån og pisk:
- Hån, fordi det svarer til at smide en bananskræl foran en tigger og sige: “Værs’go, spis din mad”. Man får ikke den jobsamtale, som man drømmer om at kunne få en dag. Man får det, der svarer til skrællen af en banan, hvis man er sulten.
- Pisk, fordi det er subtilt spark i røven, der siger, at hvis du ikke snart får dig en rigtig jobsamtale, så får du flere af vores (og de er ikke morsomme!).
Brugen af ordet “jobsamtale” er ikke specielt mafiøst, men fælles er det, at man anvender nogle ord, som betyder noget i forvejen, og giver dem en ny betydning, som anvendes nedladende over for en særligt udpeget gruppe. Sådan et sprogmønster er særligt kendetegnet undertrykkelse og opsplitning af befolkningsgrupper, som man har kendt i tidernes løb.
At tale lige høfligt og respektfuldt til alle, er en fundamental del af dannelse i vores kultur. Man er helt enkelt en udannet sjuft - udannet med ét d - hvis man taler nedladende til andre voksne. I vores kultur har man skullet være særlig anbragt på sidespor for at falde ud af den nåde. For eksempel som kriminel og i fængsel. Eller anbragt på datidens åndssvageanstalter (hvor man blandede mentalt retarderede med besværlige mennesker, som var normaltbegavede) eller datidens fattiggårde.
Dels er socialkontorene selv gennemsyret af dybt nedladende attitude, og dels kommer der nogle helt konkrete krav fra regeringen. Jeg hørte engang, at a-kassen AJKS, som organiserer flere kommunikationsfag, engang ville sende venligere breve ud til sine medlemmer på dagpenge. Det blev stoppet af den pågældende styrelse på området, som forlangte nogle ganske bestemte og nedladende og skarpe formuleringer.
Enhver, som tiltales som andet end et voksent menneske med integritet, bør sige fra. Lad os gøre det i fællesskab.
Der er en forestilling om, at denne nedladende attitude optimerer beskæftigelsesgraden hos de mennesker, som udsættes for den. Men jeg tillader mig virkelig at tvivle. Det er en syre, som virker nedbrydende på mennesker, og det kan næppe højne nogen beskæftigelsesgrad. Slet ikke hos de syge, som ingen mulighed har for at slippe ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar