Det politiske system forlanger af borgerne, at de skal udtømme alle muligheder, men det forlanger systemet ikke af sig selv. Politikerne har intet som helst gjort for at undersøge, om man kunne gøre det bedre og mere menneskeværdigt end det nuværende rædselsregime, som de syge trækkes igennem, før de måske kan få fleksjob eller førtidspension.
Det politiske system forlanger af varigt syge borgere, at absolut alle muligheder skal udtømmes og endnu mere til, før man kan få fleksjob eller førtidspension.
Det er den eneste måde, hvorpå systemet kan sikre, at alle som kan arbejde, rent faktisk kommer til det, så ingen snyder og kører på fribillet, lyder logikken.
Flest mulige skal altså bestille noget og flest mulige skal i højest mulige grad kunne forsørge sig selv.
Den målsætning er meget svær at være uenig i. Man kan sige, at udsagnet med et brag dumper den såkaldte “ikke-test”. Man kan ikke sætte ordet “ikke” ind i sætningen og finde nogen af betydning, der vil være enig i udsagnet.
Som at have en psykopat til chef
Men den negative tilgang, hvor systemet forlanger af borgerne, alle muligheder er udtømte, er noget, som systemet ikke forlanger af sig selv. Politikudviklingen er foregået med tætte skyklapper, og der er hoppet over gærdet, hvor det er så lavt, at det er gravet ned.
Det politiske system har overhovedet ikke selv undersøgt, om der er andre metoder, der virker. Den førte politik er idéforladt, reaktionær, kontrolmanisk, misantropisk, doven, paranoid, ensporet og fastlåst i sin forestilling. Og disse dårligdomme lider hele samfundet under. For de borgere, der er underlagt systemet, er det som at have en psykopat til chef.
Det politiske system har fuldkommen forsømt at undersøge, udtømme og udelukke, om man på anderledes positiv vis kan højne beskæftigelsesgraden og selvforsørgelsesgraden til det samme eller noget i nærheden blandt syge og handicappede med nedsat arbejdsevne.
Mette Frederiksens hånlige karikatur
Man kunne starte med at se, hvilken effekt, det har at tildele borgere førtidspension. Myten er, at det fører til dårligere helbred og social isolation. Mette Frederiksen afleverede det patroniserende statement, at det skulle være slut med at leve bag nedrullede gardiner.
Der er dog meget, der tyder på - ikke mindst en 2014-undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, at det forholder sig stik modsat. Det passer med de mange samstemmende beretninger, man får fra de personer, som slæbes igennem systemet. De taler om det som psykisk udmagrende. En læge kunne for nylig berette, at fysisk syge bliver psykisk syge af at udtømme mulighederne for at komme i job.
At få førtidspension beskrives af mange som frigørende. Det er der, de føler, at noget kan bygges op igen.
Både forskning og hverdagens empiri sandsynliggør, at en meget syg eller handicappet borger, langt fra arbejdsmarkedet, har langt bedre forudsætninger for at kunne mobilisere nogle kræfter og anvende dem til produktive formål i forskellige grader, hvis man holder op med at holde dem som slaver.
Slaskedukker i stedet for arbejdskraft
Man ser det i mange socialøkonomiske virksomheder, hvor førtidspensionister bidrager med det, de kan. Fænomenet er dog stærkt truet af den skærpede politik på området. I stedet for at være i kontakt med ældre- og handicapforvaltninger eller borgerne selv, er socialøkonomisk praktik måske ved at udvikle sig til kortvarige arbejdsevnetest i samarbejde med beskæftigelsesforvaltninger og med den syge borger som kastebold og slaskedukke uden indflydelse på sin hverdag.
Nye førtidspensionister kunne i stedet blive mødt med positive tilbud fra beskyttede jobmiljøer i det offentlige eller i det private. I offentlig-privat samarbejde eller hos selvejende institutioner eller foreninger i civilsamfundet. Spejderforeninger, idrætsforeninger, kirkelige aktiviteter, kulturforeninger og lignende er ikke målbare i bruttonationalproduktet, men de skaber et stærkt civilsamfund, som giver grobund for målbar velstand.
Direkte kontraproduktivt
På samme vis forbereder man ikke fleksjobberes liv på fleksjob ved at trække dem igennem et årelangt og ødelæggende forløb. En fleksjobber afklares bedst ved at fleksjobbe. Ikke ved at ødelægge deres ressourcer i et afklaringsforløb.
I det hele taget ødelægger man borgere psykisk og fysisk ved det, der foregår nu. For eksempel minder sagen Kim Damgaard fra Vejen om et æsel, der bare får flere og flere pisk, desto mere æslet går i stå. Så grotesk er det. Det styrker ikke borgernes ressourcer. Det er direkte kontraproduktivt.
Og hvem ved, om en omvendt tilgang til de syge og uarbejdsdygtige ikke kunne vise sig at give en endnu højere beskæftigelsesgrad hos målgruppen end det nuværende vanvid? Et vanvid, som kun tegner sig til at blive en statistik fiasko. Ressourceforløbene har slået flere ihjel, end de har sendt folk i job.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar