Sådan må ofrene for radikal velfærdsmassakre føle det, når den nye R-leder Morten Østergaard går i medierne og lover velfærdsfortrin for de virkelig trængende. For børn, som ikke har råd til at holde børnefødselsdag:
Hvorfor skal Morten Østergaards forældre, der begge er pensionerede læger, have varmetillæg, nedslag i ejendomsskatten og store rabatter eller tilskud til pas, busbilletter og alt muligt andet, når der er børn, som lever i familier, som ikke har råd til at fejre fødselsdage, eller demente ældre, som har brug for ekstra pleje?
Sådan lyder spørgsmålet fra De Radikales nye politiske leder, Morten Østergaard, der dermed bruger sin egen familie som et eksempel på, hvorfor det er nødvendigt med et opgør med velfærdssamfundets gamle ”noget for noget”-tankegang.
- Fra artiklen "Lærkevejsdanskere skal indstille sig på at kræve mindre", Jyllands-Posten, 18. september 2014.
Ingen har dog på kort tid skabt børnefattigdom som Morten Østergaards regering. Unges kontanthjælp er blevet halveret, og selv om de svageste ikke skulle rammes, er der adskillige meldinger om, at spredehaglene har ramt syge, blandt andre og enlige mødre. På sociale medier er den helt almindelige hverdagsnød eksploderet i 2014:
Og den eksploderer yderligere, når kontanthjælpsreformen er fuldt indfaset i 2015.
Forsørgerpligten for partnere til kontanthjælpsmodtagere har svækket levevilkårene drastisk for de ramte familier, deraf mange med børn. Mange familier fik valget mellem at gå krakke økonomisk eller lade sig opsplitte i to boliger.
Så uanset, hvad Morten Østergaard har i sækken til udsatte børn, så er det Morten Østergaard selv og hans regering, der har eskaleret det problem, han nu vil løse.
Hvis han vil løse noget som helst.
De udsatte skal ikke se frem til at få del i pengene, for det er for længst blevet god latin, at penge ikke hører hjemme i fattigfolks lommer. De bruger dem bare på cigaretter, ishockeybilletter og Harbo-cola. Nej, dem, man har taget pengene fra, er "Lærkevejsdanskere", udtrykker Morten Østergaard. Mennesker, som har nok.
Pengene, som Østergaard har meldt, at der er til rådighed, havner derfor grangiveligt i iskolde kommunehænder, hvor fuldmægtige, sagsbehandlere og andre faggrupper skal lønnes for at implementere regeringens næste stykke sociale ingeniørkunst.
Socialdemokraterne har allerede været ude med sin halvdel af regeringens plan og et nys om, hvad den sociale ingeniørkunst består af. Med institutionstvang skal de udsattes børn frelses fra deres familier.
Familier, som stritter uden for den hvide middelklassenorm, kan derfor begynde at frygte for, hvilken indblanding i familiernes privatliv, som de frigivne penge skal bruges til. Især når man ved, at idéerne skal implementeres af et kommunalt socialvæsen, der i forvejen opleves som stærkt problematisk af borgere i berøring og hvor dagens orden er kassetænkning, sjusk, sagsbehandlerbrutalitet og lemfældig omgang med retssikkerhed.
Regeringens forslag præsenteres som noget, der lyder socialt indigneret. Men tag ikke fejl. Regeringen ejer ikke social indignation mod det system, den administrerer, og regeringens meldinger indeholder ikke den mindste kritik af de problemer, systemet selv har skabt.
Indignationen er nu vendt mod de udsatte selv, kan man tyde ud af omfordelingen. Fra at lade de udsatte administrere, skal de udsatte nu administreres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar