Kan du huske, dengang Joachim B. Olsen "kunne brække sig" over fattigdom i Danmark?
De fattigste i Danmark skal nemlig holde deres mund med, hvor fattige de er. Der findes ikke fattigdom i Danmark, og at påstå der findes fattigdom, er en hån mod rigtigt fattige, som findes i andre dele af verden. Sådan kampagnerer markedsfundamentalisterne, som vil mindske hjælpen til de fattigste og gerne til fordel for skattelettelser til de rigeste.
Det er i hvert fald det, som markedsfundamentalister i Cepos og Liberal Alliance gerne vil: Sænke kontanthjælpen og lette skatten for de rigeste.
Og de kan have en pointe med deres begrebskritik, selv om det nemt bliver et tåbeligt spørgsmål om ordvalg. For på vores plet på kloden er vi alle mere eller mindre dybt privilegerede. Selv dem, som er så udstødte, at de ikke engang tilhører "nyderne" og ikke engang får bistand.
Har man ikke selv mad, bugner skraldespandende i det mindste med kasseret mad, og vi har herberger med termokaffe, og vi har cykelhalvtag med vandafledende tagrender, som fattige i andre må skele misundeligt til.
Men når skatten helst skal ned i Danmark, så er det fordi, man bliver simpelthen "brandbeskattet," synger samme kor med flammende røst.
Og "brandbeskattet" bliver man især, hvis man virkelig tjener penge.
Der findes ikke et ord som "brandbeskatning," der i sådan en grad larmer og hørmer som en brandskid, når det bruges i dansk middelklasse- og overklassesammenhæng. Men ordvalget er et fint eksempel på, at den sociale indignation er blevet omvendt. Og et eksempel på, at liberalisternes begrebskritik ikke vendes indad, når den lige så godt kunne.
Først laver man et opgør med de fattigstes påståede klynkeri og offermentalitet. De fattigste må ikke gå og kalde sig fattige. I stedet for skal man have ondt af folk på den grønne gren. Den job- og husbesiddende klasse, hvis pengekvaler handler om, hvorvidt de kan gå en størrelse op i hestekræfter, når der skal købes ny bil.
De to liberalistiske standardparoler - at dansk bundniveau er rigdom og skatten branduretfærdig - er dybt uforenelige. De må bestemme sig for, om de vil omtale samfundsstrukturen i sådan et jamrende sprog eller ej. I stedet for at udskifte én såkaldt "klynkeretorik" med en ny, der bare er endnu værre at høre på og endnu mere misvisende.
Vi kan godt diskutere, om skattesystemet er indrettet hensigtsmæssigt, men kære Cepos-økonom og venner: Økonomisk set har livet altså ikke artet sig specielt uretfærdigt over for jer!
At tale om "brandbeskatning" leder tankerne hen på gamle feudalsamfund, hvor ridefogeden med største kynisme drog ud og inddrog fæstebondens bittert tjente høst og efterlod fæstebonden med en sultende familie, som forgæves havde knoklet fra solopgang til solnedgang og i midsommer.
"Brandbeskatning" er et begreb, der er taget ud af sammenhænge, hvor underklasser undertrykkes ved noget, der minder om simpelt røveri mod folk i dyb armod.
Virkeligheden er dog, at de "brandbeskattede" i Danmark typisk er ægtepar, som tilbringer en tredjedel af døgnet på kontorstole i intellektuelle job. Bagefter kører de hjem til et parcelhus eller en lejlighed, hvis komfort langt overstiger Jeppes gæstevisit i baronens seng.
Og for at pengene ikke skal stå på kontoen og blive spist af inflationen, så overforbruger man varer og ydelser som tøj, rejser, wellness, køkkenmaskiner, gadgets, møre udskæringer og italienske vine i sådan en grad, at rent basale levebehov er noget, man sidder og funderer undrende over og søger at finde ind til på yoga-kurser.
Sådan er det typisk at være "brandbeskattet". Altså topskatteramt. Som om der ikke var noget særligt at beholde, efter at skattefar har afregnet.
Det, som "brandbeskattede" skattekroner går til, er som regel dem selv, og typisk i højere grad til dem selv, end til "nyderne" på bunden.
Pengene går typisk til de "brandbeskattedes" børns skoler, det politi, der passer på dem, det sygehus, de bliver behandlet på og de veje, de kører på. Deres eneste problem er typisk, at de selv ville have haft lov til at vælge operatører og at mange penge går spildt til administration og bruges på mindre bemidlede borgere.
Disse strukturdiskussioner er helt legitime at tage. Er det rimeligt med al den skat og kunne vi gøre det anderledes. Jeg langer ikke ud efter sådan nogle pointer. Lad os endelig diskutere struktur.
Men at kalde den øvre middelklasses livsvilkår for "brandbeskatning" er den største hån, man kan forestille sig mod virkelig undertrykte mennesker i historien, som har slidt og sultet til en herskende overmagts gunst.
Og især hvis man samtidig nægter at antage et fattigdomsbegreb i dansk sammenhæng. Så er det jo endnu mere absurd, kræverisk og udtryk for ny klynkende offermentalitet.
Der er noget alvorligt galt med det sprog, der er konstrueret, når det rent faktisk er de såkaldte "nydere", der hellere end gerne vil gå i de "brandbeskattedes" sko. Og bestemt ikke omvendt.
Ordet "nydere" - endnu en markedsfundamentalistisk brandskid så det hørmer. Hvad er det, disse brandbeskattede ydere er så misundelige over? Er det den papvind til 20 kroner, som nyderne har råd til?
Ja, hvad siger de "brandbeskattede" Cepos-folk mon til at bytte skæbne med "nyderne" på Kofoed Skole?
Hvis Joachim B. Olsen kan brække sig, så kan jeg i hvert fald også brække mig over at lugte til den evigt gentagne brandskid om de velbemidledes skat. Vel er de ej "brandbeskattet", de der kan sidde i en brandforsikret villa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar