søndag den 21. september 2014

Mere S-hykleri: Har Mette Frederiksen overhovedet et princip?


"Folk, der står i en a-kasse og som spiller efter spillereglerne, skal ikke frygte at gå fra hus og hjem, hvis de en dag bliver ramt af arbejdsløshed."

Til gengæld skal man frygte at gå fra hus og hjem, hvis man først har været langtidssyg og har opbrugt sine sygedagpenge for bagefter at ende på kontanthjælp. Men det fremgik ingenlunde af den tale, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen lørdag holdt på Socialdemokraternes kongres i Aalborg.

Man skal også frygte at gå fra hus og hjem, hvis man gik ud af skolen og ind i myndighedsalderen med svære psykiske problemer som personlighedsforstyrrelse, angst eller skizotypisk tilstand. Eller hvis man kom galt afsted på bmx-banen og fik ødelagt sin ryg og nu er parkeret på kontanthjælp.

Det skyldes den kontanthjælps-"reform", som Socialdemokraterne selv stod i spidsen for i 2012. Mette Frederiksen kaldte det for "et godt og sundt princip". Men der gælder åbenbart - og såre uforståeligt - to vidt forskellige principper for to grupper af mennesker.

Lige nu har kontanthjælpsmodtagere i samliv med lønmodtagere stadig en rest af kontanthjælp, nemlig den halve sats. Men den bortfalder 1. januar 2015, og så vil de massive problemer, som 2014 har budt på blive yderligere eskaleret.

I samme øjeblik, hvor man iler til for at redde de, der mister dagpengene - åbner man faldlemmen for de, der mister kontanthjælpen. Hvad i alverden er princippet?

Endnu flere familier må opgive at leve, som de gør nu. Nogle familier flytter fra hinanden. Andre må ty til uværdige løsninger for at holde sammen og overleve. Nogle vil rode i skraldespande. Mon nogen vil begå kriminalitet?

Mette Frederiksen berørte også fænomenet working poor, som er en øget forekomst på det europæiske arbejdsmarked. Mette Frederiksen vil ikke have lønmodtagere i Danmark, som ikke har tilstrækkelig forsørgelse.

Men hun har selv skabt fattige lønmodtagere. De er de lønmodtagere, som lever sammen med borgere, der er langtidsparkeret på kontanthjælp. Oftest er det lavtlønsarbejdere. Disse lønmodtagere lever ikke som lønmodtagere. Disse lønmodtagere lever typisk helt på kanten af overlevelse, fordi de er tvunget til at forsørge.

Nu har Socialdemokraterne weekenden over slået det fast, at det ikke var Socialdemokraterne, der indførte dagpengereformen.

Nu vil Kanslergade - Den Sociale Blog - igen slå fast, at det var Socialdemokraterne, der fratog kontanthjælpen fra massevis af familier, som befinder sig i alvorlig knibe og nogle i seriøs nød.

At finde et princip i Socialdemokraternes solidaritet er opgivet på forhånd. Der er tilsyneladende ingen nål i høstakken, og det er sværere at finde en nål i en høstak, end det er at finde en socialdemokratisk ytring, som kærer sig om dem, der er faldet ud af kontanthjælpssystemet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar