Børnelæger har i den senere tid set et stigende fænomen: Børn fra resursestærke familier indlægges som fejlernærede, fordi forældrene har eksperimenteret med en særlig idiosynkratisk kost og livsstil. I teorien skulle forældrenes kure virke såre perfekt og virke ud fra al sund logik, synes forældrene, som både er velmenende og belæste.
Men børnenes helbred betaler for fejlslagne eksperimenter, når forældrene opfinder en striks diæt, hvor man kun må spise nedfaldsfrugt og rå grøntsager, der selv har sluppet sine stængler i tempereret kystklima. Eller hvad man nu finder på, skulle være sundt.
Baggrunden er typisk, at forældrene føler en lede ved den kost, som er udbredt i vores kultur, for eksempel fordi den gør os overvægtige. Og det gør den vel også. Alligevel ses det, at radikale kosteksperimenter sommetider ender endnu mere galt. Og ender akut galt på sygehuset.
På samme måde er der kraftige røster i debatten, som føler lede ved samfundsindretningen. Samfundet har taget for meget på, synes de. Og de kan have en pointe. Men de kan ikke dy sig for at eksperimentere i deres iver for at skabe radikal afmagring.
De kalder typisk sig selv for liberale og siger, at det bare er sundt og liberalt, alt det som prædikes. Men jeg er også liberal, og er jeg ikke en af dem.
Lidt færre af disse vil også gerne kaldes liberalister. Så er der tonet lidt renere flag. Andre ord man kunne bruge er anarkokapitalister eller markedsfundamentalister. Deres idéer er sivet ned som ødelæggende syre overalt i samfundet.
Disse markedsfundamentalister, som idémæssigt trækker politikudviklingen i deres stærkt antihumanistiske retning i disse år, tror, at hvis man overlader hele samfundslivet til markedets uhindrede bevægelser, så bliver alting såre godt.
Lige som gamle kommunister og maoister har de utroligt svært ved at pege på et samfund - en plet på jordkloden - hvor deres utopi folder sig skønt ud.
Til gengæld er det ikke svært at få øje på sammenhænge, hvor den tøjlesløse markedsfrihed har skabt ufattelige rigdomme og hvor fattige flyder i gaderne. Er det sådan, man vil have det, er tøjlesløs markedsfrihed selvfølgelig vejen frem.
Er individets uhindrede adgang til markedsskabt rigdom en absolut værdi, som ikke tåler kompromis, så har man tabt enhver kontakt med virkeligheden. Og man er snarere bundreligiøs i sin overbevisning og stærkt styret af en moralfilosofisk idé om at have ret til alt, man raner til sig. En moralfilosofi, praktiseret så fanatisk, at det bortfejer al humanitet.
Jeg tror ikke nødvendigvis, de gerne vil være onde. Der er helt sikkert nogle sociopatkapitalister, der kun tænker på at berige sig selv. Men der findes også dem, der tror, deres idéer gavner samfundet. Som helsefanatiske forældre, der kun giver børn sære diæter, fordi de selv er overbeviste.
Jeg tror, det ofte skyldes, at de ikke selv har indset ondskaben, fordi de stærkt styret af troen på, at hvis man bare tager alting fra de ledige, så finder de helt sikkert ud af det, netop fordi de er frataget alt. Uanset hvor mange slumkvarterer, de har set på tv fra lande, hvor sikkerhedsnettet er væk.
Et led i det urokkelige trossæt er troen på motivationens kraft. At man gør ting for pengenes skyld, og er der penge i udsigt, kan man gøre alt. De overser, at virksomheder kan opstå af virketrang og lyst. Er der ikke uhindret adgang til gevinst, sker der intet, lyder præmissen.
Der er ingen tvivl om, at penge kan udgøre et motiv for at gøre noget. Penge gør ting nemmere i et pengesamfund, hvor ens manøvremuligheder meget ofte svarer til de likvide værdier, man har.
Så nedsætter vi bare kontanthjælpen, ikke?
Det er sandt nok, at selve motivationen befordrer nogle til at tage et job, men stort set alle eksperimenter, vi har set: Indførelse af starthjælp, sænkning af dagpengeperiode og sænkning og bortfald af kontanthjælp, viser med al statistisk tydelighed, at det hver gang er en ganske lille brøkdel, som rent faktisk befordres af øgede pengeincitamenter.
For langt det største flertal, som blev sænket fra kontanthjælp til starthjælp, førte ændringen ikke til job. Men loven skabte armod for langt flertallet. Andelen af borgere på starthjælp, som fik job, var 36 procent, mens andelen på kontanthjælp var 27 procent.
For langt det største flertal, som har fået skåret kontanthjælpen, har det ikke ført til job. Til gengæld har det ført til armod hos langt flere.
For langt de fleste, der har fået dagpenge efter periodeforkortelsen, har det ikke ført til, at borgerne er kommet hurtigere i job. Kun for mindre end én procent, viser en SFI-måling. Til gengæld har langt flere fået forringet deres levevilkår.
Så prisen for de stærkt begrænsede effekter, man opnår, er en urimelig menneskelig pris. Gevinsten, når det lykkes at puffe til en mindre gruppe borgere, betales med sved, tårer, stress og depression af langt flere.
Motivation befordrer sjældent nogen alene til at gøre noget. Motivation er blot ét af mange nødvendige befordringsmidler, og man befordres kun, hvis der er tilpas med befordringsmidler som:
- Motivation efter penge, social status, fællesskab og livsindhold.
- Sociale kompetencer, der gør, at man kan søge et job og holde på det.
- Faglige kompetencer, der gør, at man kan søge et job og bestride.
- Fysisk helbred, der gør, at man kan bestride et job.
- Mentalt helbred, der gør, at man kan få et job og bestride det.
- At der er job, der er tilgængelige. At barrieren ikke er for høj.
Som jeg selv har oplevet det, er det i tungtvejende grad mangel på sociale og mentale befordringsmidler hos den enkelte, der udgør barrierne for deltagelse på arbejdsmarkedet. Begge kategorier er uanet brede.
Det er alle de usynligt handicappede, som hver dag lever med stærkt mistænksomme blikke på sig og anklager om dovenskab og nassesind, fordi de flyder på samfundsgulvet og ikke har en hylde at være på. Og som markedsfundamentalister gerne vil feje bort fra samfundsgulvet og helt ud i kulden. Så kan de lære det.
Men hvornår har øget pres givet nogen sociale kompetencer?
Hvornår har det helbredt mentale sygdomstilstande som autisme, angst eller alkoholisme?
Jeg har mødt ganske, ganske få, som har sagt ligeud, at de ikke gad arbejde. En af dem var en kvinde midtvejs i den arbejdsaktive alder, som hver morgen klokken halv otte sagde farvel til sin mand og tændte en hashbon og inhalerede et tændt pibehoved i ét heftigt sug. Et særligt effektivt rygeinstrument, der typisk anvendes af de mest forhærdede misbrugere af rusmidlet. Mon hun kunne være i sit hoved, hvis hun ikke tog sin egen, selvordinerede medicin? Hendes søn var glad, høflig og dygtig i både skolen og i fodboldklubben (blot for at pille ved endnu en social stereotyp).
Arbejdsmarkedets rummelighed er konjunkturelastisk. Er der mangel på arbejdskraft, kan arbejdsgiverne pludselig bruge de småskæve personligheder, kulturfremmede med sprogproblemer og skavankplagede mennesker med nedsatte evner.
Markedsfundamentalisterne taler helst ikke om dengang, for mindre end 10 år siden, hvor arbejdsløsheden var så lav, at det var direkte alarmerende! De arbejdsløse var så villige til at arbejde, at det ligefrem truede samfundet!
Men når lavkonjunkturen sætter ind sammen med arbejdsgivernes øgede tryghedsbehov, er det alle de usikre kort, der ryger først. Så ser man arbejdsmarkedets udstødelse i funktion. Så ser man barrieren blive hævet.
Og så er det egentlig ikke sært, at der er borgere, der selv vender arbejdsmarkedet ryggen. Det er langt oftest en reaktion på følelsen af, at man er blevet udstødt fra arbejdsmarkedet efter afslag på afslag, smækkede døre og fortravlede nej-svar.
Forestillingen om, at der findes en subkultur af raske borgere, som helst vil gemme sig i deres hule og suge penge hjem igennem et sugerør fra den offentlige kasse, passer måske i mindre grad. Vel findes der et fåtal, som platter sig igennem. Både på Stein Bagger-niveau og på Dovne Robert-niveau.
Men igen kræver markedsfundamentalisterne en uhyrlig pris i uskyldige menneskeskæbner for at få ram på en marginal gruppe. Straf skal selvfølgelig kun rettes mod snydere og ikke kollektivt. Piskemetoder skal kun piske dem, der kan piskes i gang. Alle andre skal man lade være med at piske!
Da der pludselig dukkede en medieoriginal op på tv og sagde, at han var en dovent svin, så jublede markedsfundamentalisterne, sagde “hvad sagde vi?”, greb våben og gik til rasende angreb på hele gruppen af ledige på overførselsindkomster. Næsten ingen er gået fri, siden det gik reformamok. Kun en brøkdel er blevet flyttet af reformerne, mens et absolut flertal har fået forringet levevilkårene
Når jeg nu siger markedsfundamentalister, lyder det som om, at det kun er en marginaliseret højregruppe, der fremmer sådan en socialpolitik. Men deres idéer har for længst spredt sig til næsten hele spektret. Alle fra SF og til Liberal Alliance har i de senere år stemt for en politik, der mod bedrevidende havde en tyrkertro på motivation som eneste nødvendige befordringsmiddel.
En af markedsfundamentalisterne har endda kaldt sin egen idé for en kur, Lars Kolinds “Kolind-Kuren”. Jeg har ikke læst hans syn på socialpolitik, men jeg har hørt overbevisningerne fra snesevis af andre markedsfundamentalister. De tror skråsikkert på, at færre penge ved ledighed (helst ingen penge, som man ikke selv har tjent) og højere gevinster ved udsigt til lønjob er en kur, der får samfundet til at strutte af sundhed.
Afprøver man markedsfundamentalisternes idiosynkratiske kur på samfundets svageste, så går det helt sikkert, som det er gået børn af madforskrækkede og helsefanatiske forældre: Det kommer kun til at gå helt akut galt i det store hele.
Det er fint nok, hvis man gerne vil fodre rovdyrene i zoo med overflødige mennesker, eller hvis man gerne tager en smuttur med et automatvåben og rydder op som patruljer i en brasiliansk favella.
Spørgsmålet er bare, om markedet alene gør det godt nok, hvis man bekymrer sig om mennesker.
For at opsummere til sidst, så har massive erfaringer altså bortfejet to markedsfundamentalistiske præmisser:
- Folk går i arbejde, når der er arbejde at få. Højkonjunkturen slog det fast. Den raske restgruppe, som blev hjemme i sofaen, var en næsten umålelig størrelse.
- Alle forsøg med pengeincitamenter viser, at incitamenterne flytter langt færre borgere, end incitamenterne går hårdt ud over.
 |
| Illustration: Pixabay (frit brug). |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar