Landsråd i dag: Det går ufattelig godt for Konservativ socialpolitik

Illustration: Wiki Commons.

Hører intet. Ser intet. Synger bare en skønsang.

De tre aber er et buddhistisk billede for fred og harmoni, som kan opretholdes, hvis man ikke hører noget ondt, ser noget ondt eller siger noget ondt, og sådan er det at følge folketingspartiernes syn på socialpolitikken, de ledigshedsramte og de svage.

Vi er gode. Vi vil kun det bedste. Det går ufattelig godt.

I dag stod flere konservative politikere på landsrådets talerstol og holdt skåltale om svages vilkår. Det gør de cirka hvert år, og i år havde partiet udstyret landsrådsmødet med sloganet “Mennesker Først”.

Ikke mindst da socialordfører Mai Mercado holdt tale, så intet øje var tørt i forsamlingen. Samme Mai Mercado, som 14. juli beskyldte hårdt reformtrængte familier for at spekulere i ydelser, når situationen tvinger dem til at at bryde op.

Og jeg skal love Mai Mercado for, at det er alvorligste alvor for massevis af familier.

Skal vi lige tage lidt mere realitycheck:

Under sin regeringstid i nullerne indførte Konservative starthjælpen. Den skulle animere de ramte til at gå ud og tage arbejde, tordnede Lars Barfoed i en tv-debat. De færreste fik arbejde. Langt de fleste blev fattige.

Partiet forringede dagpengeperioden. Kun én procent kom hurtigere i arbejde på grund af periodeforkortelsen, fastslog SFI-rapport.

Konservative var med, da man fjernede invalidepensionen for unge invalider, som parkeres på kontanthjælpsniveau. En statistik fra Aalborg Kommune har vist, at antallet af nye resurseforløb slet ikke svarer til antallet af førtidspensioner før reformen, så virkeligheden er grangiveligt værre endnu.

Konservative tog kontanthjælpen fra klienter i samliv med folk, der tjener penge. Så nu er der hårdt arbejdende lønmodtagere, der hver dag går på arbejde og gør en kæmpe indsats, som lever på kontanthjælpsniveau, og rigtig mange ser ingen udvej, fordi den kontanthjælpsramte partner er i et årelangt sygeforløb uden udgang.

Mange familier er brudt op af den grund. Og så kommer Mai Mercado efter dem med subtile nassebeskyldninger i offentligheden.

Andre, som holder sammen, finder mad i skraldespande, fordi de er bundet af faste udgifter og en bolig, som er dyr at forlade.

Sagde K familiepolitik? Eller var det kun politik for nogle familier?

Hører man Konservatives sociale politik på landsrådet, så lyder det som om, partifolkene lever i en helt anden virkelighed, der overhovedet ikke er i sync med den virkelige. Eneste formildende omstændighed er, at det har de til fælles med en række andre partier.

I sidste uge revsede jeg Socialdemokraterne for fulde gardiner, ja jeg gjorde.

Det politiske aristokrati af ulasteligt klædte med daglig gang på Slotsholmen lever i en tonet osteklokke, hvor lyset slipper ind, men hvor ingenting ses. vi taler om folkevalgte politikere fra alle partier, cand.politterne i ministerierne, partiernes ungpolitikere i sekretærjob på Christiansborgs gange. I den osteklokke går de og laver reformer, “der virker”. Et ministerium har nemlig siddet og regnet på en såkaldt jobeffekt. Så jo, det virker.

Søg på KLR14 og find hele diskussionen på Twitter.

Når man laver socialpolitik med incitamenter, så virker det. Tror de. Bare fordi, de tror. De er ikke i kontakt med de borgere, som rammes. Det er ikke deres egne familier, ikke deres egne naboer, så de kan umuligt tro, at deres politik skaber nød. Alt ser skønt ud omkring dem, og deres politik er kun såre godartet!

Viser man dem et nødråb i en avisspalte, som dette nødråb, hvor en yngre kvinde og svingdørspatient i psykiatrien ikke ved, om der er penge til mad eller huslejen...

Eller viser man dem en statistik over de udeblevne effekter af deres incitamenter, så ser de heller ingenting. Alle de såkaldt ansvarlige partier, som er klar til at tage regeringsansvar, har det til fælles, at de er fuldkommen faktaresistente over for statistik og fuldstændig upåvirkede af beretninger fra virkeligheden, når de i fællesskab udruller masterplanen.

Joachim B. Olsen (LA) var sidste år træt af at høre om reformtaberne og konstaterede sidste år, at medierne havde lettere til at finde reformernes tabere, end medierne havde til at finde vinderne.

"I den aktuelle kontanthjælpsreform er der ganske vist nogle par, der fremover vil have færre penge at gøre godt med. Men der er også i dén grad vindere! Først og fremmest alle de mennesker, som på grund af reformen i de kommende år vil skifte kontanthjælpen ud med en løncheck. Og så selvfølgelig den gevinst, som hele samfundet (og dermed også dem, der i første omgang tilsyneladende taber på en reform) vil få, når flere arbejder."

Jeg kan skuffe Joachim B. Olsen med, at der er suverænt flere tabere, end der er vindere, så det er signifikant statistisk, at det er nemmere at finde tabere, end det er at finde vindere. Den gruppe, der kun behøver et incitament for at flytte sig, er helt marginalt lille

Joachim B. Olsen ville dog gerne komme de ramte til undsætning:

Desuden kan reformen måske bane vej for, at samlevende par fremover vil få mulighed for at udnytte hinandens bundfradrag på samme måde som ægtefæller kan i dag – det er i hvert fald noget, vi arbejder for i Liberal Alliance.

Et bundfradrag på 1500 er altså ligeså godt som en hel kontanthjælp?

Den kommentar lader vi stå og dirre lidt. Sammen med Konservatives endeløse række af substansbefriede skåltaler.