Det er den tidligere amerikanske arbejdsminister under Bill Clinton, politologen Robert Reich, som i denne video præsenterer sin samfundsanalyse, han kalder for krigen mod de fattige.
Hans påstand er, at arbejdsgiverinteresser og kapitalinteresser har så godt et tag på den førte arbejdsmarkedspolitik i USA, at det udgør en stadig kraftigere undertrykkelsesmekanisme mod arbejdsstyrken og især de fattigste, de syge og de mindst kvalificerede.
Kan man stresse, udpine og udmanøvrere samfundets nederste, så vil disse borgere være parate til at gøre hvad som helst for at tage et job og til hvilke som helt vilkår blot for at overleve og holde næseboerne i vejrtrækningshøjde over vandskorpen.
Tendensen virker mere udpræget i USA, men den udvikling, vi ser i Danmark her og nu, er en del af samme globale megatendens. Vi bliver trukket i af nøjagtigt samme kræfter.
Flere partier - de, der modtager flest penge fra kapitalinteresser - ønsker noget, det ligner en nedadgående spiral, hvor mindstelønninger og overførselsindkomster underbyder hinanden i et kapløb mod bunden. Overførselsindkomsterne, som forvrider konkurrencen på arbejdsmarkedet, skal generelt svækkes så meget, at det truer selve eksistensen. For så vil arbejdsstyrken være villig til at arbejde for en slavelignende løn. Og blæse være med, om den er til at leve af, så længe den er helt frit markedsreguleret.
Fra arbejdsgiversiden er der hyppigt modstand mod at opkvalificere arbejdsstyrken under ledighed. Det skyldes ikke, at arbejdsgiverne i Danmark ikke behøver højt kvalificeret arbejdskraft, for det erkender arbejdsgiverne, at de behøver.
Problemet er, at ledige som forfølger deres egne drømme og egen joblykke, ikke står i kø til arbejdsgivernes private, lavt kvalificerede job, så længe de ledige uddanner sig. Dermed sænker uddannelsesforløbene efterspørgslen på job, og det påvirker strukturelt lønnen i opadgående retning.
Fagbevægelsen, som i USA er blevet trynet ned i mudderet, er også under pres i Danmark, og flere partier har støttet op om kampagner i Danmark, som har sigtet mod at svække fagforeninger. Fagforeninger sikrer arbejdsstyrken en løn, der er på omgangshøjde med samfundsudviklingen ved at lægge fællesskabets styrke bag sine krav.
Arbejdsgiverne er selv uhyggeligt godt organiserede, så kan man svække lønmodtagernes sammenhold, kan man skumme fløde yderligere.
Det er derfor, at især borgerlige politikere med deres propaganda forsøger at overtale dig som lønmodtager til, at du skal "frigøre dig" fra fagforeningerne, og siger at det er fordi, du selv er enormt værdifuld og ikke behøver noget så gammeldags og støvet som fagforening.
Men spørgsmålet er, hvor værdifuld man ville være, hvis alle pludselig stod alene.
I dag er forhandlingerne mellem arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden et møde mellem to gigantiske supertankere. Skal det udelukkende være én lønmodtager, der er oppe imod en stor virksomhed, så er lønmodtageren pludselig som en optimistjolle, oppe imod en skarpladt korvette.
Nu spørger du måske, hvordan arbejdsgivere kan være så ondskabsfulde sådan at drive rovdrift på arbejdsstyrken, men jeg tror ikke, at de er ondskabsfulde. Det skyldes blindhed i konstruktionen. For selve konstruktionen, som hverken har hjerne eller hjerte, er det er ligegyldigt, om dynger af døde menneskekroppe flyder uden for fabriksporten, så længe maskinen laver penge.
Og tit er det også - blot for at nuancere - ren markedslogik at tage menneskelige hensyn, der kan forveksles med hjertelige hensyn. Simpelthen fordi virksomheder også er afhængige af, at have en arbejdsstyrke, der trives.
(Ensidig og fanatisk kapitalisme-kritik må du altså finde andre steder end her).
Selve virksomhedslederne er bare mennesker som alle andre. Erhvervslivet skal optimere bundlinjen, så aktionærerne får størst mulige afkast, og de er uhyggeligt dygtige til effektivisere i alle led. Også på medarbejderomkostninger. Er man ikke en dygtig direktør for aktionærerne, kommer der bare en ny direktør.
Spørgsmålet er så, om det politiske system absolut skal danse efter kapitalens skingre, maskinelle pibe, når den trygler om lov til rovdrift på arbejdsstyrken. Det politiske system af demokratisk valgte kan vælge en anden og anderledes balanceret vej, som sikrer en menneskelig bæredygtighed i samfundet som helhed.
Det skyldes fravær af social indignation - en helt grundliggende menneskeempati for de mest ringe stillede - når det ikke sker.
Med de nylige reformer, vi har fået, som stresser og udpiner de svageste ledige - kontanthjælpsreformen, sygedagpengereformen og så videre - så skal man love for, at Radikale lytter. Men kun. Til erhvervslivet. Og det næste bliver vel, at vi fodrer rovdyrene i zoo med samfundets overflødige mennesker.
Kapitalen har fået en masse af det, den bestandig har bedt om i den offentlige debat, og selv om kapitalen siger, at den skaber job - hvilket den utvivlsomt gør og ofte gør godt - så har kapitalens formål aldrig været at skabe job. Formålet er at hobe penge op, og arbejdskraft er et middel. Husk det.
Og omvendt er det de færreste lønmodtagere, som går på arbejde for at redde verden. De fleste går på job for at give sig selv et godt liv. Til sammen skaber vi kun et samfund, et social ansvarligt samfund, hvis vi i fællesskab konstruerer det: Borgere, civilsamfund, politikere, erhvervsliv.
Denne pædagogiske kampagnefilm fra USA kan ikke beskyldes for at være propaganda fra en overvintret kommunistcelle, der overlevede McCarthy-udrensningen i 50'erne.
Den er udgivet af MoveOn, som er en progressivt-liberal bevægelse, temmelig lig Det Radikale Venstre per definition.
Så MoveOn er vel omtrent som Radikale var engang. Før den såkaldt nødvendige politik. Før dengang, de begyndte med blot at svare: "Sådan er det jo."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar